De danske dartfans møder international anerkendelse ved Danish Darts Open

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Professional Darts Corporation

Der er ros i retning af de danske tilskuere ved Danish Darts Open.

Fredag markerede førstedagen på Danish Darts Open 2018. En turnering som tilsyneladende er løbet godt af staben, hvis man skal tro de involverede spillere og udenlandske pressefolk. Eksempelvis skriver den tidligere major-vinder, Paul Nicholson, som i går tabte sin kamp i første runde til Peter Jaques:

“Det var åbenlyst ikke min aften. Jeg kan ikke bebrejde arenaen eller publikum, som var fuldstændig fantastisk.”

Også den engelske kommentator på PDC.tv, Chris Murphy, har rosende ord i retning af de danske fans.

“En lang men spændende start på Danish Darts Open. Har en fornemmelse af, at det bliver en fantastisk event. Der forventes et stort publikum lørdag og søndag… De var højrøstede nok i dag!”

LÆS OGSÅ: Ingen dansk succes på førstedagen af Danish Darts Open

Særligt det faktum at der var op imod 2.000 tilskuere ved fredagens åbningskampe var i det hele taget et emne undervejs i gårsdagens kommentering, eftersom det ofte har været svært for diverse arrangører af Europa Touren at sælge billetter til fredagens åbningskampe.

En anden af gårsdagens involverede, Cristo Reyes, som i går besejrede danske Brian Løkken 6-2, har ligeledes pæne ord at sige om de danske tilskuere, på trods af at han undervejs i gårsdagens kamp virkede tydeligt irriteret over publikums opbakning til Brian Løkken.

“Glad for at vinde, men det er altid svært at spille mod en arrangørnations kvalifikationspiller. Men det er normalt at publikum støtter deres danske spillere. Jeg håber at de vil støtte mig i morgen istedet!!!”

En anden person som føler sig benovet over fredagens publikum ved Danish Darts Open var Dansk Dart Unions formand, Henrik Vestbo, som i Facebook gruppen “Dart-Forum” skrev følgende:

“Jeg er stolt af de danske tilskuere. Selv de engelske kommentatorer roser stemning og den fair og dejlige atmosfære.”

Også en af de danske hovedpersoner fra gårsdagens kampprogram, Per ‘Peachie’ Laursen, som desværre tabte 6-4 til verdensranglistens nummer 26, Steve West, var glad for den danske opbakning.

“Jeg kan kun sige en ting. Fantastisk opbakning fra publikum. Mange tak for det”, udtalte Per Laursen i går til Dartnyheder.dk.

Den positive modtagelse af de danske reaktioner i Brøndbyhallen er unægteligt en fordel for eventuelle fremtidige PDC-events i Danmark, hvor der i forvejen har været snak om, at der muligvis kunne være mere under opsejling.

LÆS OGSÅ: PDC’s administrerende direktør med kryptisk kommentar – antyder ny stor PDC satsning i Danmark

Det er nu op til lørdagens og søndagens tilskuere ved Danish Darts Open fortsat at indhente anerkendelser for den gode stemning i Brøndbyhallen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*