Per Skau: Landsholds-comeback er ikke udelukket, men..

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Jysk-Fynske Medier

Per Skau ville i manges øjne pynte på det danske dart-landshold. 

Tidligere i år lykkedes det Dansk Dart Union at sikre sig værtskabet for WDF’s World Cup of Darts i 2021. I den forbindelse vil mange danskere se det som en forstækning af landsholdet, hvis man kunne overtale den tidligere verdensetter og 6-dobbelte individuelle danske mester, Per Skau, til endnu engang at hoppe i landsholdsskjorten. I den forbindelse har Dartnyheder.dk forsøgt at få et svar fra Per Skau på, om et comeback til landsholdet er en mulighed.

Per, med et VM på hjemmebane i 2021, er det så utænkeligt, at du vil gøre comeback på det danske landshold?

– Nej, det er ikke utænkeligt, men så kræver det, at der sker nogle forandringer med landsholdet, og den måde hvorpå vi motiverer eliten i Danmark.

Hvis man skulle motivere dig til at spille på landsholdet igen, hvad skulle man så gøre anderledes?

– Jamen først og fremmest, så vil jeg aldrig nogensinde deltage i en landsholdssamling, som dem man deltager ved i dag. Derudover, så skal det være de bedste spillere som er med, men det har man jo langt fra i dag.

– Når det er sagt, så er det selvfølgelig også nødvendigt at man motiverer de bedste spillere. Det er jo et problem når spillere som Per Laursen, og Brian Buur for den sags skyld, ikke er motiverede til hverken at spille på landsholdet eller ofre sig 100 %.

– Sammenligner man i dag med 90’erne, hvor vi jo vandt internationalt, så bør der jo være langt større motivation for at spille internationalt i dag, end det var dengang. I dag spiller man jo ofte to single-stævner fremfor ét, og lig dertil at det er blevet billigere at rejse med fly, pengepræmierne er blevet bedre og medierne viser langt større interesse. Men hvis du tager ud til danske stævner i dag, så er det jo de samme spillere der vinder nu, som dem der vandt for 25 år siden, og når det er tilfældet, så synes jeg jo egentlig at unionen har spillet fallit.



Hvad mener du man fra DDU’s side bør gøre anderledes?

– Det handler jo i bund og grund bare om at motivere spillerne til at ofre sig, og det er der mange måder at gøre på, hvad enten det er at støtte spillerne økonomisk til at komme ud og spille, eller om det er at hæve pengepræmierne til danske stævner. Der er mange måder at gøre det på, men hvis ikke vi ændrer den måde vi gør det i dag, så bliver vi aldrig bedre.

– Det er jo skræmmende, at en spiller som Frede (Johansen red.) og mig selv fortsat kan spille med. Specielt med den ringe indsats vi yder. Jeg træner ikke engang, og jeg spiller jo kun 3-4 stævner om året. Det er altså skræmmende ringe, og det er jo tegn på, at niveauet er gået ned i Danmark de sidste 20 år.

Så med andre ord, så mener du godt, at du fortsat vil være god nok til at spille på landsholdet?

– Ja, det gør jeg. Men det er ikke sandsynligt, så længe landsholdet fungerer som det gør.

Mener du med andre ord, at man fra Eliteudvalgets side, bør begynde at kigge i andre retninger?

– Det ville jo nok være klogt. Det har jo vist sig, at den strategi man har nu, ikke er lykkedes. Jeg synes eksempelvis at landstræneren spænder ben for sig selv, ved at stille de krav og regler som han gør. Der er gået en anelse for meget diplomati i det. Hvis man vil have et hold som kan vinde, så er det også nødvendigt at have nogle spillere med noget kant og noget selvtillid, og det fremmer man ikke med de regler der er i dag, og den kultur som vi har helt generelt i dansk dart.

Hvad er det helt specifikt man bør gøre anderledes, for at du igen ville være til rådighed for landsholdet?

– Det er jo en kombination af flere ting. Blandt andet dem som jeg allerede har nævnt. Men man bliver så heller ikke motiveret af den måde man kører stævner på i dag. Det er jo faktisk blevet sådan, at det er helt pinligt at fortælle folk at man har vundet DM, hvis de så går ind og kigger på det på YouTube. Jeg synes Vordingborg gjorde det godt for et par år siden, hvor der rent faktisk var noget ved at spille scenekampene, og hvor man formåede at engagere publikum. Så tager man til DM året efter, og det er jo pinligt hvordan det bliver afholdt.

Så med andre ord, så er din landsholdsfremtid betinget af, at de danske stævner bliver mere attraktive, og at landsholdet skal drives anderledes?

– Ja, det kan man godt sige. En ting er, at landsholdet skal drives anderledes, men det er selvfølgelig også nødvendigt at spille stævner, hvis man vil udtages, og der synes jeg også der skal ske forandringer.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*