Rob Cross får samme sportslige rådgiver som Manchester City

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Steve Welsh

Rob Cross forsøger sig med alternative metoder på vejen mod toppen af verdensranglisten.

Brandvarme Rob Cross sigter efter at rykke sit niveau yderligere med et erklæret mål om at blive nummer ét på verdensranglisten. Det fortæller den regerende verdensmester og nuværende nummer tre på verdensranglisten Rob Cross til Live-Darts.com. Vejen dertil skal blandt andet betrædes ved hjælp af såkaldt biometrisk analyse teknologi. En teknologi hvor Rob Cross’ nye samarbejdspartner SAP, som blandt andet arbejder med fodboldklubberne Manchester City og Bayern München, forsøger at kigge på Rob Cross helt unikke biologiske, fysiske og psykiske betingelser for at spille dart, for derved at skabe et overblik over hvor den 27-årige englænder kan forbedre sit dartspil. Samarbejdet er unikt, idet det er den første af sin slags i professionel dartsport.

Cross, som på torsdag møder Daryl Gurney i Premier League, udtaler om sit nye samarbejde med SAP:

– Det er noget jeg har ønsket at gøre længe, og jeg er spændt på hvad der skal ske. I andre sportsgrene er der meget analyse af ydeevne, som eksempelvis i fodbold hvor man måler på hvor meget en spiller har løbet, eller om han har lavet gode afleveringer. Jeg tror at det i disse tider er lige så vigtigt i dart. Vi spiller så mange kampe og marginalerne mellem at vinde og tabe er små, udtaler Rob Cross, inden han tilføjer om SAP’s opgave i forbindelse med den tidligere elektrikers fremtid.

– SAP vil fortælle mig om mit stressniveau under forskellige kampe, om vinklen på mit kast, hvor hurtigt jeg kaster, hvordan jeg slipper pilen og sågar hvordan jeg står, siger Premier League profilen som har vundet sine seneste fem Premier League kampe og i skrivende stund indtager tabellens tredjeplads.

– Lad mig sige det sådan, at hvis det virker for Sergio Agüero og Kevin de Bruyne i Manchester City, så er jeg sikker på at der også nok skal virke for Rob Cross. SAP arbejder indenfor alle mulige sportsgrene, såsom fodbold, skisport, Volvo Ocean Race og tennis. Nu vil de så bruge nogle måneder på at samle data om hvordan jeg præsterer og derefter fortælle mig hvad jeg skal gøre for at forbedre mig helt ned til den mindste detalje.

– Stabilitet er enormt vigtigt i alle sportsgrene, men særligt i dart netop nu. Du har simpelthen ikke råd til at slukke af i to minutter, for det kan koste dig kampen. Derfor er det her virkelig stort for mig, for jeg ønsker at blive nummer ét på verdensranglisten.

 

Den næste opgave for Rob Cross er i morgen aften, hvor han møder nordirske Daryl Gurney i ottende runde af årets Premier League inden han i weekenden deltager ved sæsonens anden Europa Tour i den sydtyske by München.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*