Rene Pedersen har igangsat et privat projekt, hvor succeskriteriet er at løfte bundniveauet i dansk elitedart.
Hvis det står til Rene Pedersen, så har dansk elitedart brug for en håndsrækning. Det har efterhånden været kendetegnende for dansk dart i en årrække, at det er de samme spillere som vandt for 15-20 år siden som det er i dag. Dét i sig selv behøver ifølge Rene Pedersen ikke at være et problem. Problemet er derimod, at den danske elites bundniveau ikke er blevet løftet, og at der ikke er kommet tilstrækkeligt nye talenter til sporten. Dansk dart kan med andre ord ikke længere konkurrere internationalt. Og det er en problematik som Rene Pedersen vil forsøge at vende om på, blandt andet med sit nye initiativ ”Dansk Elite Dart”. Et eliteprojekt som har en erklæret målmålsætning om at øge bundniveauet i dansk elitedart.
Rene Pedersen har i forvejen et indgående kendskab til dartsporten. I første omgang som en af hovedaktørerne bag tilblivelsen af Samsø Dart Club tilbage i 1987 og sidenhen som både bestyrelsesmedlem i både klub- og unionssammenhæng. Derimellem er der i øvrigt blevet plads til en tjans som både junior- og damelandstræner. I sidste ende kørte Rene Pedersen dog surt i de mange konflikter og brok som, efter Rene Pedersens eget udsagn, var forbundet med bestyrelsesarbejdet i Dansk Dart Union. Derfor blev engagementet i dansk dart sidenhen mindre og mindre, omend det aldrig helt forsvandt, idet Rene Pedersen de seneste mange år har været i løbende kontakt med forskellige danske elitespillere, og desuden var manden som bragte webcam-dart til Danmark. Han understreger dog, at det særligt er arbejdet med eliten som interesserer ham, hvilket også vil blive kendetegnede for det nye projekt.
– Elite er det eneste der interesserer mig. Jeg har i efterhånden mange år beskæftiget mig med eliteudvikling i forskellige sportsgrene, og i den forbindelse har jeg altid sagt, at jeg kun interesserer mig for vindere, udtaler Rene Pedersen forud for sit nye projekt.
Rene Pedersen kommer med en erhvervsmæssig baggrund i HR-branchen i det private arbejdsmarked, og er i den forbindelse vant til at arbejde med udvikling af mennesker. Ved siden af sit professionelle virke har han så beskæftiget sig med sportens verden. I den forbindelse har dartsporten dog altid haft en central placering i hjertet hos Rene Pedersen.
– Da jeg første gang havde tre pile i hånden, da vidste jeg, at dart ville blive et livslangt projekt for mig, uddyber sjællænderen.
Helt fundamentalt, så vil Dansk Elite Dart fungere på den måde, at Rene Pedersen i første omgang har taget kontakt til to dartklubber på henholdsvis Sjælland og i Jylland, hvor der i hver klub skal afholde tre samlinger over en periode på fire måneder. Hver samling vil så indeholde elementer af både mentaltræning og sundhedsvejledning, men naturligvis også helt almindelig darttræning.
– Alle de praktiske ting såsom hvor samlingerne skal afholdes, datoer, samlingernes indhold og tidspunkter er på plads. Den første samling skal eksempelvis afholdes ultimo marts. Der er nogle helt formelle ting som gør, at jeg ikke kan nævne hvilke klubber endnu, men det er på plads, og jeg ser frem til at komme i gang, tilføjer Rene Pedersen.
Initiativtageren bag Dansk Elite Dart uddyber i øvrigt, at han længe har gået med tankerne om at starte et eliteprojekt i dansk dart, men at Dansk Dart Unions succes med at bringe WDF’s World Cup til Danmark i 2021 var det som gjorde forskellen.
– Da jeg hørte at DDU havde fået VM til Danmark i 2021, så var jeg ikke i tvivl længere, fortæller Rene Pedersen inden han forsøger at sætte ord på succeskriterierne for projektet.
– Det kunne selvfølgelig være fantastisk med en dansk verdensmester. Jeg har altid drømt om at se en dansk verdensmester, siden jeg i sin tid var juniorlandstræner for Ann-Louise Peters. Men mit erklærede mål er snarer at forsøge at hæve bundniveauet i dansk elitedart.
Rene Pedersen uddyber dertil, at hans projekt ikke skal ses som en kritik af den eksisterende elitesatsning i Dansk Dart Union, eller at han ser sig selv som kommende landstræner eller formand for Dansk Dart Unions eliteudvalg.
– Dansk Elite Dart skal udelukkende ses som en håndsrækning til DDU og dansk dart. Det er ikke en kritik af DDU, og det er heller ikke et projekt jeg starter helt uden at have snakket med DDU først. Jeg har eksempelvis både været i kontakt med DDU’s formand, eliteudvalgsformanden og herrelandstræneren. Det skal med andre ord ikke anses som kritik, men heller ikke som et egentligt samarbejde. Jeg har heller ingen ambitioner om at søge posten som hverken Eliteudvalgsformand eller landstræner.
Rene Pedersen uddyber endnu engang, at Dansk Elite Dart er et projekt udelukkende med fokus på landets etablerede elitespillere, og derfor ikke som udgangspunkt skal anses som et talentudviklingsprojekt.
– Jeg vælger selv spillerne ud fra nogle kriterier som jeg vil offentliggøre indenfor de kommende uger. Derfra er det så op til spillerne selv om de ønsker at deltage i projektet. Når det er sagt, så er det ikke hvem som helst som vil være i betragtning. Vi taler om maksimalt 10-12 spillere. Derudover er jeg i kontakt med herrelandstræneren, og hvis han har nogle særlige spillere som han ønsker også skal være i betragtning, så er det noget jeg vil tage til mig, udtaler Rene Pedersen.
Rene Pedersen tilføjer desuden, at flere oplysninger omkring projektet vil blive offentliggjort løbende hen over de næste par uger, og at man i den forbindelse kan følge med på Facebook-siden ”Dansk Elite Dart”.
Hvorvidt Rene Pedersens initiativ med Dansk Elite Dart vil blive en succes, vil kun tiden kunne vise. Yderligere informationer om projektet kan findes i det vedhæftede Facebook-opslag nedenfor.
Be the first to comment