VM: Her er favoritterne

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Michael van Gerwen og Gary Anderson er bookmakernes favoritter ved det forestående verdensmesterskab.

Hvem løfter Sid Waddell-trofæet den første januar 2019? Vi har taget et kig på bookmakerners top 10, forud for VM der begynder nu på torsdag.

Hvem tror du vinder VM?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

1. Michael van Gerwen (2,37)
Verdensrangliste: 1
Bedste resultat: Vinder 2014, 2017 (11 deltagelser)
Sæsongennemsnit: 102,03 (174 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 114,05 (semifinale 2017 mod Raymond van Barneveld)

Lige siden Michael van Gerwen i 2014 overtog Phil Taylors placering som nummer et på verdenranglisten, har hollænderen været favorit ved samtlige verdensmesterskaber, han har deltaget ved. Aldrig før har han dog været så lille favorit, som han er i år, hvilket er konsekvensen af, at han ved flere lejligheder har lidt en række ukarakteristiske nederlag ved de helt store TV-turneringer, til spillere som han normalvis ikke ville tabe til.

2018 har dog langt fra været en fiasko. Foruden sejrene ved Premier League og World Grand Prix så har ‘MVG’ vundet intet mindre end 16 øvrige individuelle titler, hvilket gør ham til den suverænt mest vindende dartspiller i 2018.

Siden Michael van Gerwen tabte VM-finalen i 2013 til Phil Taylor, så har det udelukkende været modstandernes ekstraordinære præstationer, der har været årsag til, at det nu 29-årige dartkoryfæ ikke har løftet flere VM-trofæer end de to han sikrede sig i 2014 og 2017. Vinder han i år, så vil han være den første nogensinde, foruden Phil Taylor, der har vundet tre VM-titler i PDC.

2. Gary Anderson (4,33)
Verdensrangliste: 4
Bedste resultat: Vinder 2015, 2016 (9 deltagelser)
Sæsongennemsnit: 99,19 (145 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 108,39 (tredje runde 2011 mod Andy Smith)

Michael van Gerwen udtalte tidligere på måneden, at kun Gary Anderson kan besejre ham, når hollænderen er i topform. Det er nye toner fra van Gerwen, der ellers har tradition for at holde sit eget niveau hævet over alle andres.

Det er dog ikke uden grund, at Michael van Gerwen har respekt for Gary Anderson. Skotten er således igang med karrierens mest succesfulde sæson, hvor han foruden sejrene ved World Matchplay, UK Open og Champions League har kunnet fejre fem øvrige titler i 2018 – en statistik som endda sagtens kunne være udbygget, hvis ikke Anderson afholdt sig fra Europa Touren og derudover kun har deltaget ved lidt over halvdelen af sæsonens Players Championship-turneringer.

Andersons største udfordring på vej til sin tredje VM-titel bliver helt ubetinget det potentielle semifinale-opgør mod Michael van Gerwen, eftersom ‘The Flying Scotsman’ ellers er blevet beriget med en yderst taknemmelig lodtrækning. Der er ingen tvivl om, at Gary Anderson og Michael van Gerwen er jordens bedste dartspillere netop nu.

3. Peter Wright (11,00)
Verdensrangliste: 3
Bedste resultat: Finale 2013 (9 deltagelser)
Sæsongennemsnit: 96,57 (180 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 105,07 (tredje runde 2014 mod Michael Smith)

2018 har langt fra været den succeshistorie, som Peter Wright havde håbet på. Mens han i 2017 kunne fejre i alt ti individuelle titler, så har han blot tre gange i løbet af indeværende sæson kunnet juble over en turneringssejr, og ser man bort fra finaleplaceringerne ved World Grand Prix og Champions League, så har særligt de store TV-turneringer været skuffende for verdensranglistens nummer tre, der for kort tid siden blev frataget sin andenplads af Rob Cross.

Det taler heller ikke til Peter Wrights fordel, at han blot en enkelt gang
i sine seneste 22 kampe har snittet over 100, hvilket må siges at være langt under niveau for ‘Snakebite’, der i øvrigt tabte VM-finalen i 2014. Selv samme VM var da også den turnering, der for alvor gjorde dartverdenen opmærksom på Wrights fænomenale kvaliteter på en dartbane. Således gik han fra en 16. plads på verdensranglisten forud for VM i 2014, til en placering som nummer fem i 2015. 

