Optakt til 1. division: Frede Johansen analyserer landets bedste række

Tekst: Frede Johansen

Foto: Dansk Dart Union

Den 4-dobbelte individuelle danske mester stiller i følgende optagtsartikel skart, når han skal forsøge at spå om resultaterne for den kommende sæson i landets bedste dartrække.

Efter en sommer, med et vejr der har budt på optimale forberedelsesvilkår i dartsammenhæng, er vi naturligvis alle spændte på hvad den nye sæson kommer til at byde på.
Jeg vil her kort prøve at pejle mig ind på, hvad sæsonen kommer til at indeholde.

Sommerens klubskifte
Sommeren har ikke budt på de helt store transfers, og de mest bemærkelsesværdige må være de to tidligere danske mestre i singlerækken, Frank Andreasen og Søren Gjerlufsen. Frank Andreasens som skifter fra Verninge til Pottens danske mestre, mens Søren Gjerlufsens skifter fra Assens til oprykkerne Odense.
Udover disse skift, er der samtidig en del topspillere der har fravalgt 1. division til den kommende sæson. Hele 5 af de 10 mest vindende i sidste sæson ser ikke ud til at deltage i den kommende sæson. Således ser det ikke ud til at hverken Per Laursen, Ulrich Meyn, Per Skau, Glenn Honoré, Klaus Rejnhold eller jeg selv kommer til at spille i landets bedste række.

Forventede Holdopstillinger
Med det forbehold at ikke alle hold har deres endelige holdopstilling helt klar, forventes følgende holdopstillinger (Hold-ranking er udregnet efter hvor mange kampe de respektive spillere vandt af kampe i 1. division i sidste sæson, og derefter lagt sammen. Er der eksempelvis 4 spillere på et hold, som hverisær har vundet 50 % af sine kampe i sidste sæson, giver det således en ranking på 200. De hold hvor 5 spillere er nævnt, er det dog kun de 4-førstnævnte spillere, hvis statistikker er indberegnet. Ligeledes er det ikke alle spillerne som sidste sæson spillede i 1. division. Disse spilleres statistik er derfor lavet på baggrund af kvalificerede skøn.):

Hold, hold-ranking og forventet holdopstilling
Potten: 272,83 Alex Jensen, Lars Helsinghof, Mogens Christensen, Frank Andreasen
DK26: 218,45 Brian Løkken, Tony Jensen, Michael Hansen, Ricky Willamsson
Lido: 172,25 Søren Arnstrup, Tonny Sørensen, Dann Larsen, Henrik Vestbo
Aabenraa: 237,10 Daniel Voigt, Niels Jørgen Hansen, Bjørn-Oliver Derichs, Flemming Hansen
Holbæk: 204,01 Nicolai Olsen, Daniel Jensen, Jørgen Ejlertsen, Peter Starskov
Studsen: 208,78 Brian Christiansen, Kenneth Byø, Patrick Nielsen, Brian S. Sørensen
Ringsted: 211,79 Stig Jørgensen, Ole Jørgensen, Jacob Mortensen, Rene Johansen, Thomas Nordal
Kælderen: 209,54 Anders Zaar, Kasper Puggaard, Steffen Olling, Søren Christensen, Kenwyn Vestergård
Verninge: 166,02 Tonny Madsen, Heine Rasmussen, Jens Andreasen, Michael Clemme
Assens: 128,04 Jimmy Wawrzonek, Finn Madsen, Egon Reus, Ann Louise Andersen
Odense: 194,10 Søren Gjerlufsen, Daniel Hadberg, Jan Møller, Casper Rasmussen, Rene Madsen
Holeby: 125,00 Jesper Pedersen, Ole Nissen, Winfred Kuchel, Lars Sørensen

Hvem Vinder
Set ud fra de på nuværende tidspunkt kendte holdopstillinger kan der vel kun udråbes et favorithold – og det er selvfølgelig de 7-dobbelte danske mestre fra Potten. Potten har efterhånden samlet spillere til 2 hold, der begge vil være blandt de absolutte favoritter til DM titlen. Potten starter sæsonen ud med deres 4 landsholdspillere Alex Jensen, Lars Helsinghof, Mogens Christensen og Frank Andreasen, men vil så have et 2. hold (reservebænk), med Per Laursen, Søren Hedegaard, Carl Henrik Hansen og Niels Heinsøe, og man kan da sagtens stille spørgsmål ved, om ikke Potten ville være lige så godt stillet ved at bytte om på holdene. Med et sådant holdkort må alt andet end guld vel være at betegne som en fiasko. Når man samtidig tager i betragtning at Lido må sige farvel til 3 af deres førsteholdsspillere, og at DK26 samtidig må undvære Ulrich Meyn, så bliver det svært at se, at der skulle blive nogen former for spænding om hvor guldmedaljerne ender i denne sæson.

