Favoritterne faldt som fluer, da Ian White vandt Players Championship 6

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Verdensranglistens nummer 13, Ian White, vandt i dag sin første titel siden august 2016.

På en dag hvor favoritterne faldt som fluer i engelske Milton Keynes ved årets sjette Players Championship-event, skulle finalen afgøres mellem verdensranglistens nummer 7, Dave Chisnall, og ranglistens nummer 13, Ian White. Baseret på den indbyrdes statistik var førstnævnte at betragte som favorit, idet Dave Chisnall havde vundet 11 af de to spilleres 16 indbyrdes opgør. Chisnall havde da også en enkelt pil på bull fra 130 for at afgøre kampen, men da den blev misset kunne Ian White lukke på double 10, inden han afgjorde kampen i sidste og afgørende leg med en 14-darter på double 20. Dermed vandt Stokes nummer ét sin første titel siden august 2016.

Mens Ian White formåede at gå hele vejen til den samlede sejr, så var det en dårlig dag for en lang række af forhåndsfavoritterne. Mens gårsdagens vinder Michael van Gerwen overraskende tabte tredje runde til landsmanden Jermaine Wattimena i tredje runde, så tabte både Gary Anderson og Peter Wright i anden runde til henholdsvis Ricky Evans og Jan Dekker. Den regerende verdensmester Rob Cross nåede i øvrigt en acceptabel kvartfinale, hvor han tabte 6-2 til James Wilson.

Ian White, som endte dagen med et turneringsgennemsnit på 97,9, lagde dagen ud med en 6-3 sejr over Luke Woodhouse, hvorefter Maik Langendorf tabte med de ydmygende tenniscifre 6-0. Lidt mere ære fik Keegan Brown ud af sit 6-3 nederlag, mens James Wade efterfølgende tabte 6-1. Herefter besejrede Ian White først skotske John Henderson med 6-2, inden Mervyn King vandt tre legs i sit semifinale nederlag. I finalen var det som nævnt Dave Chisnall som måtte tage til takke med andenpladsen.

Dagens resultater fra kvartfinalerne og frem kan ses her nedenfor. De øvrige resultater kan findes på PDC’s hjemmeside.

Kvartfinaler
Dave Chisnall 6 | 3 Stephen Bunting
James Wilson 6 | 4 Rob Cross
Mervyn King 6 | 3 Dimitri Van den Bergh
Ian White 6 | 2 John Henderson

Semifinaler
Dave Chisnall 6 | 5 James Wilson
Ian White 6 | 3 Mervyn King

Finale
Ian White 6 | 5 Dave Chisnall

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*