De seneste år har dog været kendetegnet ved et unødvendigt behov for at eksperimentere med diverse forskellige dartpile, hvilket utvivlsomt har haft en svingende formkurve som konsekvens. Netop nu er formkurven nedadgående, og selvtilliden lader til at være forsvundet. Derfor er det da også belejligt, at Wright er blevet serveret en yderst taknemmelig lodtrækning, hvilket også er hensigtsmæssigt i forhold til verdensranglisten, eftersom Wright har adskillige ranglistepoint at forsvare ovenpå semifinalen i 2017.

4. Michael Smith (15,00)
Verdensrangliste: 10
Bedste resultat: Kvartfinale 2016 (7 deltagelser)
Sæsongennemsnit: 97,05 (172 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 103,29 (anden runde 2018 mod Rob Cross)

Michael Smith er om nogen det evighedstalent, der aldrig for alvor har fået forløst sit potentiale. Mens han siden teenageårene har været i stand til at levere fænomenale gennemsnit og udfordre den absolutte verdenstop, så har temperamentet alle dage været en akilleshæl for den tidligere U23-verdensmester.

Det lader imidlertid til, at den nu 28-årige Premier League-profil har fået bugt med sin onde ånd, hvilket blandt andet kom til udtryk i denne sæsons Premier League, hvor han til trods for middelmådige præstationer indtog andenpladsen i tabellen det meste af sæsonen. Smith har med andre ord lært, at det er vigtigere at vinde sine kampe, end konsekvent at spille med 100 i snit. En vigtig lektie for Smith, der fortsat mangler at slå igennem i VM-sammenhæng. I den forbindelse får han ikke bedre vilkår end tilfældet er i år, hvor han i lodtrækningen befinder sig i den modsatte ende af Michael van Gerwen og Gary Anderson, hvortil han først i turneringens fjerde runde kan forvente at møde kvalificeret modstand af Mensur Suljovic, hvorefter han vil være favorit mod hvem end han risikerer at møde i en eventuel kvartfinale.

5. Rob Cross (19,00)
Verdensrangliste: 2
Bedste resultat: Vinder 2018 (1 deltagelse)
Sæsongennemsnit: 97,73 (176 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 107,67 (finale 2018 mod Phil Taylor) 

2017 var på alle tænkelige måder et forrygende debut-år for Rob Cross, der med sine fire ProTour-titler og efterfølgende VM-triumf stod bag den mest succesfulde PDC-debut nogensinde. I løbet af blot et år var den tidligere elektriker således indehaver af tredjepladsen på verdensranglisten – en rangliste, der vel og mærke løber over to sæsoner. 

Netop den forrygende debutsæson har sidenhen vist sig som en udfordring for verdensmesteren, der gennem hele 2018 har skullet forholde sig til sine præstationer i 2017, der på alle tænkelige måder overgår de resultater han har leveret siden VM-triumfen. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at han tilbage i juni gav udtryk for, at han ikke var klar til at vinde VM.

Når ret skal være ret, så har 2018 dog langt fra været det katastrofeår, som kritikerne har gjort det til. Sæsongennemsnittet på 97,73 er således kun overgået af Michael van Gerwen og Gary Anderson, alt imens han ligger nummer syv på listen over spillere, der har tjent flest præmiepenge i løbet af sæsonen.

Ser man på formkurven de seneste måneder, så befinder Rob Cross sig imidlertid i sit hidtil største formdyk i sin professionelle karriere. Derfor hjælper det heller ikke på VM-forsvaret, at han allerede i første runde risikerer at møde en yderst formstærk Jeffrey de Zwaan, der blandt andet besejrede Michael van Gerwen ved både World Matchplay og UK Open. Lykkes det alligevel Rob Cross at vinde sin første kamp, så tillader lodtrækningen, at han de følgende runder kan genfinde både sig selv og sit momentum. Hvis ikke, så vil han være den første forsvarende verdensmester, der taber sin første kamp i sit titelforsvar siden John Part i 2009.

