Hvem skal spille Premier League 2019? Her er kandidaterne

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Michael van Gerwen og Gary Anderson er ufravigelige kandidater til Premier League 2019.

Hvilke spillere kommer vi til at se kæmpe om næste års Premier League titel? Det får vi, traditionen tro, svaret på i forbindelse med verdensmesterskabsfinalen den 1. januar 2019.

Som altid vil fire spillere på forhånd være sikret kvalifikation, eftersom de er blandt de fire højst placerede spillere på PDC’s verdensrangliste. I skrivende stund er det dog kun Michael van Gerwen og Rob Cross der er sikret en plads i top fire, når verdensmesterskabet er afgjort. Herfra er der desuden meget der tyder på, at også Peter Wright og Gary Anderson fastholder deres placeringer i top fire, med mindre det bliver en helt femte, der løfter VM-trofæet første nytårsdag.

Det er imidlertid før set, at PDC, til alles overraskelse, vælger at ændre Premier League-formatet, således at ingen kan vide sig fuldstændigt sikre på de endelige udtagelseskriterier. Det var blandt andet tilfældet i 2013, hvor Premier League-feltet blev udvidet fra otte til ti spillere. Følgende analyse tager dog udgangspunkt i det nuværende regelsæt, hvor Premier League består af ti spillere, hvor verdensranglistens top fire er direkte kvalificeret, og hvor PDC og Sky Sports hver især har henholdsvis fire og to wildcards. Derudover er der udelukkende fokuseret på de spillere som er i betragtning på nuværende tidspunkt, og der tages derfor forbehold for, at overraskende VM-resultater vil kunne lave om på listen.

De 100 % sikre

1. Michael van Gerwen
2. Rob Cross

Uanset hvordan dette års verdensmesterskab ender, så vil både Michael van Gerwen og Rob Cross være indenfor verdensranglistens top fire når VM er afgjort.

Øvrige kandidater:

3. Gary Anderson 99 %

Billedresultat for gary anderson premier league

 

Der skal ske en overraskelse af de helt store, hvis ikke Gary Anderson er at finde i verdensranglistens top fire den 1. januar 2019. Skulle det alligevel være tilfældet, så vil det være umuligt for arrangørerne at kigge i modsat retning af ‘The Flying Scotsman’, der foruden at være regerende vinder af World Matchplay, UK Open og Champions League of Darts har vundet fem yderligere titler i løbet af 2018, hvilket kun er overgået af Michael van Gerwen.

4. Peter Wright 95 %

Billedresultat for peter wright

Peter Wright befinder sig i høj grad i samme position som sin ovennævnte landsmand. Meget skal gå galt for skotten, hvis ikke han fortsat er at finde blandt verdensranglistens top fire efter VM.

Næste år kan ‘Snakebite’ dog nemt risikere at stå i en helt anden position. Ud af de 742.500 pund der er tilskrevet Wright på den 2-årige verdensrangliste, så er ikke engang en tredjedel vundet i indeværende sæson. Særligt de seneste måneder har været frustrerende for den tidligere VM-finalist, som ikke desto mindre bør være sikker på endnu en sæson i Premier League, hvad enten han efter VM fortsat er at finde i top fire eller ej.

5. Mensur Suljovic 90 %

Billedresultat for mensur suljovic

Det ville under alle omstændigheder blive svært for Mensur Suljovic at leve op til sin forrygende 2017-sæson, hvor han på baggrund af Champions League-triumfen sågar blev nomineret til årets sportsperson i Østrig.

2018 har dog været tæt på perfekt for 46-årige Suljovic, der blandt andet sejrede ved Danish Darts Open og i øvrigt foran 20.000 tilskuere ved World Series i Gelsenkirchen. Derudover spillede han sig i finalen ved World Matchplay, mens han spillede sig i semifinalen ved fire andre majors.

Sidste år endte Suljovic på en skuffende niendeplads i sin Premier League-debut. Sæsongennemsnittet på 99,06 blev dog kun overgået af Michael van Gerwen og Gary Anderson, hvilket vidner om østrigerens kvalitet. Han vil være selvskrevet til endnu en sæson i Premier League.

6. Michael Smith 85 %

Billedresultat for michael smith darts

2018 startede forrygende for 28-årige Michael Smith. Først indledte han sæsonen med sejre ved en UK Open kvalifikationsturnering, for sidenhen at vinde sin første Players Championship-titel siden 2012. Det blev imidlertid overgået af et fornemt comeback i Premier League, hvor han med en andenplads i gruppespillet formåede at få rettet op på minderne om debutsæsonen i 2016, der som bekendt endte med en ydmygende sidsteplads i gruppespillet.

