Paul Nicholson har valgt ikke at tilmelde sig Q-school 2019.
– Jeg føler ikke, at jeg på nuværende tidspunkt er god nok til at klare mig igennem Q-school. Jeg har ikke tænkt mig at deltage, for så bare at blive kørt over, og se min selvtillid blive endnu dårligere.
Således indleder 2010-vinderen af Players Championship Finals og tidligere nummer 9 på PDC’s verdensrangliste, Paul Nicholson, et interview med mediet Live-Darts.com. Kommentaren kommer i kølvandet på det nyligt overståede verdensmesterskab, hvor resultaterne flaskede sig således, at Paul Nicholson røg ned som nummer 65 på verdensranglisten. En placering der betyder, at den 39-årige australier lige nøjagtig ikke holder fast i sit Tour Card, og derfor er tvunget til at deltage ved den engelske Q-school der afholdes mellem den 17.-20. januar.
Fravalget af Q-school betyder, at Nicholson heller ikke har mulighed for at deltage på PDC’s Challenge Tour i den kommende sæson, og derfor er henvist til BDO-touren og en mindre række af PDC’s kvalifikationsturneringer. Dermed kunne det ligne et karrierestop for den tidligere Premier League-kandidat, men det er der dog ikke tilfældet, udtaler han.
– Det er et spørgsmål om, at jeg har i sinde at deltage ved Q-school i 2020. Q-school 2019 er for tidligt.
– Jeg siger ikke, at jeg muligvis deltager ved Q-school i 2020. Jeg deltager med sikkerhed ved Q-school i 2020. Kunne jeg tilmelde mig i dag, så havde jeg gjort det, fortæller Nicholson, der uddyber, at han har brug for tid væk fra ProTouren, for derved at kunne koncentrere sig om at finde sig selv, og hæve sit bundniveau.
– Jeg har ikke lyst til at stoppe med at spille dart, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at spille dart i 2019. Jeg har i sinde at spille nogle af de turneringer, jeg har tilladelse til at spille. Jeg kommer nok til at spille noget soft-tip, og jeg har et stort ønske om at vinde Polen Open. Så jo, jeg kommer til at spille dart, men jeg har brug for noget tid til at arbejde på mit spil og mit sind, uddyber han, og løfter sløret for at han tror på, at han fortsat har evnerne til at blande sig i verdenstoppen.
– Jeg har helt sikkert evnerne til at levere gennemsnit på 96 og 92, hvilket var hvad jeg gjorde i semifinalen og finalen (ved Players Championship Finals i 2010, red.), men jeg gør det ikke kontinuerligt. At spille med 85 i snit i en VM-kamp er gruopvækkende for mig, og jeg kan ikke holde det ud […] Niveauet er der, og jeg har tiden på min side, og jeg er helt overbevist om, at der er mere i tanken til fremtiden – jeg skal bare finde ud af, hvordan jeg udnytter det, fortæller han.
Nicholson har gennem de seneste sæsoner suppleret sin dartkarriere med et arbejde som dartkommentator i både radio og TV. En kombination som kritikere ikke mener, han vil kunne fortsætte, hvis han ønsker at spille sig tilbage i verdenstoppen. Det mener han dog ikke er tilfældet.
– Det kan det godt. Mange vil nok sige, at det ikke kan kombineres. Jeg har ikke lyst til at opgive mit mediearbejde, men jeg er villig til at gøre det, hvis jeg føler, at jeg har hvad der skal til for at spille med i toppen igen.
Du kan se hele Paul Nicholsons interview med Live Darts TV her nedenfor:
Be the first to comment