Det er den næstsidste dag af dette års World Grand Prix, og det betyder, at det er tid til semifinaler.
Vi er nået frem til semifinalerne og sikke et par kampe der venter. Den første semifinale står mellem Peter Wright og Mensur Suljovic. Begge spillere måtte ud i nogle længere kampe i går, da Peter Wright slog James Wilson med 3-2. Samme cifre, som Suljovic vandt med mod Gerwyn Price.
Den anden semifinale består af Michael van Gerwen og Daryl Gurney. Det var nok de færreste, som havde regnet med, at Gurney ville vinde hans kvartfinale så nemt, men ikke desto mindre, så blev det til en sejr på 3-0. Michael van Gerwen vandt 3-1 over Dave Chisnall, som ellers spillede ganske fornuftigt.
Peter Wright vs. Mensur Suljovic
Det er bestemt ikke ønskemodstanderen for Peter Wright. Godt nok hedder den kun 9-7 til Mensur Suljovic i indbyrdes opgør, til gengæld har Suljovic vundet de sidste fem gange, som de to har spillet mod hinanden. Derudover mødte de også hinanden i sidste års World Grand Prix, hvor Suljovic vandt 3-1 i kvartfinalen.
Kigger man på gårsdagens niveau, kommer Suljovic også med det bedste snit, i det at han snittede lige over 91, hvor Wright “kun” snittede lige over 87. Til gengæld lavede Peter Wright hele 10 maxis.
Statistikker er til for at blive brudt siger man, men derfor giver det stadig et godt billede af, at Suljovic på det seneste har haft overtaget mellem de to. Men mon ikke vi som det mindste kan forvente en tæt kamp.
Bud på resultat: Mensur Suljovic vinder 4-3
Michael van Gerwen vs. Daryl Gurney
De to spillere har aldrig mødt hinanden i dette format, men har dog mødt hinanden 19 gange igennem deres respektive karriere. Gurney har kun vundet to gange og den sidste sejr skal findes i 2016.
Kigger man på dette års World Grand Prix, så har Michael van Gerwen set ud til at være den af dem, som har spillet med det bedste niveau og det kunne tyde på, at det også kunne blive tilfældet i aften.
Dave Chisnall var ikke ringe i gårsdagens kamp, men Michael van Gerwen var bare det bedre, som han ofte er, når han møder de andre topspillere. Daryl Gurney kommer til gengæld med en 3-0 sejr over Gary Anderson, som har været rigtig god på det seneste. Det var han til gengæld ikke i går, hvor hans snit lå under 79. Det er altså ikke retvisende for Gurneys nuværende niveau, at han vandt med 3-0.
Bud på kampen: Michael van Gerwen vinder 4-2
Alle dagens kampe kan ses live fra klokken 20:00 på viaplay.dk og PDC.tv.
Kampprogram fredag 5. oktober (20:00)
Peter Wright v Mensur Suljovic
Michael van Gerwen v Daryl Gurney
Be the first to comment