1. Division – Ringsted imponerer mens Potten er tæt på chok-resultat

Tekst: Frede Johansen

Foto: Dansk Dart Union

Så er den danske 1. division endelig igang igen. Frede Johansen har dagen derpå forsøgt at skabe et overblik over gårsdagens resultater.

Så fik vi skudt sæsonen i gang. Resultatmæssigt var første runde uden de helt store overraskelser, selvom der bestemt var kampe hvor cifrene var noget anderledes and hvad man kunne forvente.

Ringsted – Holeby 12-4

Et helt igennem forventet resultat. Selve kampforløbet var dog en anelse overraskende. 6-0 var stilling efter de første 6 kampe, og kun 3 legs var det blevet til for Holeby. Og allerede efter 10 kampe, ved stillingen 9-1 til Ringsted, var kampen afgjort. Holeby, og i særdeles Winfried Kuchel, fik dog pyntet på resultatet, således at kampen endte 12-4 til Ringsted. Kampens helt store spiller var Stig Jørgensen, som om nogen var hurtigt ude af boksen. 15-14-15-18-16-15 lød de første 6 legs, og de første 2 sejre var i hus. Stig afgjorde med sin 3 sejre derved også kampen. Stig Jørgensen og Ringsted fik dermed sendt et klart signal til konkurrenterne, om at man ikke kan tillade sig at undervurdere Ringsted-holdet i den kommende sæson.

Holbæk – Dart Odense 10-6

Igen en forventet sejr til Holbæk, omend det sjællandske mandskab kom en anelse svagt i gang, og derfor var bagud med 2-4. I den resterende del af kampen lykkedes det dog kun udeholdets Søren Gjerlufsen at hente sejre, hvilket derfor alligevel endte med en komfortabel 10-6 sejr til Holbæk. Nicolai Olsen, Daniel Jensen og Jørgen Ejlertsen tog alle 3 sejre for hjemmeholdet. På udeholdet måtte både Søren Gjerlufsen såvel som Daniel Hadberg begge nøjes med 2 sejre, alt i mens både Jan Møller og Casper Rasmussen hver i sæt fik hevet en enkelt sejr i land. Casper Rasmussen som dog skulle bruge hele 76 dart på sin sejr, hvilket var aftens højeste antal.

DK26 – Studsen 9-7

DK26 kom ind til sæsonen i hvad der kunne syntes som en kraftig svækket udgave, blandt andet med 2 nye spillere på holdet, alt imens Studsen kom fra en sæsonafslutning som inkluderede hele 8 sejre og en enkelt uafgjort i de sidste 11 kampe. Det lignede derfor på forhånd en god mulighed for Studsen til at komme godt fra start i lokalopgøret. Det startede da også fint, og med godt spil blev det også hurtigt til en 4-2 føring til Studsen, hvor de 2 nye DK26-folk, i skikkelse af Kenneth Hansen og Flemming Hansen, ikke formåede at komme på tavlen. En skidt spillet kamp af Brian Christiansen mod Kenneth Hansen i runden efter sendte dog, sammen med Brian Løkkens sejr over Patrick Nielsen, DK26 tilbage i kampen, alt imens den ovenikøbet gav et boost til Kenneth. 2 efterfølgende nederlag i 5 legs til Studsen, tog pusten fra Studsen-mandskabet, som aldrig rigtig fandt spillet derefter, og det endte således med en 9-7 sejr til DK26, som derved fik en vigtig sejr, hvor især Kenneth Hansen imponerede med sine 3 sejre.

Lido-Potten 7-9

På forhånd udråbt til aftenens mest uinteressante kamp. Et Lidomandskab med 3 nye folk, heriblandt en 1. divisions debutant, mod 4 landsholdsspillere tydede på alt andet end spænding. Men det blev lige præcis det – spændende. Anført af en sprudlende Henrik Vestbo, kæmpede Lidomandskabet hele vejen, og trak først afgørelsen i land i allersidste kamp, hvor Tonni Sørensen dog måtte strække våben mod en velspillende Alex Jensen, som sikkert sejrede i 17-14-18. Om Frank Andreasen havde læst undertegnedes oplæg omkring pres, skal være usagt, men han havde åbenlyst en dårlig aften, med blot et enkelt leg på 18 dart eller under. Bestemt ikke nogen mindeværdig debut hos de danske mestre. Ej heller Lars Helsinghof havde nogen stor aften med blot 2 sejre. På hjemmeholdet imponerede især Henrik Vestbo med 4 sejre, men også Johnny Jensen gjorde en særdeles fin figur i hans debut med en enkelt sejr.

