Succes for Ted Evetts og Ryan Meikle på Development Touren – danskerne underpræsterede

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Unicorn Darts

Englands 20-årige Ted Evetts kunne i dag fejre karrierens tredje titel på PDC’s Development Tour.

Mens det i går lykkedes for tyske Martin Schindler at vinde begge titler på PDC’s Development Tour, så kunne to forskellige spillere i dag stryge til tops ved sæsonens 11. og 12. event, hvilket betyder, at der nu blot er otte turneringer tilbage for sæsonen i PDC’s U23-række.

Ved søndagens første turnering var det engelske Ryan Meikle som med en 5-3 sejr over østrigske Rowby-John Rodriguez kunne fejre karrierens anden sejr på Development Touren. Det 21-årige darttalent vandt sine legs i finalen i henholdsvis 15, 18, 13, 17 og 14 dart, hvortil han blev noteret for et gennemsnit på 89,00 mod Ridriguez’ på 82,3.

Søndagens anden turnering blev ligeledes vundet af en englænder, idet blot 20-årige Ted Evetts besejrede Dimitri van den Bergh 5-2 i finalen, hvilket indebar et finalegennemsnit på 87,00 mod belgierens gennemsnit på 91,4.

For de danske spilleres vedkommende endte weekendens to sidste Development Tours uden så meget som et enkelt pund tilført til ranglisten, hvilket blandt andet skyldtes præstationer under niveau. Ganske vist havde Daniel Jensen et par hårde lodtrækninger med opgør mod både gårsdagens dobbelte vinder, tyske Martin Schindler, samt forrige års sølvvinder ved U23 VM, hollandske Berry van Peer. Og selvom gennemsnittet på 75,7 mod førstnævnte Schindler var godkendt, så kan Holbæk-spilleren langt fra være tilfreds med sin middelmådige præstation mod van Peer, hvor danskeren endte med et yderst beskedent gennemsnit på 63,3.

Det samme må siges om Nicolai Rasmussen – som for nyligt offentliggjorde sit skifte fra Randers Dartklub til Potten – som med tidligere nederlag i begge turneringer kan se tilbage på en alt i alt ærgerlig weekend for den danske dartduo.

Alle søndagens resultater fra begge turneringer kan findes på PDC’s egen hjemmeside.

Dagens danske resultater
Development Tour 11
Sidste 256: Nicolai Rasmussen (76,2) 4-2 (78,2) Scott Jackson
Sidste 128: Nicolai Rasmussen (64,3) 3-4 (60,8) Jordan Thomas
Sidste 256: Daniel Jensen (66,3) 4-2 (56,5) Philipp Moedritscher
Sidste 128: Daniel Jensen (75,7) 0-4 (89,7) Martin Schindler

Development Tour 12
Sidste 256: Nicolai Rasmussen (66,4) 1-4 (77,3) William Borland
Sidste 256: Daniel Jensen (63,3) 1-4 (72,2) Berry van Peer

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*