PDC har i dag trukket lod i forbindelse med Melbourne Darts Masters.
Det bliver Raymond van Barneveld og Simon Whitlock som i 1. runde af Melbourne Darts Masters skal forsøge at overvinde sidste weekends finalister ved Auckland Darts Masters, Corey Cadby, samt den sensationelle vinder i Auckland, Kyle Anderson.
For Raymond van Barnevelds vedkommende vil det være første gang den 5-dobbelte verdensmester og den nuværende ungdomsverdensmester støder ind i hinanden. “Barney” kan dog trøste sig ved at være smal favorit hos bookmakerne.
Simon Whitlock kan omvendt se frem til en kamp mod en modstander, som han efterhånden kender ganske godt. De to spillere dannede senest par ved World Cup of Darts, hvor de blandt andet besejrede Danmark for 2. år i træk, og har derudover mødt hinanden 6 gange tidligere i officielle opgør. Her står det 3-3 i den indbyrdes statistik, hvor Anderson dog vandt det seneste opgør. En sejr som i sidste weekend kom i land på vej mod finalen, hvor Anderson sejrede 10-9.
Foruden de to førnævnte opgør, er det svært at forestille sig de store overraskelser i 1. runde, hvor der altså vil blive spillet bedst af 11 legs. En mere udførlig optakt til Melbourne Darts Masters kan læses her.
Kampene vil kunne følges live på TV3 Sport 1 fra klokken 11:00 fredag formiddag.
Første runde
Daryl Gurney vs. Dave Marland
Peter Wright vs. Rhys Mathewson
James Wade vs. Koha Kokiri
Michael Smith vs. David Platt
Phil Taylor vs. Cody Harris
Raymond van Barneveld vs. Corey Cadby
Gary Anderson vs. Justin Thompson
Simon Whitlock vs. Kyle Anderson
Be the first to comment