Mensur Suljovic kunne overraksende lade sig krone som vinder af Danish Darts Open 2018. Den samlede sejr markerer Mensur Suljovic’ femte titel i sin PDC-karriere.
Der var kys og kram til alle på scenen i Brøndbyhallen i København, da østrigske Mensur Suljovic søndag aften lod sig krone som den første vinder af Danish Darts Open nogensinde. Sejren kom i hus efter en overbevisende finalesejr på 8-3 over australske Simon Whitlock. ‘The Wizard’ kunne dog trøste sig ved, at have spillet sig i sin første Europa Tour-finale siden juli 2014.
Finalen var således et opgør mellem verdensranglistens nummer seks og otte, hvor den højstplacerede af de to i sidste ende kunne løfte karrierens andet Europa Tour-trofæ efter at have vundet International Darts Open tilbage i september 2016.
Selve finalen blev aldrig for alvor nogen dramatisk affære, idet 46-årige Suljovic hurtigt etablerede sig en solid 3-1 førring. En førring som sidenhen blev udvidet til 5-2, inden en fornem 140-lukker af 49-årige Simon Whitlock gav fornyet håb om et muligt comeback. En fabelagtig slutspurt af Mensur Suljovic slukkede imidlertid ethvert håb hos australieren, idet Suljovic sikrede sig kampens sidste tre legs i henholdsvis 13, 12 og 14 dart, hvilket lod sig aflæse i det endelige gennemsnit på 99,31 imod Whitlocks 94,78. Særligt Suljovic’ lukkeprocent på 57,14 % var imidlertid kampafgørende.
Sejren ved Danish Darts Open er den anden titel i sæsonen for Suljovic, som tidligere på året vandt German Darts Masters på World Series-touren. Den seneste ProTour-titel skal findes den 30. september sidste år, hvor den Premier League-profilen vandt et Players Championship-event. For Simon Whitlocks vedkommende fortsætter den nu 15 måneder lange resultattørke, hvis seneste ProTour-titel ligeledes fandt sted i Players Championship-regi.
Alt i alt kan Danish Darts Open i øvrigt betragtes som en succes, idet både arrangører og spillere har været imponeret over den store opbakning og indlevende engagement man har mødt hos det danske publikum. Der er da også meget stærke rygter, som giver indtryk af, at Danish Darts Open vil vende tilbage i 2019 – et rygte som blandt andet blev formuleret af den engelske kommentator ved Danish Darts Open, Dan Dawson. Omvendt har hverken PDC eller PDC Nordic & Baltic endnu bekræftet rygterne. En af de få negative kommentarer rettet mod Danmark blev dog leveret af en af turneringens semifinalister, Adrian Lewis, som efter sin sejr i fredagens indledende runde – retfærdigvis med et stort glimt i øjet – måtte knytte en kæk kommentar til de høje danske ølpriser.
LÆS OGSÅ: De danske dartfans møder international anerkendelse ved Danish Darts Open
Foruden helhjertet engagement på lægterne så blev Danish Darts Open også kendetegnet ved både høj intensitet og drama på scenen. Særligt den altoverskyggende favorit Michael van Gerwens nederlag i 1/8.-delsfinalen til nordirske Brendan Dolan skabte opmærksom på de sociale medier. Det overraskende resultat var Michael van Gerwens blot andet nederlag på Europa Touren i denne sæson, hvor han indtil nu er noteret for fem Europa Tour-titler i sæsonen, hvor man nu har afviklet de første otte ud af i alt 13 turneringer.
Den næste opgave for PDC-stjernerne bliver ved midtugens to Players Championship-turneringer, inden man i næste weekend tager hul på sæsonens niende Europa Tour, European Darts Championship.
Samtlige af søndagens resultater ved Danish Darts Open kan ses her nedenfor.
Søndag 24. juni
Eftermiddags session
Peter Wright 6-1 Gerwyn Price
Mensur Suljovic 6-5 Darren Webster
Joe Cullen 6-4 James Wade
Adrian Lewis 6-4 Stephen Bunting
Mervyn King 6-5 Rob Cross
Simon Whitlock 6-5 Ricky Evans
Steve West 6-5 Darius Labanauskas
Brendan Dolan 6-4 Michael van Gerwen
Aftensession
Kvartfinaler
Mensur Suljovic 6-4 Peter Wright
Adrian Lewis 6-2 Joe Cullen
Simon Whitlock 6-4 Mervyn King
Steve West 6-3 Brendan Dolan
Semifinaler
Mensur Suljovic 7-6 Adrian Lewis
Simon Whitlock 7-4 Steve West
Finale
Mensur Suljovic 8-3 Simon Whitlock
Tak for den sidste write-up, Daniel – jeg knytter lige en enkelt rettelse til det: det er allerede næste weekend næste Europa Tour-event finder sted, og allerede tirsdag og onsdag der er de næste to Players Championships 🙂