8 og 4 danske doublepar i henholdsvis herre -og damedouble-turneringen resulterede i 2 danske kvartfinaleresultater i begge rækker.
Danske Nicolai Olsen og Henriette Honoré stod for de bedste danske resultater i deres respektive singlerækker ved lørdagens single-turnering ved Swedish Open 2017. Søndag gjorde de så kunsten efter, og spillede sig endnu engang i kvartfinalen – denne gang akkompagneret af endnu flere danskere.
I herrernes række var der i alt 50 deltagende double-konstellationer, mens der i damernes række var 30 tilmeldte makkerpar.
I herrernes række lykkedes det således både for Nicolai Olsen, sammen med Holbæk-makkeren Daniel Jensen, samt de to landsholdsspillere Mogens “Turbo” Christensen og Lars Helsinghof at spille sig i kvartfinalen.
For Olsen og Jensens vedkommende viste den engelske/svenske duo i skikkelse af Gary Robson og Dennis Nilsson sig som for stor en udfordring, mens Christensen og Helsinghof tabte til det litauiske makkerpar, Darius Labanauskas og Mindaugas Barauskas. Begge danske par måtte da også på forhånd være blevet betegnet som underdogs til deres respektive kampe.
Resultat kommer for Nicolai Olsens vedkommende ovenpå en stime af flere flotte resultater. Blandt andet vandt Olsen tilbage i januar det sjælandske mesterskab, hvilket så, ganske vist, efterfølgende er blevet fulgt op af nogle middelmådige resultater, indtil han så for nyligt blomstrede op på ny ved Top Gun i Assens, og ikke mindst med den flotte førnævnte kvartfinale-placering ved single-turneringen af Swedish Open. Derudover har Olsen, og hans makker, Daniel Jensen, ved flere lejligheder vist sig som en umanerlig succesfuld duo ved flere lejligheder gennem det seneste år.
Landstræner Søren Byøs øvrige landsholdspar, Ulrich Meyn og Alex Jensen, som for nyligt sejrede ved Vestfyen Open, havde en mindre god dag på kontoret, hvor de allerede i første kamp tabte til engelske Carl Dennel og svenske Peter Sajwani. Dennel og Sajwani som retfærdigvis heller ikke er nogen ønskelodtrækning i første runde.
Frank Andreasen og Brian C. Christiansen, som ved Swedish Open dannede makkerpar som del af Søren Byøs observationstrup, måtte også pakke skuffet sammen allerede efter første kamp, da de tabte til svenske Edwin Torbjörnsson og dennes ligeledes svenske makker, Martin Koverhult.
På damesiden lykkedes det for begge af damelandstrænernes doublepar at spille sig i kvartfinalen. Gitte Banke og Henriette Honoré måtte dog se sig fortabt mod hollandske Danielle Ijpelaar og engelske Julie Thompson, mens Janni Larsen og Berit Schouw tabte til de senere sølv-vindere, Aileen de Graaf og Sharon Prins.
Damernes række blev i øvrigt vundet af Deta Hedman og Maria O’brian, mens herrernes guld-medaljer blev overrakt til det svenske makkerpar bestående af Oskar Lukasiak og Ricky Nauman, som i finalen sejrede 4-3 over Mogens Chritensen og Lars Helsinghofs overmænd, Darius Labanauskas og Mindaugas Barauskas.
Resultaterne for alle weekendens resultater kan findes her.
Be the first to comment