Ventetiden er slut – VM starter i dag

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

Foto: Getty Images

Rob Cross starter i aften forsvaret af den VM-titel, som han vandt for næsten et år siden.

“It’s beginning to look a lot like christmas” – sådan starter Meredith Willsons berømte juleklassiker. Den 26. november var det selvsamme strofe, som PDC skrev på deres officielle twitter, da de delte et billede af det fantastiske Sid Waddell trofæ.

For mange dartelskere starter julen nemlig ikke før VM i dart starter, og det er netop i dag, at det sker.

Og sikke et VM, som bliver skudt igang i dag. Aldrig før har feltet været så stort, som det er i år. Hele 96 spillere, hvoraf to af dem er kvinder, spiller om det flotte trofæ og den store pengepræmie på intet mindre end 4,2 millioner kroner.

Hele herligheden bliver skudt igang med fire kampe i aften, hvor tre af dem er kampe fra første runde, og den sidste er en anden runde kamp.

Aftensession

Jeffrey de Zwaan v Nitin Kumar

Jeffrey de Zwaan er ikke blandt verdenstoppen endnu, men flere gange i denne sæson har han vist, at han bestemt har talentet til at komme derop. Blandt andet under dette års World Matchplay viste han, hvor højt et topniveau han har, da han nåede semifinalen, hvor en velspillende Gary Anderson blev for stor en mundfuld. To gange i år har han imidlertid besejret Michael van Gerwen henholdvis UK Open og World Matchplay, og Jeffrey de Zwaan kunne derfor godt være et af buddene på en positiv overraskelse under dette års turnering, og første skridt er mod upåagtede Nitin Kumar, som kvalificerede sig via den indiske kvalifikation.

Martin Schindler v Cody Harris

Det er blot anden gang, at unge Martin Schindler skal spille ved VM. Sidste år måtte han lade livet allerede i første runde, hvor han tabte med 3-1 til Simon Whitlock. I år er hans muligheder for at nå anden runde væsentlig bedre end de var sidste år. Han skal nemlig møde Cody Harris. Harris har primært gjort sig på dette års Challenge Tour, men har fra tid til anden deltaget i Players Championships, senest i september. Martin Schindler er på papiret en bedre spiller, men hans form har været nedadgående i lang tid. Det er altså et opgør, hvor Cody Harris ikke er uden chance.

Jan Dekker v Lisa Ashton

Der er ingen tvivl. Lisa Ashton er blandt de absolut bedste kvindelige dartspillere nogensinde. Hun har således vundet verdensmesterskabet for kvinder hele fire gange. Nu står hun imidlertid overfor en mand, nærmere bestemt Jan Dekker, hvilket retfærdigvis ikke er den værst tænkelige modstander for Lisa Ashton, som uden tvivl gerne vil bevise, at kvinder også kan være med på højeste niveau. Spørgsmålet er så, om det rent faktisk er tilfældet. Det vil kampen i aften give en god indikation på. En ting er sikkert, det bliver en kamp, som mange vil følge med fokuserede øjne.

Rob Cross v De Zwaan/Kumar

Rob Cross er ikke spået de største chancer med henblik på at forsvare sin VM-titel. Men hvis han skal gøre et forsøg, så skal han starte med at vinde i aften. Uden at det er afgjort, er det næsten allerede sikkert, at modstanderen vil hedde Jeffrey de Zwaan, da Nitin Kumar ikke bør have en chance i deres opgør. Den unge hollænder vil ikke være nogen nem modstander for Rob Cross, så hvis englænderen skal videre til tredje runde, så skal han finde sit topniveau frem allerede i aften.

Alle kampene kan følges på TV3 Sport eller PDC.TV fra klokken 20.00.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*