Gary Anderson videre til tredje runde ved VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Gary Anderson var blandt vinderne af fredagens kampe ved PDC’s verdensmesterskab i Alexandra Palace. 

Uden for alvor at imponere sikrede Gary Anderson sig fredag aften videre avancement til tredje runde ved det igangværende verdensmesterskab. Det skete, efter Anderson besejrede en solidt spillende Kevin Burness. Nordirske Burness fik således et udmærket resultat ud af sin debut ved PDC’s verdensmesterskab, efter han tidligere på aftenen havde besejret Paul Nicholson i en krampagtig indspilskamp, der på mange måder kunne betragtes som et større nederlag for Nicholson end en sejr for Burness. Mod Anderson var der dog ikke meget at stille op, til trods for en god sublim start, hvor Burness spillede sig foran 1-0, men efterfølgende tabte 1-3.

Fredagens kampprogram blev imidlertid indledt med et medrivende opgør mellem vinderen af denne sæsons Challenge Tour, Michael Barnard, der knebent besejrede upåagtede Jose Oliveira de Sousa – til trods for den umiddelbart store favoritværdighed forud for kampen, måtte Barnard dig overleve seks matchpile, inden han fik afsluttet kampen på double 16.

Også Alan Tabern fik hevet en kneben sejr hjem mod sin australske modstander, Raymond Smith. Dermed kan Tabern se frem til et opgør mod Michael van Gerwen i sin næste kamp, og står dermed overfor en vanskelig opgave ved sit første verdensmesterskab siden 2012.

Også Jamie Lewis fik en god start på VM, eftersom han vandt en velspillet kamp mod newzealandske Cody Harris. Dermed er sidste års overraskende semifinalist fortsat med i kampen om Sid Waddell-trofæet, når han forventes at møde Daryl Gurney i tredje runde.

Hollandske Danny Noppert formåede ligeledes at holde liv i VM-drømmen, da han i overbevisende stil besejrede Royden Lam. Dermed fik Hong Kongs nummer ét langt fra det resultat, han havde håbet på i sin første VM-deltagelse siden 2014.

Langt bedre gik det imidlertid for blot 21-årige Ted Evetts, der viste stort mentalt overskud i sin 3-0 sejr over Simon Stevenson, inden Chris Dobey uden større problemer kørte over russiske Boris Koltsov.

Alle resultater fra 14. december 2018:

Michael Barnard (88,08) 3-2 (87,83) Jose Oliveira de Sousa
Alan Tabern (91,12) 3-2 (86,14) Raymond Smith
Kevin Burness (88,55) 3-0 (85,03) Paul Nicholson
Jamie Lewis (92,32) 3-2 (92,52) Cody Harris
Danny Noppert (96,19) 3-0 (85,72) Royden Lam
Ted Evetts (92,97) 3-0 (93,96) Simon Stevenson
Chris Dobey (92,58) 3-0 (79,19) Boris Koltsov
Gary Anderson (94,42) 3-1 (92,35) Kevin Burness

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*