21-årig vinder Belgium Open 2017

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Bas van den Berk

To unge talenter snød verdenseliten ved Belgium Open 2017

Det er nok de færreste der nikker genkendende, når de hører navnet Derk Telnekes. Men måske vi i fremtiden kan se frem til at skulle vænne os til navnet. Lørdag aften lykkedes det i hvert fald den blot 21-årige hollænder at sejre ved Belgium Open. Resultatet er det absolut største i Telnekes karriere, som forinden stævnet var placeret som nummer 68 på BDOs verdensrangliste. Det unge talent kan dog se frem til at rykke adskillige placeringer op ad ranglisten, på baggrund af de 35 point som følger med sejren. Belgium Open er kategoriseret som et kategori A stævne på BDO-touren, hvilket er den 3. højeste – samme kategori som Denmark Open.

Resultatet skal ses i lyset af to foregående semi-finaler for det unge talent, som ved både German Open og England Open har formået at spille sig blandt de sidste 4 ved to af BDOs absolut mest prestigefyldte turneringer. Imponerende, taget i betragtning af, at Telnekes første dokumenterede resultat var en placering blandt de sidste 64 ved Dutch Open tilbage i starten af 2016.

Det var dog ikke kun Telnekes som imponerede i Belgien. Finalen blev nemlig spillet mod Kenny Neyens – en blot 22-årig belgier. Neyens er en anelse bedre kendt i dartkredse, efter at have gjort opmærksom på sit talent ved flere lejligheder i PDC – ikke mindst på ungdomstouren, hvor det endnu er blevet til 2 titler, alt i mens han i skrivende stund indtager 4. pladsen på PDCs ungdomsrangliste.

De to unge talenter kom heller ikke sovende til deres flotte resultater. Kenny Neyens måtte således overkomme “den næste Michael van Gerwen”, Justin van Tergouw, Jamie Hughes, Wesley Harms og James Hurrel, før Telnekes altså blev for stor en mundfuld i finalen. Med andre ord, 3 spillere fra verdensranglistens top 13, samt en af dartsportens pt. største talenter.

Telnekes selv havde også fået sin sag for, da han blandt de sidste 32 måtte besejre vinderen af Denmark Open 2016, Darius Labanauskas, inden det blev til sejre over henholdsvis Ross Montgomery, Maik Kuivenhoven samt Gary Robson.

Der var i øvrigt også dansk deltagelse i herrerækken ved dette års Belgium Open. Desværre for Brian Løkken, som pt. er indehaver af 1. pladsen på den danske rangliste, havde han allerede i sin første kamp trukket Mark McGeeney – nummer 2 på verdensranglisten – hvilket resulterede i et 0-4 nederlag.

På damesiden var Kirsten Byø bedste dansker, da hun blandt de sidste 32 måtte se sig slået 0-3 af svenske Paulina Söderström. Vinderen af damerækken blev i øvrigt verdensranglistens nummer 3, Aileen de Graaf.

Resultaterne for Belgium Open 2017 kan findes her, mens det er muligt at se/gense herrefinalen her. Belgium Open følges op af Belgium Masters i morgen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*