Dartsporten har udviklet sig fra at være et hyggeligt spil på den lokale pub, til i dag at være en millionforretning – både for promotorer, TV-selskaber og spillere.
Dartsporten har med årene udviklet sig til en lukrativ forretning for stort set alle involverede parter. Ikke mindst i PDC, hvor pengepræmierne er steget markant over de seneste år, hvilket er kommet både toppen og bunden af verdensranglisten til gode.
Tager man et kig tilbage i tiden, mere præcist til 1978 hvor man afholdt historiens første officielle verdensmesterskab, blev den senere vinder, Leighton Rees, præmieret med £3.000, hvilket svarer til godt og vel 26.000 danske kroner. Til sammenligning blev Michael van Gerwen i år tildelt en check på £350.000 som vinder af PDC’s VM, hvilket rundt regnet svarer til 3.000.000 danske kroner. Altså en stigning på over 10.000 %.
Med til regnskabet skal man naturligvis tage højde for inflationen, hvor man fra den engelske centralbanks side regner med at procentvis inflation på 4,5 % om året fra 1978 frem til 2016, hvoraf centralbanken endnu ikke har tal fra 2017.
Tager man højde for den engelske centralbanks inflationskurve, så svarer £3000 i 1978 til £15,700 i 2016 – 136.000 kr. En væsentlig forskel, men trods alt ikke i nærheden af de førnævnte 3.000.000 kroner som Michael van Gerwen vandt tidligere i år. PDC har i øvrigt offentliggjort, at hovedpræmien ved næste års VM hæves med yderligere næsten en halv million danske kroner.
Det er selvfølgelig ikke kun VM som sikrer spillerne økonomisk, ligesom det heller ikke er alle spillere der er ligeså priviligeret som Michael van Gerwen. Tager man et kig på listen over hvor meget de enkelte spillere har vundet i præmiepenge indenfor de seneste 365 dage, så er der et stort spænd fra Micahel van Gerwen i toppen til spillerne længere nede af listen – et spænd som af naturlige årsager kan forklares ved, at Michael van Gerwen vinder flere titler end nogen andre, men også at kun udvalgte spillere er sikret deltagelse i økonomisk attraktive turneringer som Premier League og World Series, mens spillere øverst på ranglisten også er sikret deltagelse i andre store TV-turneringer.
Hjemmesiden Dartsdatabse.co.uk laver lister over alverdens statistikker, og inddrager alle officielle BDO- såvel som PDC-turneringer i deres regnskaber. Heriblandt har de opgjort hvor meget de enkelte spillere har vundet i præmiepenge det seneste år. Spillernes indkomst i forbindelse med opvisningsturneringer, som for mange spilleres vedkommende udgør en væsentlig procentdel af den årlige indkomst, er ikke medregnet.
Her ser vi, at Michael van Gerwen, ikke overraskende, ligger i toppen. Ifølge Dartsdatabase har den hollandske verdensmester vundet hvad der svarer til 11,5 millioner danske kroner over det seneste år. Næstmest vindende er Peter Wright, som selv har kunnet indkassere over 6 million kroner på sin konto på baggrund af sine resultater gennem de seneste 12 måneder, alt imens Gary Anderson, som nummer 3 på listen, har vundet ca. 4,2 million kroner i samme periode.
Herfra sker der dog et stort skel på listen, hvor Phil Taylor, som nummer 4 på listen, har vundet hvad der svarer til 3 million danske kroner, mens Michael Smith som nummer 16 er noteret for 1,5 million kroner. Der er dog 22 spillere i verden, som indenfor de seneste 12 måneder har kunnet indkassere 1 million præmiekroner på kontoen.
Den danske gennemsnits-indkomst ligger i øvrigt på omkring 300.000 kroner, hvilket 57 dartspillere har kunnet matche i præmiesammenhæng, siden oktober sidste år.
Den mest vindende damespiller i verden er i øvrigt den forsvarende verdensmester, engelske Lisa Ashton, som det forgangene år har vundet hvad der svarer til 173.000 kroner, hvilket gør hende til nummer 87 på listen over de mest vindende dartspillere i verden, set over de seneste 12 måneder. Den mest vindende BDO-spiller på listen er den regerende Lakeside-vinder, Glen Durrant, som med en præmieindtægt svarende til 1,3 millioner er nummer 18 på listen.
Ønsker man at se hele listen, så kan den ses her.
Jeg havde håbet at artiklen rent faktisk fortalte hvad spillerne tjener, alt inklusiv. Præmiepenge og order of merit kan vi alle gå ind og kigge på.
Hej . Er der en alder for hvor gamnel man må spille som professionel dart spiller. Jeg mener må en 78 årige gå efter VM i dart hvis han/hun har kvalificeret sig til det ? Med venlig hilsen John.