Mickey Mansell sensationel vinder af Players Championship 8

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Verdensranglistens nummer 76 vandt i dag karrierens første ProTour titel.

Forinden dagens finale ved årets ottende Players Championship turnering var nordirske Mickey Mansells bedste placering i en ProTour turnering en semifinale ved et Players Championship-event tilbage i 2010. En turnering hvor ingen af de store spillere dengang havde meldt deres ankomst, hvortil det siden da blot er blevet til to kvartfinaler for den 44-årige dartspiller.

I dag lykkedes det så helt sensationelt for verdensranglistens nummer 76 at gå hele vejen, da han i finalen ved Players Championship turnering ganske overraskende besejrede Adrian Lewis med slutresultatet 6-4 til følge. Adrian Lewis tabte således begge weekendens finaler, idet han i går tabte til Michael Smith. Adrian Lewis har således ikke vundet en titel siden den første april sidste år, men har de seneste uger vist indikationer på, at topformen er på vej tilbage.

Med til den samlede sejr hører en præmiecheck på 10.000 pund til Mickey Mansell, svarende til godt og vel 85.000 danske kroner. Det er den største individuelle præmiesum i Mansells karriere.

Mickey Mansells samlede turneringsgennemsnit på 94,94 er i øvrigt det laveste vindende turneringsgennemsnit i alle sæsonens otte Players Championship turneringer, hvor det næst laveste på 96,98 blev leveret af Gary Anderson ved Players Championship 4. Selv samme Anderson leverede dagen forinden sæsonens højeste vindende turneringsgennemsnit på 101,73, da han i samme weekend vandt begge titler tilbage i midten af marts måned.

 

Vejen til 6-4 finalesejren over Adrian Lewis, hvor Mickey Mansell blot missede én pil på doublerne, blev belagt med to 6-0 sejre over henholdsvis Kim Huybrechts og Gary Eastwood. Herefter blev Alan Norris besejret 6-1, inden Robert Thornton som nummer tre i rækken måtte se sig besejret 6-0. Mansell havde således formået at spille 25 legs og blot tabte et enkelt efter de første fire kampe.

I kvartfinalen måtte Gerwyn Price så pakke pilene sammen efter et 6-3 nederlag, inden Josh Payne tabte semifinalen med samme cifre, hvorefter Adrian Lewis altså blev besejret i finalen. En finale hvor Mickey Mansell leverede et solidt gennemsnit på 97,9 mod Lewis’ 90.

Hverken Michael van Gerwen, Rob Cross, Mensur Suljovic eller Corey Cadby deltog i søndagens turnering, hvor spillere som Peter Wright, James Wade og Dave Chisnall alle måtte tage til takke med et nederlag allerede i anden runde.

Dagens resultater fra kvartfinalerne og frem kan ses her nedenfor. De øvrige resultater kan ses på PDC’s hjemmeside.

Kvartfinaler
Simon Whitlock 6 | 3 Mark Webster
Adrian Lewis 6 | 2 James Wilson
Mickey Mansell 6 | 3 Gerwyn Price
Josh Payne 6 | 5 Toni Alcinas

Semifinaler
Adrian Lewis 6 | 1 Simon Whitlock
Mickey Mansell 6 | 3 Josh Payne

Finale
Mickey Mansell 6 | 4 Adrian Lewis

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*