Anden halvdel af sæsonen har ganske vist ikke været nær så imponerende, hvor særligt de store majors har været nedslående oplevelser. Til gengæld har den tidligere U23 verdensmester været stærkt kørende i World Series, og er derudover noteret for det femte højeste sæsongennemsnit (97,05) af alle PDC-spillere i 2018, kun overgået af Michael van Gerwen, Gary Anderson, Rob Cross og Corey Cadby. Tager man disse forhold in mente, og kombinerer det med Smiths utrolige topniveau og TV-venlige spillestil, så er det umuligt ikke at forestille sig endnu en Premier League sæson for sidste års finalist.

7. Gerwyn Price 85 %

Billedresultat for gerwyn price darts

Siden Premier League blev udvidet fra otte til ti spillere i 2013, er det kun sket en enkelt gang, at vedkommende som havnede på den foregående sæsons sidsteplads blev genudtaget til den prestigefulde turnering. Dengang var det Gary Anderson der blev benådet, hvilket Gerwyn Price nu håber at gøre efter.

Til trods for den skuffende præstation i sidste sæson, så er waliseren så som godt som selvskrevet til endnu en sæson i det fine selskab. Særligt triumfen ved Grand Slam of Darts gør den tidligere rugby-spiller aktuel til Premier League, men også den kontroversielle spillestil vil have kommerciel interesse for både PDC og Sky Sports.

8. Daryl Gurney 80 %

Billedresultat for daryl gurney darts

Hvis ikke Daryl Gurney havde vundet søndagens finale ved Players Championship Finals, så var det tvivlsomt, om den nu dobbelte major-vinder ville blive tildelt endnu en sæson i Premier League, hvilket skal ses i lyset af en skuffende sæson hvor det kun sjældent er lykkedes nordireren at spille sig længere end de sidste 16 i diverse turneringer.

Det har Players Championship-triumfen imidlertid lavet om på, hvortil den opadgående formkurve blev underbygget med en semifinale ved World Grand Prix. Dermed kunne det godt se ud som om, at 32-årige Gurney i aller sidste øjeblik har sikret sig endnu en Premier League-sæson.

9. James Wade 75 %

Billedresultat for james wade darts

Hvis James Wade bliver udtaget til Premier League næste år, så vil det være første gang nogensinde, at en spiller får comeback to gange i Premier League-regi. Således var James Wade, der i øvrigt var i Premier League finalen tre år i træk fra 2007-2009, ikke udtaget i 2014, hvorefter han fik comeback året efter, for så at blive forbigået igen i år.

Selvom Wade næppe var kommet i betragtning til næste sæsons Premier League, hvis ikke han havde triumferet ved European Championship og World Series of Darts Finals, så har præstationerne på ProTouren været ganske imponerende, idet englænderen har optrådt i intet mindre end fire finaler og seks øvrige semifinaler. Sejrene har manglet, men kynismen er tilbage, og derfor kunne det godt se ud som om, at James Wade næste år får muligheden for at jagte det trofæ, han vandt tilbage i 2009.

10. Simon Whitlock 60 %

Billedresultat for simon whitlock darts

Kigger man nedover listen på de højeste sæsongennemsnit i 2018, så ligger Simon Whitlock blot nummer 25 med et dertilhørende gennemsnit på 93,59. På den baggrund er der altså en lang række spillere, der bør stå foran i køen. På verdensranglisten ligger Whitlock imidlertid nummer syv, hvilket der formentlig ikke bliver ændret meget ved efter verdensmesterskabet, hvor han ikke har mange ranglistepoint at forsvare. Dermed vil rangliste-placeringen være mere end rigeligt til at forsvare et genvalg af den dobbelte VM-finalist. Derudover er 49-årige Whitlock en publikumsfavorit, og særligt PDC vil have en interesse i, at en australier næste år kæmper med om Premier League-trofæet. Det eneste der umiddelbart kan bringe en ny Premier League-sæson i fare, er en nedtur ved verdensmesterskabet, såfremt det samtidig lykkes for en af de perfifære Premier League-kandidater at overraske ved VM.

11. Raymond van Barneveld 40 %

Billedresultat for raymond van barneveld darts

Manglende lyst og skrantende helbred skulle ifølge Barneveld-lejren være årsag til, at den femdobbelte verdensmester fornyligt bekendtgjorde, at 2019 vil blive hollænderens sidste sæson som professionel dartspiller.

