Litauiske Darius Labanauskas sikrede sig billetten til årets fjerde Europa Tour-event, da han på hjemmebane besejrede Kim Viljanen i finalen.
Fredag eftermiddag- og aften blev der afviklet to kvalifikationsturneringer til PDC’s Europa Tour. Turneringerne blev vundet af henholdsvis litauiske Darius Labanauskas og lettiske Madars Razma. Dermed vil der være baltisk deltagelse ved både Austrian Darts Open (ET4) og European Darts Grand Prix (ET5).
Kun fem ud af de i alt 13 danskere som i denne weekend er rejst til Litauens hovedstad, Vilnius, var stillet til start i den første kvalifikationsturnering. Her tabte Niels-Jørgen Hansen sin første kamp til svenske Magnus Caris med cifrene 6-2, mens Henrik Primdal fik ørene i maskinen mod den senere vinder og således tabte 6-0. Også Marcus Holm tabte første runde, da han blev besejret med 6-0 af finske Pauli Finnila.
LÆS OGSÅ: Per Laursen og 12 andre danskere drager mod Litauen
Per Laursen stod for det bedste danske resultat, da han efter at have besejret norske Cor Dekker og landsmand/klubkammerat Niels Heinsøe med to på hinanden følgende 6-2 sejre, efterfølgende blev besejret med 6-4 af førnævnte Darius Labanauskas, som sidenhen vandt 6-5 over finske Kim Viljanen i finalen.
Ved fredagens anden kvalifikationsturnering var der ligeledes fem danskere tilmeldt, men denne gang ikke i skikkelse af Per Laursen som i stedet havde valgt at lade batterierne med henblik på lørdagens turnering.
Kun Marcus Holm formåede ved den lejlighed at spille sig forbi første runde, da han vandt 6-5 over Niels-Jørgen Hansen, inden han tabte 6-1 til lettiske Nauris Gleglu. Derudover tabte Ivan Springborg med 6-2 til svenske Ricky Nauman, mens Niels Heinsøe led et 6-1 nederlag til Magnus Caris. Derudover tabte Henrik Primdal for anden gang i træk med 6-0 – denne gang til finske Mauri Tuutijärvi.
I sidste ende gik Madars Razma hele vejen, da han i finalen besejrede Darius Labanauskas med 6-5. Madars Razma vandt i øvrigt også årets anden kvalifikationsturnering, og kan således se frem til at deltage ved både German Darts Masters til april samt European Darts Grand Prix i maj.
Samtlige resultater fra fredagens turneringer kan ses på PDC Nordic & Baltics hjemmeside. Også resultaterne fra lørdagens turneringer kan følges direkte på hjemmesiden. Dagens første turnering starter klokken 11:00, hvor startskuddet lyder for årets tredje PDCNB-event.
ET4 er Austrian Darts Open, ET5 er European Darts Grand Prix 😉
(Gibraltar Darts Trophy er ET7)