Peter Wright overbevisende vinder af German Darts Masters

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Sent lørdag aften lykkedes det endelig for farverige Peter Wright at vinde et World Series-trofæ, på trods af at have optrådt i 5 finaler tidligere.

Sejren kom i hus ovenpå en overbevisende præstation mod Phil Taylor i finalen, hvilket resulterede i slutcifrene 11-4.

Finalen blev karakteristisk ved at Taylor på intet tidspunkt formåede at finde momentum. Det kom tydeligt til udtryk at den 8-dobbelte World Series-vinder ikke længere har samme dedikation sin træning som tidligere. Allerede efter 6 legs befandt Taylor sig i en håbløs situation ved stillingen 1-5 til Wright.

Men selv hvis Taylor havde fundet sit vanlige niveau frem til lørdagens midnatskamp, så havde der ikke været nogen garanti for sejr. Peter Wright var kynisk på sine doubler, og endte med en lukkeprocent på intet mindre end 57,89 %, hvortil det samlede gennemsnit endte på 102,25. Det var derfor ingen sag at udkonkurrere Taylor, som selv leverede et middelmådigt gennemsnit på 93,93.

Finalen markerede i øvrigt Taylors sidste kamp udenfor Englands grænser i sin professionelle karriere. De eneste tilbageværende turneringer i kalenderen er Grand Slam og VM, som afholdes i henholdsvis Wigan og London.

Tror du, at Phil Taylor vinder enten Grand Slam eller VM?

Indlæser ... Indlæser ...

På vej til finalen kunne Peter Wright 2 gange ånde lettet op, efter i første runde at have overlevet en matchpil mod tyske Dragutin Horvat, for ligeledes i anden runde at kunne prise sig lykkelig over at Mensur Suljovic ikke udnyttede sin matchpil. Semifinalen mod Raymond van Barneveld blev også en tæt affære, dog uden missede matchpile af nogen parter – kampen endte 11-9.

Phil Taylors vej til finalen var noget mindre dramatisk. I første omgang blev det til en 6-2 sejr over tyske Robert Marijanovic, inden det blev til sejre på henholdsvis 10-7 og 11-7 over Daryl Gurney og James Wade. James Wade blev kampen forinden noteret for en iøjnefaldende 10-0 sejr over Michael van Gerwen. Resultatet blev dog afgjort på skrivebordet, eftersom van Gerwen måtte trække sig kort før kampen på grund af en ankelskade.

Med finalesejren må Peter Wright formodes at være springfyldt med selvtillid forinden European Championship som starter på torsdag d. 26. oktober.

Resultater:

Kvartfinaler
Gary Anderson 8-10 Raymond van Barneveld
Peter Wright 10-9 Mensur Suljovic
Phil Taylor 10-7 Daryl Gurney
James Wade Bye (Michael van Gerwen trak sig med en skade)

Semifinaler

Raymond van Barneveld 9-11 Peter Wright
James Wade 7-11 Phil Taylor

Finale
Peter Wright 11-4 Phil Taylor

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*