Brian Løkken tegner til at blive den første danske herrespiller ved BDO’s verdensmesterskab siden 2007.
Med 61 point topper DK26 Hvidovres Brian Løkken den skandinavisk/baltiske BDO-rangliste. Forspringet ned til Darius Labanauskas lyder i skrivende stund på 16 point, hvilket betyder, at danskeren har serveretten med henblik på at sikre sig den VM-billet som tilfalder indehaveren af ranglistens førsteplads, når Swedish Open og Swedish Gents Classic afvikles den henholdsvis 25. og 26. august.
Såfremt det lykkes Brian Løkken at kvalificere sig til BDO’s verdensmesterskab, også kaldet Lakeside, så vil det være første gang siden 2016 at en dansk herrespiller kvalificerer sig. Dengang blev Vladimir Andersen dog tildelt en karantæne af Dansk Dart Union, hvilket betød, at han ikke kunne deltage ved Lakeside. Den seneste dansk deltagelse skal derfor findes tilbage i 2007, hvor Brian Buur tabte først runde 2-3 til John Walton.
Med henblik på Brian Løkkens lovende mulighed for at kvalificere sig til BDO’s verdensmesterskab, bringer Dartnyheder.dk således her et interview med den 43-årige sjællænder, som for nyligt havde en særdeles god weekend ved Litauen- og Vilnius Open, hvor han blev henholdsvis nummer to og nummer tre, hvilket betød at afstanden til de nærmeste forfølgere på den føromtalte BDO-rangliste blev udbygget.
Du blev for nyligt nummer to og tre ved henholdsvis Litauen- og Vilnius Open. Hvad er dine tanker omkring resultaterne og dit spil i den pågældende weekend?
– Jamen det var dejligt. Jeg synes ellers ikke at jeg har spillet helt optimalt i løbet af foråret, så det var dejligt at se, at pilene ramte det man sigtede efter. Umiddelbart synes jeg, at jeg spillede bedst om lørdagen. Søndagen gik også godt, jeg var bare skuffet over at tabe semifinalen efter at have været foran 3-1 og alligevel tabte 3-5. Det var skuffende, men ellers var jeg tilfreds både med mine præstationer og resultaterne i den weekend, udtaler Brian Løkken, som i finalen ved Litauen Open tabte 3-6 til Darius Labanauskas.
LÆS OGSÅ: Brian Løkken nummer to ved Litauen Open
Hvordan vil du beskrive hele din sæson generelt?
– Det har været lidt op og ned. Hvis vi kigger på de nationale resultater, så er jeg jo godt tilfreds med, at jeg spillede mig i finalen ved DM, hvilket jeg ellers aldrig har prøvet før. Omvendt var jeg meget skuffet, da jeg efterfølgende var nede i Torremolinos for at forsvare min titel fra sidste år ved Gibraltar Open. Det gik ikke helt som jeg havde håbet, eftersom jeg tabte allerede i første runde. Bevares, det var ikke nogen god lodtrækning, men alligevel. Så lykkedes det mig så alligevel at finde noget fokus igen i løbet af marts, hvor vi var i Island, hvor jeg blev nummer tre. Men ellers synes jeg, at det har været op og ned, for resultaterne var også svingende ved Estland- og Denmark Open, hvor jeg også var skuffet efter nogle middelmådige resultater. Generelt har det været et lidt mærkeligt forår, men ved de vigtige stævner, altså dem som gælder til den nordisk/baltiske rangliste, der har jeg alligevel gjort det godt.
Som du selv siger, så har du spillet godt ved de “vigtige” stævner, hvilket har stillet dig i en god position, i forhold til at kvalificere dig til Lakeside. Hvordan vil du betegne dine chancer for kvalifikation herfra, og vil det være en skuffelse, hvis ikke du kvalificerer dig?
– Man kan sige, at der er et par scenarier. Det ene er, at jeg ender med at toppe ranglisten, og så er jeg jo direkte kvalificeret. Det andet er, at Darius Labanauskas overhaler mig, men gør han det, så kan det være, at han får så mange point, at han kvalificerer sig direkte via verdensranglisten i stedet, og så går pladsen jo alligevel til mig. Derudover kan det så også være, at han kvalificerer sig til PDC’s VM, og så er han jo udelukket fra Lakeside. Der er selvfølgelig også andre end Darius der kan overhale mig, men det er ham, jeg anser som min primære konkurrent. Men jeg er glad for, at skæbnen er i mine hænder. Det er op til mig at afgøre det.
Det er kun tre år siden, at du gjorde debut på landsholdet, og i den forbindelse begyndte at engagere dig mere internationalt. Hvornår besluttede du dig for at jagte en plads ved Lakeside?
– Jeg blev jo siet fra landsholdet forud for VM i Japan i 2017, hvor jeg ellers havde spillet rigtig godt op til. Det var jeg meget skuffet over, og så tænkte jeg, at så må jeg jo finde mig nogle nye mål, og det mål blev så, at jeg ville kvalificere mig til Lakeside.
