Første runde er færdigspillet, derfor er det kun kampe fra anden runde i dag.
Da gårsdagens to første kampe var spillet, betød det, at første runde var færdigspillet. Dermed står i dag kun på kampe fra anden runde, ligesom det vil i morgen, inden tredje runde starter på lørdag.
Flere og flere af de seedede spillere ryger så småt ud af turneringen, og det bliver interessant at se, om navne som Stephen Bunting, Steve Beaton, Adrian Lewis og Mensur Suljovic følger med dem ud.
Eftermiddagskampe
Jermaine Wattimena v Michael Barnard
Jermaine Wattimena har spillet en ganske fin sæson. Han er således endt blandt de sidste 16 ved dette års UK Open og World Grand Prix. Derudover har sæsonen også budt på to semifinaler og en kvartfinale ved på Players Championship Touren. Han skal i dag møde Michael Barnard, som spillede sig videre til anden runde, ved at slå Jose de Sousa med 3-2 i første runde, i en yderst tæt kamp. Jermaine Wattimena er ikke den værste at rende ind i, i anden runde, men niveauet fra første runde skal nok lige løftes en anelse.
Alan Norris v Steve Lennon
Det har ikke været en sæson med de store resultater for Alan Norris. Ikke når man kigger på, hvad han tidligere har formået i sin karriere. Det kan dog se ud til, at han møder Steve Lennon på et godt tidspunkt. Lennon vandt godt nok med sikre 3-0 i første runde, men det var dog uden at imponere overhovedet. Hvis Lennon ikke finder et andet niveau i dag, så ser det meget let ud for Allan Norris.
Stephen Bunting v Luke Humphries
Stephen Buntings overgang til PDC har endnu ikke resulteret i sølvtøj, og denne sæson har ikke været nogen undtagelse. Det er dog blevet til en hel del kvartfinaler og et par semifinaler, når man kigger på hans præstationer ved Players Championships og Europa Touren. Det er altså en mand, som gør sig gældende i sub-toppen. Han møder i dag Luke Humphries, som lettere overraskende spillede sig så let videre fra første runde, hvor han vandt med 3-0 over Adam Hunt. Adam Hunt ramte da slet heller ikke niveauet den dag, hvor Humphries imponerede med et snit lige over 97.
Steve Beaton v Chris Dobey
Det er efterhånden længe siden, at Steve Beaton virkelig har gjort sig gældende på den store scene. Denne sæson har heller ikke budt på de store resultater, andet end nogle semifinaler og kvartfinaler ved Players Championship-events. Han møder Chris Dobey, som sikkert spillede sig videre fra første runde med en sejr på 3-0, over Boris Koltsov, som spillede med et snit under 80.
Aftensession
Cristo Reyes v Rowby-John Rodriguez
Rowby-John Rodriguez overraskede de fleste, da han i ret så sikker stil slog Ricky Evans med 3-1 i første runde. Nu skal han op mod spanske Cristo Reyes, som ikke har haft en sæson at skrive hjem om. Han er således ikke kommet længere end de sidste 16, ved samtlige turneringer han har deltaget i, i år. Om østrigeren kan overraske igen er ikke til at sige, men han kunne bestemt have fået en værre modstander her i anden runde.
Mervyn King v Jan Dekker
Mange havde måske håbet, at det var Lisa Ashton, som ville stå her. Men sådan gik det ikke. Selvom hun imponerede i første sæt, fik Jan Dekker fundet sit fokus, og derfra var der ingen tvivl om udfaldet, hvor hollænderen vandt kampen med 3-1. Han skal i dag op mod Mervyn King, som til tider har vist ganske flot spil i denne sæson, især da han vandt Players Championship 15 i Barnsley tidligere på året. De to har tidligere mødt hinanden to gange, hvor det er blevet en sejr til hver, i henholdsvis 2012 og 2017.
Adrian Lewis v Ted Evetts
Sidste sæson var en horribel sæson for Adrian Lewis, som blev kronet med et nederlag til Kevin Munch i første runde ved sidste års VM. I år har englænderen vist takter, som bebuder, at han er på vej tilbage til det niveau han er kendt for. Det er således blevet til en håndfuld finaler ved Players Championships og på Europa Touren. Han skal i dag op mod unge Ted Evetts, som han aldrig har tabt til. De to har således mødt hinanden tre gange, og de seneste to sejre er sågar faldet i denne sæson.
Mensur Suljovic v Ryan Searle
Mensur Suljovic står for dagens sidste kamp. Han skal således op mod Ryan Searle. Mensur Suljovic har spillet en fin sæson, hvor det blandt andet er blevet til to sejre ved German Darts Master World Series og Danish Darts Open. Derudover spillede han sig også i finalen ved World Matchplay. Han skal som sagt op mod Ryan Searle, som spillede sig nogenlunde sikkert videre fra første runde med en 3-0 sejr over Stephen Burton. Niveauet var dog ikke prangende, så han skal finde et andet gear i dag, hvis han vil gøre sig forhåbninger mod den store østriger.
Alle dagens kampe kan ses på TV3 Sport fra klokken 13.30 og klokken 20.00.
Be the first to comment