Raymond van Barneveld undskylder efter skandaløs Messenger-besked

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Twitter

Raymond van Barneveld udtrykte sig i går yderst kontroversielt på de sociale medier.

“Jeg håber du tabte alle dine penge, og jeg håber at du dør snart. Dig og din familie.”

Således svarede Raymond van Barneveld efter alt at dømme fredag aften Messenger-brugeren Tom Campbell, efter at Campbell i første omgang havde skrevet en række vulgære beskeder til den 51-årige hollænder, ovenpå Barnevelds 8-7 nederlag til Peter Wright i kvartfinalen ved fredagens German Darts Masters.

Barneveld valgte efterfølgende at tage et screenshot af Tom Campbells beskeder, hvilket han postede på Twitter og Instagram. Barnevelds opslag var dog udelukkende med screenshots af Tom Campbells beskeder, og ikke af sine egne svar. Barneveld har sidenhen slettet de omtale opslag, men det afholdt ikke brugere af de sociale medier fra at tage screenshots af korrespondancen.

I kommentarsporet til det nu slettede Twitter-opslag, skrev en person så, at Barneveld ikke selv var helt uden skyld, eftersom han ikke selv havde overholdt kammertonen.

Raymond van Barneveld har som konsekvens af seancen været ude og undskylde på Twitter med ordene:

“I går postede jeg et tweet af en af de forfærdelige ting du sommetider får efter et nederlag. I min daværende vrede valgte jeg at svare, hvilket jeg ikke skulle have gjort, på en måde som ikke er en fem-dobbelt verdensmester værdig. Jeg underskylder for det! Er nødt til at ignorere sådanne beskeder, men det er ikke altid nemt”.

At Raymond van Barneveld har valgt offentligt at undskylde ovenpå episoden, fremfor at undsige ægtheden af sine egne beskeder, tyder på, at beskederne er blevet sendt.

Det er endnu uvist hvorvidt Barneveld kan se frem til en straf for episoden. Dartstatistikeren Burton DeWitt, som i øvrigt er vært på dart-podcastet “Weekly Dartscast”, skriver dog følgende på sin Twitter-konto:

“Jeg kan ikke se, hvordan DRA (Darts Regulation Authority) kan undgå at suspendere Raymond van Barneveld. Jeg kan ikke se, hvordan det er tænkeligt, at man tillader ham at stille op for Holland ved næste uges World Cup. Men jeg ved bedre, end at spekulere i hvad DRA vil og ikke vil gøre.”

Hvis der skal være konsekvens indenfor DRA, så kan Raymond van Barneveld dog se frem til en straf. Af lignende sager blev Gerwyn Price tidligere på året idømt en bøde på 750 pund (ca. 6.000 kr.), efter på Twitter at have udtalt sig kritisk overfor Unicorns dartskiver ved et Players Championship-event.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*