Dave Chisnall vandt sin første titel i 2017. En triumf som faldt på bekostning af den upåagtede Richard North, som højst overraskende spillede sig i sin første PDC-finale nogensinde.
Selvom Dave Chisnall har været i 6 finaler de sidste 12 måneder, så var søndagens sejr ved Players Championship 18 den første sejr i over et år for verdensranglistens nummer 6. En sejr som kom i hus, efter en intens finale, hvor hverken Chisnall eller Richard North på noget tidspunkt formåede at skabe sig et egentligt overtag. Richard North, som før turneringen end ikke var at finde i verdensranglistens top 70. Det skal dog ses i lyset af, at North først vandt sit tour-card i januar, og endnu har god tid til at etablere sig på PDCs rangliste, som kører over en 2-årig periode.
Dagen startede godt for “Chizzy”, som lagde ud med at vinde sin første kamp komfortabelt 6-0 over Darren Johnson, inden han blev involveret i 2 neglebiddere, da Yordi Meeuwisse og Richie Edhouse, begge havde den tidligere Lakeside-finalist ude i sidste og afgørende leg. Herefter gik det noget nemmere med en 6-3 sejr over Jelle Klaasen, som fortsat kæmper for at komme tilbage efter sin håndledsoperation. I kvartfinalen var det dog tid for endnu en tæt kamp, da Brendan Dolan blev overvundet 6-5, inden Ryan Searle ikke kunne stille noget op i sit 2-6 nederlag til den senere vinder.
Finalen mellem Dave Chisnall og Richard North kan ses nedenfor, mens det er muligt at se alle resultater via PDCs hjemmeside.
1 Trackback / Pingback