Resultater fra lørdagens PDC Nordic & Baltic-turneringer

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Madars Razma fik en forrygende start på 2019, da han lørdag vandt sæsonens første Pro Tour i PDC Nordic & Baltic.

Det startede ualmindeligt godt for en række af de danske profiler ved årets første Pro Tour i PDC Nordic & Baltic. I første omgang lykkedes det Potten-spilleren Niels Heinsøe at besejre svenske Dennis Nilsson, der sidste år endte som nummer 11 på den samlede PDCNB-rangliste, og desuden udmærkede sig med en sejr på PDC’s Challenge Tour. Heinsøe vandt kampen 6-4, efter at have vundet sine egne legs i 18, 18, 15, 14, 14 og 14 dart, mens han endte med et gennemsnit på 89,5.

Også Per Laursen startede stærkt, da han efter at have besejret svenske Roland Lenngren i første runde efterfølgende ekspederede den finske profil, Kim Viljanen, ud af turneringen, efter en fornem sejr på 6-4, hvor danskeren vandt sine sidste tre legs i henholdsvis 15, 14 og 13 dart, og endte med et gennemsnit på 88. Kim Viljanen blev sidste år nummer fem på den samlede PDCNB-rangliste, efter han toppede den i 2017.

Særligt Per Laursens lodtrækning var nu åbnet op, men et efterfølgende nederlag på 6-1 til svenske Edwin Torbjörnsson sendte den firdobbelte danske mester ud af turneringen blandt de sidste 16.

1/8-finalen blev også endestationen for Niels Heinsøe, der tabte 6-2 til finske Marko Kantele, alt imens den tidligere danmarksmester, Søren Hedegaard, tabte 6-0 til svenske Daniel Larsson. Dermed var alle danskere ude af turneringen, og derfor vil ingen være seedet til søndagens Pro Tour.

I kvartfinalen måtte Darius Labanauskas overraskende tage til takke med et nederlag på 6-3, efter han tabte et velspillet opgør til svenske Johan Engström. Engström havde i det hele taget godt fat i spillet, men til trods for at snitte 97,8 i den efterfølgende semifinale, tabte han ikke desto mindre til lettiske Madars Razma. Razma vandt herefter finalen 6-0 over finske Ulf Ceder, og fortsætter dermed hvor han slap i 2018, hvor han vandt sæsonens to sidste Pro Tours i PDCNB.

Foruden Pro Touren var der i går også mulighed for at kvalificere sig til PDC’s Europa Tour. Mens Per Laursen leverede en fornem præstation i sin første kamp, hvor han snittede 93 i sin 6-0 sejr over upåagtede Aegir Björnsson, så var der generelt tale om sløve danske præstationer i turneringen, hvor kun Jesper Skovgaard var repræsenteret i kvartfinalen. Skovgaard vandt ganske overraskende over Ulf Ceder blandt de sidste 16, men tabte efterfølgende til Islands nummer ét, Vitor Charrua.

ET-kvalen blev i sidste ende vundet af Kim Viljanen, der leverede en majestætisk præstation i finalen, da han med 100,4 i snit besejrede Pauli Finnilä med cifrene 6-2.

Du kan se de overordnede resultater fra gårsdagens turneringer her nedenfor, mens du kan finde alle resultater på Dartconnect.com.

Årets første PDCNB-event afsluttes i dag, når weekendens anden Pro Tour begynder klokken 11:00.

Resultater fra Pro Tour 1

Semifinaler
Madars Razma (93,4) 6-5 (97,8) Johan Engström
Ulf Ceder (90,0) 6-2 (84,2) Oskar Lukasiak

Finale
Madars Razma (92,0) 6-0 (86,8) Ulf Ceder

Resultater ET6

Semifinaler
Kim Viljanen (83,5) 6-3 (75,8) Vitor Charrua
Pauli Finnilä (78,0) 6-5 (82,1) Cor Dekker

Finale
Kim Viljanen (100,4) 6-2 (84,5) Pauli Finnilä

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*