Rob Cross: Jeg var ikke klar til at vinde VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Rob Cross bebyrder at han, efter at have tabt omkring ti kilo over de seneste tre uger, igen er klar til at kæmpe med om titlerne.

– Var jeg klar? Spillede jeg godt nok til at vinde verdensmesterskabet? Helt sikkert. Var jeg mentalt klar til det? Nej, ikke som nybegynder.

Således udtalte en reflekteret Rob Cross til PDC.tv ovenpå lørdagens sejr ved Players Championship 13. En sejr som markerede den første titel siden VM-trofæet kunne løftes den første januar tidligere i år.

LÆS OGSÅ: Rob Cross vinder første titel siden VM ved Players Championship 13

Særligt den lange ventetid mellem titlerne skal ses som baggrund for Rob Cross’ kommentar, efter at han løbende er blevet konfronteret af sine kritikere om, at han blot er et one-season-wonder. 

Efter seks måneder uden titler, så føler verdensmesteren sig imidlertid overbevist om, at han igen er der, hvor han skal være for at kunne konkurrere i de afgørende faser af diverse turneringer. Spørgsmålet er dog, om han på noget tidspunkt har været væk. For mens Rob Cross ikke er langsom til at erkende de manglende resultater, så siger statistikken, at verdensranglistens nummer tre ligger solidt på andenpladsen over de højeste sæsongennemsnit på Players Championship-touren. Med et gennemsnit på 98,70 efter 42 kampe er det således kun Michael van Gerwen der med et sæsongennemsnit på 100,24 overgår verdensmesteren.

Netop på grund af de stærke præstationer, så kan det dog diskuteres, hvorfor Rob Cross ikke har formået at slå til på de afgørende tidspunkter i turneringer. I den henseende har den 27-årige englænder da også en forklaring.

– Det handler om, hvordan jeg har det, og at min krop skal vænne sig til, at jeg har tabt 10 kilo over de seneste tre uger. Det betyder enormt meget. Som det er nu, så føler jeg, at jeg har det, som jeg havde det for et par måneder siden. I mellemtiden har jeg ikke følt, at jeg ikke har kunnet holde skansen gennem en hel turnering. Jeg kunne spille mig i en semifinale, og så ud af ingenting føle at ‘nå, okay, der røg den chance‘, forklarer Rob Cross.

Næste opgave for den regerende verdensmester bliver ved Danish Darts Open når PDC’s Europa Tour i den kommende weekend gæster Brøndbyhallen i København.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*