6. Mensur Suljovic (21,00)
Verdensrangliste: 7
Bedste resultat: Sidste 16 2011, 2016, 2018 (10 deltagelser)
Sæsongennemsnit: 96,82 (104 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 99,44 (sidste 16 2015 mod Jermaine Wattimena)

Mensur Suljovic er gennem de seneste sæsoner gået fra at være den type spiller, som TV-seerne zappede væk fra, til i dag at være blandt de mest populære karakterer sporten har haft i nyere tid. En belejelig udvikling, set i lyset af, at man som dartfan kan have svært ved at undgå den serbisk-fødte østriger, der efterhånden har udviklet sig til en regelmæssig semifinalist ved de helt store TV-turneringer. 

Mens han i 2017 brillerede med sin sejr ved Champions League, så var 2018 endnu et godt år for publikumsfavoritten. Således spillede 46-årige Suljovic sig i finalen ved World Matchplay, mens han kort forinden havde fejret sin triumf ved German Darts Masters foran det største dartpublikum nogensinde på over 20.000 tilskuere. Herudover har 2018 budt på semifinaler ved fire andre majors, mens han i øvrigt skrev sig ind i historiebøgerne som den første vinder af Danish Darts Open nogensinde.

I VM-sammenhæng har Suljovic dog endnu til gode at brænde igennem, idet han endnu aldrig har spillet sig længere end blandt de sidste 16. Det vil da også være minimumskravet i år, hvor han til den tid forventes at støde ind i Michael Smith. Vinder han det opgør, så befinder Michael van Gerwen og Gary Anderson sig i den modsatte ende af lodtrækningen, og derfor vil alt kunne ske herfra.

7. Daryl Gurney (34,00)
Verdensrangliste: 5
Bedste resultat: Kvartfinale 2017 (5 deltagelser)
Sæsongennemsnit: 95,00 (151 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 100,51 (første runde 2018 mod Ronny Huybrechts)

Sidste måneds triumf ved Players Championship Finals har i dén grad reddet Daryl Gurneys sæson, der på ingen måde har levet op til de forventninger, han var blevet tildelt ovenpå sin fornemme 2017-sæson, hvor han med triumfen ved World Grand Prix kombineret med semifinalerne ved World Matchplay, UK Open og European Championship kravlede op som nummer fire på verdensranglisten. En placering han har haft ualmindeligt svært ved at leve op til i 2018, hvor to finaleplaceringer på ProTouren har markeret sig som de bedste resultater, mens det i øvrigt ikke lykkedes ham at kvalificere sig til Grand Slam. Set i det lys, var det svært at forestille sig, at Daryl Gurney skulle være kandidat til Premier League igen i 2019. 

Det har Players Championship-triumfen imidlertid lavet om på, og derfor er det også en selvtillidsfuld nordirer, der er blevet tildelt en ganske udemærket VM-lodtrækning, indtil han i en eventuel kvartfinale forventes at støde ind i Gary Anderson. Et potentielt yderst interessant opgør, eftersom Gary Anderson ikke lader til at have høje tanker om sin 32-årige rival. I første omgang skal Daryl Gurney dog koncentrere sig om at vinde sin indledende kamp i første runde, hvor han møder vinderen af indspilskampen mellem Ross Smith og Paul Lim.

8. Gerwyn Price (34,00)
Verdensrangliste: 6
Bedste resultat: Sidste 16 2018 (fire deltagelser)
Sæsongennemsnit: 94,13 (124 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 101,55 (første runde 2018 mod Ted Evetts)

Få spillere, hvis nogen overhovedet, deler vandene så meget som walisiske Gerwyn Price, der efter sidste måneds overraskende Grand Slam-triumf nu er kravlet op som nummer seks på verdensranglisten. En placering som på ingen måde står til mål med sæsongennemsnittet på 94,13, hvilket er det blot 21. højeste af alle PDC-spillere i 2018, men omvendt fortæller en historie om, at Price besidder evnen til at vinde kampe, som han på papiret ikke bør have en chance i, hvilket eksempelvis lod sig illustrere ved den førnævnte sejr over Gary Anderson.

Med til historien hører det sig desuden, at Gerwyn Price i løbet af sæsonen har kæmpet med en ankelskade, og derudover havde en frygtelig debut i Premier League. Ser man bort fra det, så har sæsonen dog også budt på en enkelt sejr på Europa Touren ved International Darts Open tilbage i september, der på mange måder kickstartede en middelmådig sæson, og nu har gjort ham selvskrevet til endnu en Premier League-udtagelse. Derudover er Price endnu en af de spillere, der befinder sig i den modsatte ende af lodtrækningen af Michael van Gerwen og Gary Anderson, hvilket er en af grundene til, at Wayne Mardle for nyligt udtalte, at Price ikke var et urealistisk bud på en finalist. Skulle det ske, så vil det være første gang nogensinde, at en waliser spiller sig i en VM-finale i PDC.