LÆS OGSÅ: Raymond van Barneveld annoncerer karrierestop efter VM 2020

Straks efter offentliggørelsen blev der spekuleret i, hvorvidt annonceringen om karrierestoppet i virkeligheden skal betragtes som Barnevelds bedste mulighed for at blive udtaget til Premier League på ny, efter han de seneste år er blevet udtaget til trods for begrænset engagement på ProTouren samt sekundære ranglisteplaceringer.

Barneveld kan fortsat sælge billetter, og derfor vil det ikke være nogen overraskelse, hvis den 51-årige hollænder får lov at afslutte sin karriere med en sidste Premier League-oplevelse. Resultatmæssigt er der dog intet der forsvarer endnu en udtagelse, hvor kun en semifinale ved VM vil kunne rette op på det. For at nå dertil, er det dog ventet, at han først skal besejre henholdvis Adrian Lewis, Michael van Gerwen og efterfølgende James Wade – det er med andre ord en yderst krævende opgave, som på forhånd virker uoverkommelig for en spiller der ikke ser ud til at eje skyggen af selvtillid.

12. Adrian Lewis 30 %

Relateret billede

Det er 607 dage siden, at Adrian Lewis senest kunne fejre en turneringssejr. Den statistik beskriver meget godt de seneste sæsoners skuffende præstationer for den dobbelte verdensmester.

2018 har dog budt på fire ProTour finaler for Lewis, der i det hele taget har formået at hæve sit niveau, efter at have arbejdet med at genfinde den rytme, der gjorde ham til en fast del af verdensranglistens top fire i årene 2011-2015.

Hvis Lewis igen skal komme i betragtning til Premier League, så vil det kræve en stærk præstation ved verdensmesterskabet, hvor han på forhånd har fået tildelt en hård lodtrækning. Omvendt plejer Lewis’ formkurve at toppe netop på denne tid af året, og derfor bør man ikke på forhånd afskrive muligheden for, at Premier League-finalisten fra 2011 kan gå hen og overraske, og dermed gøre sig i betragtning til Premier League efter et års fraværd.

13. Ian White 25 %

Billedresultat for ian white darts

Efter at have spillet sig ind i verdensranglistens top otte, kombineret med en række kvartfinaler ved blandt andre World Matchplay, world Grand Prix og Players Championship Finals, var Ian White snublende nær en Premier League debut i 2016. En chok-exit i første runde ved verdensmesterskabet betød dog, at englænderen ikke var i nærheden af at komme i betragtning.

Den samme historie tegner sig i 2018, hvor 48-årige White som sædvanligt har været suveræn ved diverse gulvturneringer, men har skuffet gevaldigt på TV. Niveauet berettiger helt bestemt til Premier League, men det er kun et godt VM der kan redde håbet for verdensranglistens nuværende nummer 11.

14. Max Hopp 5 %

Billedresultat for max hopp darts

En placering som nummer 32 på verdensranglisten berettiger langt fra til en debut i Premier League. Det der til gengæld taler for en overraskende udtagelse er først og fremmest Max Hopps nationalitet. Dartsporten er i en gevaldig vækst i Tyskland, og eftersom Premier League vil blive tildelt en spillerunde i Berlin, så vil det give mening at udtage Tysklands nummer et, der i øvrigt har haft en forrygende sæson der blev indledt med en sejr på Europa Touren efterfulgt af en sejr ved et Players Championship-event. Derudover var Hopp millimeter fra at spille sig i finalen ved European Championship.

Den flotte sæson til trods vil det dog være en overraskelse af de helt store, hvis Max Hopp skulle blive udtaget. En eventuel sensationssejr over Michael van Gerwen i tredje runde ved VM vil dog kunne hjælpe gevaldigt på mulighederne.

15. Dimitri Van den Bergh 5 %

Billedresultat for dimitri van den bergh darts

Sidste år var der mange der appellerede til, at Dimitri Van den Bergh skulle udtages til Premier League. Selve appellen var dog grebet ud af momentet, idet ukritiske fans lod sig tryllebinde af den unge belgiers farverige udstråling og overraskende vej til kvartfinalen ved sidste års verdensmesterskab. De gode præstationer på TV dækker nemlig over, at 24-årige Van den Bergh har haft en forfærdelig sæson på ProTouren – den overbevisende evne til at spille foran TV-kameraene kan ingen dog tage fra ham.

Wauw-effekten fra sidste år eksisterer derfor stadig, og ‘The Dreammaker’ nyder fortsat stor popularitet hos diverse dart-seere. Den dobbelte U23-verdensmester vil dog kun for alvor komme i betragtning til næste års Premier League, såfremt det lykkes ham at spille sig i semifinalen ved det forestående verdensmesterskab.

Alle billeder i artiklen er tilhørende PDC og Lawrence Lustig

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*