Du siger, at du blev skuffet, da du blev siet fra landsholdet forud for VM i Japan i 2017. Sidenhen har du valgt at melde afbud til landsholdet, blandt andet til det seneste Nordic Cup. Skyldes det uenigheder mellem dig og landstræneren?
– Nej, det gør det ikke. Det skyldes tværtimod, at jeg må prioritere min tid, og at det har været svært at finde tid til et nordisk mesterskab oveni alt det andet. Jeg var derfor nødt til at sige fra. Søren (Byø red.) har også sagt, at jeg er velkommen, hvis jeg en dag vælger, at jeg gerne vil på landsholdet igen, og såfremt jeg er god nok, naturligvis.
Du træner mere end du har gjort tidligere, du tager ud til flere nationale- såvel som internationale stævner, plus du har arbejde og familie ved siden af. Det er vel begrænset hvor meget fritid du har?
– Haha, ja, det må man sige ja til. Man kommer da til at svigte sin familie nogle gange i forhold til fødselsdage og sådan noget. Men jeg forsøger at være sammen med min nærmeste familie så meget som muligt, blandt andet min søn som nu er 16 år. Men man er simpelthen nødt til at ofre sig, hvis man vil det på det her plan, og så er jeg jo heldig at Wanja støtter mig så meget som hun gør, udtaler Brian Løkken med en velment hilsen til sin forlovede, inden han tilføjer, at hans arbejdsgiver Sahva har været en stærk støtte i forhold til fleksibilitet og generel generøsitet overfor dartkarrieren. Sahva gik endog så langt som til at sponsere Brian Løkken, da han var med ved VM for landshold tilbage i 2015.
Nu har du jo deltaget en del i de udenlandske stævner de sidste par år, også med flere gode resultater til følge. Kan du mærke en øget respekt for dig som spiller, når du er ude internationalt?
– Ja, det synes jeg godt, at jeg kan. Et godt eksempel var da jeg slog Jeffrey Sparidaans ved Vilnius Open. Der kunne jeg godt mærke, at han havde respekt for mig, selvom det var første gang, vi mødtes. Jeg ved ikke om han var nervøs, men jeg fik at vide efterfølgende, at han virkede anspændt under kampen. Bagefter snakkede vi lidt sammen, hvilket vi ellers aldrig rigtig har gjort, så jeg tror, at han eksempelvis har fået respekt for mig, udtaler Brian Løkken, med udgangspunkt i sin 4-2 sejr over verdensranglistens nummer 16.
Du ligger ubetinget nummer ét på den danske rangliste, hvilket foruden de internationale resultater også skyldes gode resultater herhjemme – blandt andet din andenplads ved DM. Alligevel vandt du kun godt og vel 66 procent af dine kampe i 1. division i denne sæson. Vil du betegne dig selv som en bedre stævnespiller end divisionsspiller?
– Ja, det har jeg jo ellers aldrig synes at jeg var, men jo, de seneste år der synes jeg faktisk, at jeg er en bedre stævnespiller end divisionsspiller. Men det hænger jo nok også naturligt sammen med, at jeg ikke vægter divisionen helt så højt som tidligere, men har mere fokus på stævnerne. De forrige år har jeg jo ellers vundet på den gode side af 70 procent af mine kampe i 1. division – og så er det jo ikke engang fordi divisionen er blevet svære i år, end den har været tidligere. Tværtimod. Jeg tror det har kostet lidt i divisionen, at jeg i stedet har valgt at fokusere på stævnerne.
Føler du, at du kan udvikle dit nuværende niveau yderligere?
– Jeg synes jo, at jeg har stået lidt i stampe her i et stykke tid. Nu har jeg så tilmeldt mig det her eliteprojekt som Rene Pedersen står bag, og så må vi jo håbe, at det giver lidt, selvom det er for tidligt at sige noget om det. Men det kunne da være rart, hvis jeg lige kan ligge en 5-10 procent ovenpå.
LÆS OGSÅ: Et nyt eliteprojekt har set dagens lys i Dart-Danmark
Lige nu har du valgt at fokusere på BDO. Kunne man forestiller sig, at du engang i fremtiden vælger at fokusere mere på eksempelvis PDC Nordic & Baltic?
– Måske, haha. Jeg har da haft det i tankerne, men lige nu har jeg jo den fordel, at jeg har en del point på BDO-ranglisten, og derfor har en god seedning, samt at jeg gerne vil forsøge at kvalificere mig til Lakeside, og så er det ikke helt optimalt at spille PDC Nordic ved siden af, eftersom datoerne nogle gange ramler sammen. Men jeg vil meget gerne prøve kræfter med det, så nu må vi se. Lige nu er fokus på Lakeside, afslutter Brian Løkken, som samtidig lufter tankerne om potentielt at kvalificere sig til det danske World Cup landshold i PDC.
Næste opgave for Brian Løkken bliver ved det noget mere ydmyge Lolland Open som spilles i næste weekend.
Be the first to comment