Dansk VM endte som en skuffelse – hvad nu?

VM i Japan blev aldrig for alvor en succes. Alligevel kan de dårlige resultater vise sig som de vigtigste i moderne dansk darts historie. 

I skrivende stund er landsholdet på vej hjem fra VM-nedturen i Japan, og vi skal i det lys forsøge at reflektere over resultaterne, fremtiden for landsholdet og WDF’s world cup generelt.

Lad os starte i den positive afdeling. Udover den normale spænding om resultater og medaljemuligheder op til et VM, havde Danmark denne gang endnu mere på spil, eftersom Dansk Dart Union, her 30 år efter vi sidst afholdte et verdensmesterskab i Danmark, havde valgt at ansøge om værtskabet for VM i 2021. Som udgangspunkt vækker værtskabet gode associationer, om da Danmark og København i 1987 sidst dannede rammer for et verdensmesterskab. Et verdensmesterskab som var med til at booste dansk dart i en positiv retning.

Konkurrencen om 2021-værtskabet stod mellem Tyskland og Danmark, og man må formode at det har været en neglebidende ventetid mens afstemningen foregik, inden valget til sidst landede på Danmark. Tillykke til dansk dart med det, hvortil nyheden om det danske værtskab allerede nu har høstet langt mere medieopmærksomhed end eksempelvis de danske landshold har formået siden EM 2008. For selvom jeg personligt er skeptisk overfor World Cup konceptet generelt, og ikke mindst udsigterne til at vi nu ligeledes må forventes at have forpligtet os til at deltage ved WDF’s slutrunder frem mod 2021, med de udgifter det nu engang indebærer, så tænker jeg retfærdigvis også, at et værtskab for en turnering, som trods alt vil kunne sælges som et verdensmesterskab, giver rigtig god mening, i en tid hvor der i forvejen er stor fokus på vores sport, i såvel skrevne medier som tv-regi. Naturligvis under den forudsætning, at vi formår at udnytte potentialet heri. EM i 2008 gav os på det resultatmæssige fuldt udbytte af anstrengelserne, men omvendt formåede vi aldrig at udnytte den PR-mæssige værdi heri. Så der skal vi naturligvis forbedre os.

Jeg tænker at Dansk Dart Union, med Top Gun og Denmark Open/Masters som eksempel, har rigtig gode muligheder for at drage sig de fornødne erfaringer, som vil gøre Danmark i stand til at levere et perfekt event. Hvis man så allerede nu starter med at arbejde med den PR-mæssige del af værtskabet, så burde der med det nuværende fokus på vores sport være ganske gode muligheder for at omsætte anstrengelserne til TV-tid på en af de allerstørste danske tv-kanaler, hvilket bør være vores målsætning. Jeg glæder mig til at følge denne proces.

Og nu til den sportslige del. Vi sendte denne gang det største hold af spillere nogensinde afsted mod Kobe i Japan. Hele 12 spillere, som samlet skulle konkurrere i 13 forskellige turneringer, og med deraf hele 23 forskellige medaljemuligheder. Kombinerer man det med fraværet af blandt andre 3 af de 4 bedste nationer i verden, England, Skotland og Wales, så var forventningerne for alles vedkommende steget betragteligt. Lad os dog imidlertid blot slå det fast med det samme, at resultaterne langt fra levede op til forventningerne.

Selv inden de mange afbud var offentligt kendt, havde man hos herrelandsholdet en målsætning om en samlet placering mellem de 6 til 9 bedste nationer, samt en kvartfinale i enten single, double eller hold. Hos damerne var målsætningen en placering i top 12 og også her en kvartfinale i en af rækkerne. Hos juniorerne var målsætningen top 8 hos pigerne og top 10 hos drengene.

Selve resultaterne kommer man desværre hurtigt over. Ikke en eneste placering blandt de 16 bedste for herrer eller damerne på seniorsiden, og blot en enkelt placering blandt de 8 bedste hos juniorerne, som blev hentet i pigepairs, og som skal ses i lyset af, at blot 12 par stillede op. Overall blev det til en 18. plads hos herrerne og en 20. plads hos damerne ud af blot 25 nationer. Juniorerne endte som nr. 10 ud af de blot 12 nationer der stillede med juniorer.

