Ingen dansk succes på Development Touren – Martin Schindler i dobbelt triumf

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Tyske Martin Schindler var totalt dominerende ved dagens to Development Tour-turneringer i engelske Wigan.

Mens hverken Nicolai Rasmussen eller Daniel Jensen lørdag formåede at spille sig længere end henholdsvis de sidste 64 og 128 ved dagens to Development Tours i engelske Wigan, så lykkedes det tyske Martin Schindler at vinde begge events. Det er første gang i år, at en spiller vinder mere end en turnering på en weekend ved PDC’s Development Tour, hvor der nu er afviklet de første 10 ud af i alt 20 turneringer.

Martin Schindlers første turneringssejr blev markeret med en fornem 5-0 finalesejr over Dimitri van den Bergh. Med legs vundet i 14, 14, 19, 13 og 16 dart uddelt den 21-årige tysker således æg til den 23-årige belgier, hvilket medførte at Schindler endte med et gennemsnit på 98,9 mod Dimitris 93,2.

Helt så højt blev Schindlers gennemsnit ganske vist ikke i dagens anden finale, hvor han besejrede engelske George Gardner med 5-1, hvor det samlede finalegennemsnit endte på 94,3 mod englænderens 86,0. Schindlers akkumulerede turneringsgennemsnit endte i øvrigt på 88,74 og 91,96.

Så høje turneringsgennemsnit kunne de danske spillere ikke leve op til – hvilket retfærdigvis heller ikke var forventet forinden lørdagens to events. Mens 20-årige Nicolai Rasmussen tabte sin første kamp med 4-1 til Geert Nentjes ved dagens første turnering, så lykkedes det for 22-årige Daniel Jensen at vinde sin første kamp 4-1 over Ayden Copson, inden han blandt de sidste 128 tabte 4-1 til Dannny Key. Dermed lykkedes det ikke for den danske duo at sikre sig point til verdensranglisten, hvor en placering blandt de sidste 64 er påkrævet.

En anelse bedre gik det så ved dagens anden turnering, hvor Nicolai Rasmussen med to sejre over henholdsvis Taylor Greaves og Eirwyn Evans på henholdsvis 4-3 og 4-1 spillede sig blandt de sidste 64. Her endte det dog med et nederlag på 3-4 til hollandske Geert Nentjes. Dermed kunne Nicolai Rasmussen spille sig til sæsonens tredje placering blandt de sidste 64, efter at have deltaget i fire events forinden i dag. Daniel Jensen, som indtil nu er noteret for en enkelt placering blandt de sidste 64 i indeværende sæson, måtte omvendt skuffende pakke pilene sammen efter et 1-4 nederlag i første runde til en retfærdigvis yderst velspillende Lee Budgen som vandt sine legs i 18, 17, 14 og 16, mens Daniel Jensen vandt sit ene leg i 15 dart.

Samtlige af dagens resultater på PDC’s Development Tour kan findes på PDC’s hjemmeside.

Oversigt over de danske resultater
Development Tour 9

Sidste 256: Nicolai Rasmussen (73,2) 1-4 (76,5) Geert Nentjes
Sidste 256: Daniel Jensen (61,0) 4-1 (56,7) Ayden Copson
Sidste 128: Daniel Jensen (75,9) 1-4 (86,7) Danny Key

Development Tour 10
Sidste 256: Nicolai Rasmussen (68,0) 4-3 (72,7) Taylor Greaves
Sidste 128: Nicolai Rasmussen (83,1) 4-1 (70,1) Eirwyn Evans
Sidste 64: Nicolai Rasmussen (79,0) 3-4 (86,8) Geert Nentjes
Sidste 256: Daniel Jensen (73,5)  1-4 (85,4) Lee Budgen

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*