I går fik vi afgjort semifinalerne og i dag er det tid til den helt store finale.
Semifinalerne blevet afgjort i går og det var semifinaler af to forskellige verdener.
Den første mellem Mensur Suljovic og Peter Wright, var præget af langsomt spil og et knap så højt niveau. Begge spillere, men især Peter Wright havde svært ved at finde rytmen og det resulterede i meget tvivlsomme scorer.
På trods af en meget lige start på kampen, fik Suljovic rykket fra og spillede sig foran med 9-6. Peter Wright fandt dog lige det ekstra niveau, som var påkrævet og fik spillet sig på 10-10. Her lignede det, at Wright havde fundet det spil, som var nødvendigt, for at vinde kampen. Efter pausen kom han dog tilbage i endnu ringere format end tidligere i kampen og det var derfor ikke noget problem for Suljovic at rykke fra og til sidst vinde kampen med 13-17. Bestemt ikke en kamp, som vil blive husket for det helt store.
Det er der til gengæld en chance for med den anden semifinale mellem Gary Anderson og Jeffrey de Zwaan. Underholdningsmæssigt var kampen mellem Gary og Joe Cullen nok en tand bedre, men denne semifinale var en stærk konkurrent.
Begge spillere startede ud med et fantastisk højt niveau og fulgtes ad længe. Som i resten af turneringen, spillede Jeffrey de Zwaan sit eget kølige spil, samtidig med, at Gary også blev ved med at hamre de helt store score ind. Ved stillingen 10-9, i Garys favør, knækkede Jeffrey dog en smule og spillede ikke helt med det gennemsnit og den kølighed, som vi har set fra ham i resten af turneringen. Det udnyttede en storspillede Gary Anderson og kom foran med 14-9. Derfor var der ikke meget at gøre for hollænderen, selvom han fandt rytmen igen. Det var for sent. Gary Anderson vandt kampen 17-12, i en kamp hvor der var intet mindre end 25 180’ere, et snit på 99 for Jeffrey og et snit på 106 for Anderson, som også havde en flot 152-checkout undervejs.
I dag står finalen så mellem Mensur Suljovic og Gary Anderson. En kamp som kan blive afgjort på det psykologiske spil.
Hvis Gary rammer niveauet fra i går, så er det svært at se, at Mensur skulle have de store chancer i kampen. Mensur har dog den fordel, at han kaster forholdsvis langsomt og det kan godt bryde Andersons rytme, i det at han kaster forholdsvis hurtigt.
De to spillere har tidligere mødt hinanden otte gange og her er det blevet til fire sejre til hver. Mensur har dog ikke vundet, siden han slog Anderson i sidste års Champions League-finale.
Men hvis finalen lever op til det niveau, som vi har set i hele turneringen, så kan vi forvente os et brag af en kamp.
Kampen spilles bedst af 35 legs og kan ses på pdc.tv og på TV3 Sport fra klokken 20:00.
Be the first to comment