Slutspils kandidaterne
Da Lido til denne sæson er blevet væsentlig svækket, med afgang fra 3 ud af 4 spillere, skal der nok som minimum findes ét nyt slutspilshold. De bedste bud, ud over Potten, vil dog nok stadig være DK26 og Aabenraa, selvom DK26 ser ud til at blive væsentligt svækket med Ulrichs afgang. Mit bud på det sidste hold vil være Ringsted, selvom feltet omkring 4. pladsen ser rigtig tæt ud.

Hvem rykker ned
Holeby virker umiddelbart som et godt bud. Holeby sikrede sig oprykningen med en 3. plads i 2. division øst, på baggrund af reglen om at hver klub kun kan have ét hold i landets bedste række. Holeby disponerer dog over 3 rutinerede spillere i Jesper Pedersen, Ole Nissen og Winfried Kuchel, så måske vil de være i stand til at løfte niveauet. Dog virker andre klubber også svækkede. Lido må skifte 3 spiller til sæsonen, og kunne derfor også godt kandidere til en af pladserne. Lidos 2. hold klarede sig dog ganske godt i landets næstbedste række, med en samlet 4 plads, med dertilhørende sejre og uafgjorte resultater mod alle de 3 øverste hold i rækken. Verninges tab af Frank Andreasen tvinger nok også det fynske hold ned blandt nedrykningskandidaterne, hvis de ikke formår at finde forstærkninger i løbet af sæsonen. Også Assens måtte i sidste sæson i playoff, og med afgang af Søren Gjerlufsen og en Per Skau som ikke ønsker at spille, melder Assens sig ret sikkert også ind i bundstriden i denne sæson. Mit bud på de 2 direkte nedrykkere er Holeby og Assens, hvis altså ikke det lykkes Assens at genaktivere Per Skau.

Det generelle niveau
Niveauet og jævnbyrdigheden har været jævnt stigende gennem de seneste år, men med afgange fra en del af topspillerne, samt få nyankommne topspillere fra de lavere rækker, virker rækken lidt svækket i forhold til tidligere år. Samtidig øger Frank Andreasens skifte fra Verninge til Potten heller ikke ligefrem jævnbyrdigheden. Ser man på antallet af de højst rangerende spillere der har licens i en 1. divisionsklub, ser det dog ganske stærkt ud. 16 af de 20 højst placerede spillere på ranglisten, og 25 af de 30 bedste, har i dag licens i 1. divisionsklubber. Desværre er der dog en del af dem vi ikke kommer til at se så meget til, da de enten har fravalgt holdturneringen, eller kommer til at spille på deres klubbers respektive 2. hold.

Selvom det selvfølgeligt er ærgerligt at vi ikke får alle de bedste at se i denne sæsons 1. division, kan det dog sagtens ende med at gøre rækken endnu mere spændende og uforudsigelig, da udviklingen af nye og gamle spillere samt eventuelle tilgange af spillere midt i sæsonen i højere grad vil kunne ændre magtforholdet klubberne imellem. Ligeledes vil en del hold jo have jokere (reserver) stående på baglinjen, som måske vil kunne aktiveres i løbet af sæsonen, eller til enkelte kampe, med den uforudsigelighed det naturligvis vil give.
Jeg vil i tiden frem mod sæsonstart komme med en mere detaljeret analyse af hold og spillere, samt mine forventninger til den kommende sæson.

Frede Johansen vil i løbet af sæsonen fortsat have øje for landets bedste række, hvor han forud for hver enkelt runde vil have fokus på klubbernes præstationer og forventninger til runden.

4 Comments

    • Glimrende spørgsmål – men fortvivl ej! Der venter et uddybende interview men Ulrich senere på dagen, hvor Ulrich sætter ord på sit valg om at ikke at ville spille 1. division i denne sæson 🙂

  1. Tænker du glemmer Holbæk som en oplagt kandidat til slutspillet. i sær hvis det lukkes dem. at lokke Tommy Haulrich til og erstatte de svageste kort (Peter Starskov), med både Olsen, Jensen og en overraskende stærk kaptajn i Eilertsen kunne se snildt kvalificere sig til et slutspil

  2. Super godt initiativ. Men ingen roser uden torne. Der går efter min mening for meget ekstra blad og BT i systemet, når man efter hver runde laver en ‘rundens flop’. Jeg er ikke sart, og jeg er sikker på, at Søren C sagtens kan klare ‘hæderen’. Men hvis det havde været en ung spiller, som pludselig på den måde så sig hængt ud på forsiden – så er jeg ikke sikker på, at det på nogen måde var gavnligt. Ok med rundens spiller – helt naturligt, men ikke rundens flop.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*