Med tanke på at kun 25 nationer havde valgt at tage turen til Japan, og VM dermed havde deltagelse af det nok laveste antal nationer i mere end 30 år, og man dertil bemærker at 3 af de største nationer var blandt afbuddene, så må resultaterne betegnes som intet mindre end en katastrofe. Især taget i betragtning af, at vi er en af de nationer, som har det allerstørste landsholdsbudget.

Hvordan kunne det så gå så galt. Ja, ifølge de foreløbige udmeldinger fra DDU’s eliteudvalgsformand, Carsten Jeppesen, så skal begrundelsen findes i en blanding af manglende marginaler, uheld og andres fremgang. Men med 23 forskellige muligheder for succes, er det svært at forestille sig, at man konsekvent kan ramme en sådan stime af uheld, eller manglende marginaler, og jeg tror da også mere at det fra Carsten Jeppesen har været et forsvar af hans trænere og spillere – hvilket i øvrigt ikke kan kritiseres, eftersom det er en del af elitechefens arbejdsopgaver.

Hvis man i øvrigt kigger tilbage på de seneste års historik for (i særdeleshed herrelandsholdet), så har historien været lidt den samme. Forklaringen har været, at vi spillede fantastisk godt, men at marginalerne var imod os, alt imens de andre bare spillede endnu bedre.

Jeg køber personligt ikke forklaringen omhandlende uheld eller små marginaler, mens forklaringen om at alle andre nationer på magisk vis har rykket sig helt vildt, tillige lyder en anelse søgt. Og skulle det virkelig være tilfældet, at vi har spillet op til vores bedste i de seneste små 4 år, så er problemet blot væsentligt større end antaget, da det vil være en klar indikation af, at selv når vi er bedst, så hører vi kun til et sted mellem de 20-25 bedste nationer i verden. Hvis det er tilfældet, så må vores målsætning om en placering mellem de 6-9 bedste nationer, som minimum, betegnes som det rene ønsketænkning. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at DDU’s målsætning for EM i 2018, fortsat er en plads blandt de 6 bedste nationer.

Vi skal dog ikke så mange år tilbage, før en placering blandt de 6-9 bedste nationer var en realistisk målsætning. I hvert fald hos herrerne, som ved VM i 2011 og 2013 netop resulterede i placeringer som henholdsvis nummer 6 og 9, hvilket naturligvis bør afføde spørgsmålet om hvorvidt eliteudvalgets og landstrænerens valgte strategi er korrekt, og ikke mindst hvorvidt den stemmer overens med ens egen målsætning og selvforståelse.

Der er faktisk ikke noget unaturligt i til tider at fejle. Det er dog bidende nødvendigt at erkende, når man gør det, så man kan finde grunden dertil, og dermed kunne undgå at begå de samme fejl i fremtiden. For kun på den måde kan selv fiaskoer give værdi.

Det er derfor mit håb, at denne fiasko vil være en øjenåbner for DDU’s eliteudvalg, og at de i den nærmeste fremtid vil se sig selv og hinanden i øjnene, og med et åbent hjerte vurdere hvorvidt den vej man pt. er på vej ned ad er den rigtige, og om man nødvendigvis må ændre kurs, således at vi igen tør have realistiske ambitioner om såvel sportslig som kommerciel succes ved VM 2021 i Danmark. Hvis det af denne grund lykkes, kan det vise sig at resultaterne til VM 2017 i Japan blev de vigtigste nogensinde for dartsporten i Danmark, og det var i den forbindelse både befriende såvel som opløftende at høre elitechef Carsten Jeppesen, efter sidste spilledag, erkendeat man ganske enkelt ikke var gode nok, og at spillerne må hjem til træningsskiverne, og at eliteudvalget må i tænkeboksen.

Til sidst blot endnu et tillykke med værtskabet i 2021, og en tak til spillere, trænere og supportere for at bruge deres fritid på at repræsentere os alle sammen efter bedste evne.