Verninge-Assens 11-5

Aftenens sidste kamp var vel den på papiret mest spændende kamp. Verninge og Assens så inden kampen ud til at skulle kæmpe om at undgå direkte nedrykning, da de begge var blevet svækket til denne sæson. Det så derfor ud til at kunne blive en både tæt, spændende, men måske også nervepræget kamp, da den både måtte betegnes som en kamp om livsvigtige point, såvel som en 6 points kamp. Det blev dog aldrig spændende, dertil var udeholdet ganske enkelt for ringe. 11-5 sluttede opgøret, som dog reelt blev afgjort efter de første 12 kampe, hvor stillingen var 9-3 i hjemmeholdets favør. Verninge fik dermed de livsvigtige point, og en god start på sæsonen, selvom det retfærdigvis må siges at heller ikke deres spil var prangende. Med 11-5 sejren gav Verninge sig dog også et godt udgangspunkt i indbyrdes opgør, hvis de skulle risikere at slutte sæsonen á point med Assens, hvorfor de reelt så at sige hentede 4 point på Assens i aften. Jeg havde spået Tonny Madsen en afgørende rolle inden opgøret, og han sejrede da også i alle sine 4 kampe. Det samme gjorde også holdkammeraten Heine Rasmussen. Hos Assens var det eneste lyspunkt Benjamin Drue Reus’ 2 sejre, hvilket efterlod et godt indtryk. Omvendt havde Egon Reus en helt sort aften, med 4 nederlag og en legscore på 1-12.

Rundens spiller: Stig Jørgensen

4. sejre, med en leg-score på 12-1, samt rundens hurtigste kamp i 44 dart det er klasse. Tillykke

Rundens toppræstation: Henrik Vestbo

Rundens toppræstation går uden konkurrence til Henrik Vestbo. 4 sejre mod de forsvarende danske mestre, som samtidig alle er en del af landsholdstruppen, vil være iøjnefaldende for enhver dansk spiller. Når man samtidig ikke har spillet 1. divisions-dart i en årrække, så er det bare klasse. Tillykke

Rundens flop: Egon Reus

Konkurrencen om denne ikke særlig flatterende titel stod i dag mellem Frank Andreasen, som havde en meget dårlig dag på sit nye arbejde, og Egon Reus, som var helt ved siden af sig selv. Grunden til at Frank slipper, er blandt andet at Potten trods alt slap afsted med alle 3 point, alt imens Egon omvendt floppede i det der måske var sæsonens vigtigste kamp for Assens. 4 nederlag og en legscore på 1-12 i sæsonens vigtigste kamp, det er bare ikke godt nok. Op på hesten igen Egon, det kan kun gå fremad.

Det fik vi bekræftet

Nu skal man jo passe meget på med at udlede for meget af en førsterundekamp på en onsdag, men jeg prøver nu alligevel.

1. Holeby og Assens ligner stadig to gode bud på de direkte nedrykkere.
2. Ringsted ligner stadig et godt bud på en top 3 placering, og Stig Jørgensen har skruet op for tempoet.
3. Verninge er bedre end Assens, men der er dog intet der tyder på at de slipper for playoff.
4. Det ligner langtfra direkte nedrykning for Lido, hvis de blot stiller med deres bedste spillere.
5. Casper Rasmussen ligner stadig ikke løsningen, hvis Dart Odense ønsker at kigge opad i tabellen.

Det lærte vi

1. Sæsonen bliver måske ikke helt så nem for Potten som vi forventede, og de kan rystes.
2. Det er trods 2 udskiftninger lykkedes DK26 at stable et hold på benene. som kan drille slutspilsfavoritterne.
3. Studsens holdbredde er måske ikke nok til at nå et slutspil, og måske mangler der både stabilitet og lidt klasse

Rundens hurtigste kamp (vundet)

44 dart (15-14-15)
Stig Jørgensen, Ringsted (mod Winfried Kuchel, Holeby)

Rundens længste kamp (tabt)

118 dart (25-18-29-21-25)
Kenneth Byø, Studsen (mod Brian Løkken. DK26)

Rundens hurtigste leg

11 dart
Daniel Jensen, Holbæk

Rundens langsomste leg (tabt)

34 dart
Peter Starskov, Holbæk

Rundens højeste lukning

158
Winfried Kuchel, Holeby

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*