9. James Wade (41,00)
Verdensrangliste: 9
Bedste resultat: Semifinale 2009, 2012, 2013 (14 deltagelser)
Sæsongennemsnit: 94,81 (159 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 99,39 (tredje runde 2016 mod Steve Beaton)

James Wade er formentlig den bedste spiller nogensinde, der aldrig har spillet sig i en finale ved PDC’s verdenmesterskab. Således er den nidobbelte major-vinder med sine 32 titler den fjerde mest vindende i PDC’s historie, kun overgået af Phil Taylor (194), Michael van Gerwen (116) og Gary Anderson (48).

De seneste år har dog langt fra været lige så succesfulde for James Wade, som det var tilfældet i storhedstiden fra 2007-2013, hvor han aldrig bevægede sig udenfor verdensranglistens top tre. Det skyldes til dels den hårdere konkurrence på PDC-touren, men også at stabiliteten og topniveauet har været svingende for den endnu blot 35-årige englænder.

2018 har dog markeret en genoprejsning for Wade, der foruden at kunne fejre sin nye titel som far også har løftet trofæet ved European Championship og World Series of Darts Finals, mens han i løbet af sæsonen har optrådt i fire øvrige ProTour finaler. 

En stor del af Wades opblomstring skyldes til dels et større mentalt overskud, men også at han i samarbejde med Wayne Mardle har fået tilpasset sin kasteteknik, således at han nu er langt mere stabil end tidligere. Med potentielle opgør mod både Michael van Gerwen og Gary Anderson før en eventuel finale, så er det formentlig ikke ved denne lejlighed, at James Wade kommer til at kunne fejre sin første VM-titel – til gengæld kan han glæde sig over, at karrieren igen fremstår fortrøstningsfuld, og at han har genetableret sig som en del af favoritfeltet ved de store turneringer.

10. Raymond van Barneveld (67,00)
Verdensrangliste: 17
Bedste resultat: Vinder 2007 (12 deltagelser)
Sæsongennemsnit: 94,43 (69 kampe)
Højeste VM-gennemsnit: 109,34 (semifinale 2017 mod Michael van Gerwen)

Der er blevet sagt og skrevet meget om Raymond van Barneveld, siden han for en måned siden annoncerede at næste sæson bliver hans sidste, inden han endegyldigt ligger sin professionelle karriere bag sig. Skal han, eller skal han ikke udtages til Premier League? Kan han vinde en sidste VM titel? Er karrierestoppet blot et PR-stunt, der giver lejlighed til at udtage ham til World Series, til trods for hans ranglisteplacering?

Hvad end der er op eller ned i de diskussioner, så er faktum, at det forestående VM er af enorm stor sportslig betydning for den femdobbelte verdensmester, der ovenikøbet er blevet tildelt VM’s vel nok hårdeste lodtrækning, hvor en potential vej til finalen kunne indebære på hinanden følgende opgør mod Darius Labanauskas, Adrian Lewis, Michael van Gerwen, James Wade og Gary Anderson. 

Men hvordan kan et VM have stor sportslig betydning, når man alligevel står foran sin sidste sæson som professionel? Det kan det, fordi Barneveld forsvarer adskillige præmiepenge fra sin VM-semifinale i 2017, og derfor risikerer at ryge udenfor verdensranglistens top 25, ja, sågar top 30, såfremt han taber i en af sine første kampe. Det vil betyde, at han næste sæson vil risikere at få svært ved at kvalificere sig til de store TV-turneringer, alt imens det vil være svært at forsvare potentielle Premier League og World Series-udtagelser, hvis han fortsætter med at rasle ned af verdensranglisten.

Barneveld har de seneste sæsoner virket både afkræftet, mættet og umotiveret. Det kan udsigten til en sidste professionel sæson muligvis lave om på, men det er de færreste der tror på, at Barneveld har nogen oprigtig chance ved det forestående verdensmesterskab.


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*