Darius Labanauskas slukker Barnevelds VM-drømme

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Raymond van Barneveld er ude af VM 2019.

Søndag aftens var det spanske Antonio Alcinas der stod bag turneringens første store overraskelse, da han ekspederede tredjeseedede Peter Wright ud af VM-turneringen. Mandag aften fulgte litauiske Darius Labanauskas trop, idet han til publikums store overraskelse besejrede den femdobbelte verdensmester, Raymond van Barneveld.

Barnevelds nederlag betyder, at han nu rutsjer adskillige placeringer ned ad verdenranglisten, hvor han efter alt og dømme vil være udenfor top 25, når VM er afsluttet. Dermed står Barneveld nu i en vanskelig situation, med henblik på at blive genudtaget til Premier League i sin sidste sæson som professionel, efter han som bekendt afslutter karrieren efter den kommende sæson. Derudover kan han sågar få svært ved at kvalificere sig til VM 2020, idet han vil være nødsaget til at dedikere sig markant mere på PDC’s ProTour, end han har gjort de seneste sæsoner. En dedikation som Barneveld tidligere har givet udtryk for, at han ikke finder interessant. Spørgsmålet er derfor, om Barneveld sent mandag aften spillede sin sidste VM-kamp nogensinde.

Kun tiden vil kunne svare på, hvorvidt det er tilfældet eller ej. Faktum er, at PDC Nordic & Baltics nummer ét er videre til turneringens tredje runde, hvor han møder vinderen af opgøret mellem Adrian Lewis og Ted Evetts.

Labanauskas sejr blev indledt med fornemme takter i kampens første set, hvor han uden tegn på nerver totalt udspillede sin modstander, og derfor bragte sig foran 1-0 i set. Herfra lykkedes det dog Barneveld at hæve sit niveau betragteligt, hvilket medførte en udligning til 1-1 efter et tætspillet andet set, der blev vundet med 3-2 i legs.

Barneveld havde dog svært ved at fortsætte de gode takter fra andet set, da han missede adskillige doubler i det næste. I eget udlæg udnyttede Labanauskas mulighederne, og fik på den måde bragt sig tilbage i front med 2-1 i set, efter endnu et set afgjort med cifrene 3-2.

3-2 blev også stillingen i kampens fjerde set, hvor Barneveld igen fik bedre styr på tingene, og blev mere konsekvent på sine doubler. Den trend fortsatte dog ikke ind i kampen sidste set, hvor Labanauskas fik sneget en 23-darter hjem i sit indledende udlæg, efter endnu et hav af missede doublepile fra begge parter. De missede doublepile forblev et tema i næste leg, som Labanauskas, mod udlæg, vandt i 20 dart, inden han i eget udlæg afgjorde kampen med en 18-darter. Dermed kunne Labanauskas strække armene i vejret, ovenpå en fænomenal debut ved PDC’s verdensmesterskab. I samme ombæring kunne Barneveld pakke sine pile sammen, og det vil blive interessant at se, præcis hvilken udmelding der kommer fra Barney-lejren ovenpå nederlaget, foruden det Twitter-opslag der fulgte umiddelbart efter nederlaget:

“Jeg ønsker Darius alt det bedste i resten af turneringen. Han fortjente sejren. Han gav mig chancer, men jeg udnyttede dem ikke. Jeg er tabt for ord lige nu. Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at vende tilbage næste år.”

Tre øvrige kampe blev afgjort mandag aften. Her vandt Vincent van der Voort først et velspillet opgør mod Lourence Ilagan, inden Devon Peterson hev en snæver sejr hjem mod Wayne Jones, inden Ryan Joyce satte en stopper for kvindernes VM-togt i sin 3-0 sejr over Ruslands Anastasia Dobromyslova.

Resultater mandag den 17. december:

Vincent van der Voort (94,06) 3-1 (95,52) Lourence Ilagan
Devon Peterson (84,79) 3-2 (83,66) Wayne Jones
Ryan Joyce (90,34) 3-0 (77,32) Anastasia Dobromyslova
Darius Labanauskas (86,81) 3-2 (89,57) Raymond van Barneveld

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*