Den tidligere BDO-verdensmester Scott Mitchell betragtes som favorit til titlen ved weekendens Søgaard Denmark Open & Masters.
I den kommende weekend danner Blue Water Dokken i Esbjerg endnu engang rammerne for Skandinaviens største åbne dartturnering, Søgaard Denmark Open & Masters.
Mens Denmark Masters første gang blev afviklet i 2014 – da man i sin tid valgte at fjerne søndagens doubleevent til fordel for endnu et singlestævne – så har Denmark Open sine rødder helt tilbage til 1974, hvor engelske Bill Geary kunne lade sig kåre som den første vinder af turneringen nogensinde. Siden da har legender som John Lowe, Eric Bristow, Phil Taylor, Raymond van Barneveld og Gary Anderson alle haft deres navne tilført sejrslisten, mens de seneste års udgaver har været domineret af nuværende BDO-profiler som Glen Durrant og Scott Mitchell.
LÆS OGSÅ: BDO-stjernerne kommer til Danmark
Netop Scott Mitchell var sidste år suveræn på sin vej til karrierens første Denmark Open titel, og er igen i år blandt de absolutte favoritter til at gå hele vejen ved historiens 45. udgave af turneringen, hvoraf begge weekendens events tilsammen har 186.000 danske kroner på højkant.
Det er i øvrigt ikke helt uden betydning for Scott Mitchell, som i øvrigt indtager BDO’s verdensranglistens tredjeplads, om han kan tage succesfuldt fra weekendens turnering eller ej, eftersom der er en helt del rangliste point der skal forsvares. Denmark Open er således kategoriseret som et kategori A stævne i BDO-regi, hvilket sidestiller det med events som German Open og British Open, kun overgået af BDO’s kategori A+ turneringer samt de fem majors.
Igen i år vil Søgaard Denmark Open & Masters blive besøgt af en lang prominente BDO-profiler og øvrige udenlandske dartspillere, hvorfor det kan være svært at danne sig et overblik over, hvilke spillere man bør holde øje med. Vi forsøger her, at danne et overblik over de største favoritter til turneringen.
Favoritterne
1. Scott Mitchell
Det er ikke mere end to uger siden, at den tidligere BDO-verdensmester sejrede ved det notorisk stærkt besatte German Open. Det er marginaler der adskiller den regerende Denmark Open-vinder fra nummer to på denne liste, men med minderne om Mitchells forrygende præstationer på scenen sidste år, så er det svært ikke at udpege den 47-årige englænder som favorit til den samlede titel. Scott Mitchell har ganske enkelt et topniveau der langt overstiger de øvrige på listen.
2. Darius Labanauskas
Én ting er et højt topniveau, en anden ting er et højt bundniveau. Her er litauiske Darius Labanauskas at betragte som spilleren med det vel nok højeste bundniveau af alle deltagende ved weekendens turneringer. Det har man blandt andet kunne erfare i PDC Nordic & Baltic-regi, hvor Labanauskas i skrivende stund indtager en suveræn førsteplads på PDCNB-ranglisten, alt imens han i sidste weekend gjorde en flot figur på PDC’s Europa Tour ved Austrian Darts Open. Labanauskas vandt i øvrigt Denmark Open tilbage i 2016, og det er de færreste der for alvor vil blive overrasket, hvis det skulle ske igen i år.
3. Mark McGeeney
BDO-ranglistens nummer to gjorde sidste år debut ved Denmark Open, imidlertid uden større succes. 2018 har omvendt været et forrygende år for januars Lakeside-finalist, som siden da har sejret ved både Dutch Open og Isle of Man Classic. Særligt den nervepirrende sejr ved Dutch Open over Glen Durrant vakte opsigt, og vidner om at ’The Gladiator’ vil være langt bedre forberedt til Denmark Open, end tilfældet var sidste år.
4. Wesley Harms
Når man vælger at ens walk-on melodi skal være en sang af nyligt Rock n’ Roll hall of fame-indviede Bon Jovi, så er skribenten heller ikke mere simpel, end at spilleren fortjener en direkte placering på favoritlisten. Med eller uden en god musiksmag, så havde Wesley Harms formentlig fundet vej til listen alligevel. Harms var en af de dominerende skikkelse i BDO i perioden 2011-2014, mens det de seneste år har været meget svingende præstationer der har kendetegnet den 33-årige hollænder. 2018 er dog startet godt for den dobbelte Lakeside-semifinalist, som med tre semifinaler og én turneringssejr i fem turneringer har givet indikationer på at en mere stabil formkurve har indfundet sig.
5. Jim Williams
Ligeså forrygende højt et topniveau der kendetegner walisiske Jim Williams, ligeså lavt et bundniveau har betydet, at finalisten fra Denmark Masters 2016 endnu ikke for alvor har kunnet slå igennem som en absolut topspiller i BDO. Placeringen som nummer fire på verdensranglisten er i høj grad et udtryk for sejre ved de mindre kategoriserede stævner, samt enkelte semifinaleplaceringer ved kategori A og A+ stævnerne. Det vil være en overraskelse hvis Jim Williams kan gå hele vejen i den kommende weekend – omvendt, så er der ingen tvivl om, at rammer Williams dagen, så er der ikke den dartspiller, han ikke kan besejre.
Hvem anser du som favorit ved Søgaard Denmark Open & Masters 2018?
- En anden (29%, 33 Stemmer)
- Per Laursen (18%, 20 Stemmer)
- Scott Mitchell (16%, 18 Stemmer)
- Andy Hamilton (11%, 13 Stemmer)
- Darius Labanauskas (9%, 10 Stemmer)
- Justin van Tergouw (7%, 8 Stemmer)
- Mark McGeeney (4%, 5 Stemmer)
- Jim Williams (4%, 4 Stemmer)
- Wesley Harms (3%, 3 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 114
Dark Horses
Per Laursen
Selvom Denmark Open aldrig har haft en dansk vinder, så er det værd at indskyde, at Denmark Open ikke er nær så stærkt besat i år, som det har været tidligere. Mens verdensranglistens nummer et og seks, Glen Durrant og Ross Montgomery, har valgt ikke at deltage i år, så har spillere som Jamie Hughes og Danny Noppert valgt at skifte til PDC. Alle profiler som ellers har domineret Denmark Open de seneste år. I deres fraværd virker det langt mere sandsynligt, at en dansk spiller kan skabe en overraskelse, og her tegner Per Laursen sig som den stærkeste kandidat.
Andy Hamilton
Den tidligere PDC VM-finalist og Premier League profil forsøger at kickstarte sin karriere i BDO, og har i den forbindelse valgt at tage turen over Nordsøen til Dokken i Esbjerg. ‘The Hammer’ er ganske vist et godt stykke fra fordoms styrke, men lykkes det at knække koden i weekenden, så er der absolut intet til hindre for, at Hamilton kan gøre sig gældende langt ind i turneringerne.
LÆS OGSÅ: Andy Hamilton melder sin ankomst ved Søgaard Denmark Open & Masters 2018
Justin van Tergouw
Af hollandske presse døbt den næste Michael van Gerwen. Den dobbelte ungdomsverdensmester er netop fyldt 18 år og forsøger nu at slå igennem på seniorscenen. Såfremt alt klikker for stortalentet, så er der intet til hindre for, at hollænderen kan sikre sig sin første seniortitel. Spørgsmålet er blot, om det endnu er for tidligt at kæmpe med om turneringssejre, for hvad der nemt kan gå hen og vise sig som fremtidens mand.
Labanauskas er litauisk, ikke lettisk 😛
Han er “Balter” 😉