Top 3: Her er favoritterne til herrernes DM-titel

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Per Laursen kan med en sejr på lørdag overhale Frede Johansen og Finn Rasmussen, og dermed gå alene ind på andenpladsen over de mest vindende herrespillere ved DM nogensinde.

DM 2019 afgøres nu på lørdag. I den forbindelse har Dartnyheder.dk valgt at se frem mod turneringen, der i år afvikles på Sjælland i Svebøllehallen.

Nedenfor kan du skabe dig et overblik over de tre umiddelbart største kandidater til den samlede titel, mens du på Dansk Dart Unions hjemmeside finder lodtrækningerne i de forskellige rækker. Top tre i damernes række kan du finde her.

3. Glenn Honoré

Alder: 46 år
Klub: Esbjerg Dartklub
Ranglisteplacering: 4
Bedste resultat ved DM: Kvartfinale

Selvom det er over ni måneder siden, at Glenn Honoré senest spillede en kamp i DDU’s løbende turnering, så viste han for lidt over en måned siden, at han fortsat kan vinde turneringer, da han for andet år i træk besejrede Per Laursen i finalen ved det jysk/fynske mesterskab.

Den nu tredobbelte jysk/fynske mester er imidlertid både kendt for sit høje topniveau, men også for sit til tider lidt for lave bundniveau. Kan Honoré formå at fastholde fokus over hele lørdagens turnering, så vil det dog ikke være nogen sensation, hvis esbjergenseren henter karrierens første individuelle DM-titel. Særligt fraværet af en række profiler som Vladimir Andersen, Dennis Lindskjold, Søren Gjerlufsen og Anders Zaar forbedrer unægteligt mulighederne for en spiller som Glenn Honoré, der ellers aldrig har fået forløst potentialet ved DM.

2. Niels Heinsøe

Alder: 49 år
Klub: Dartklubben Potten
Ranglisteplacering: 8
Bedste resultat ved DM: Kvartfinale

Til trods for i flere år at have været karakteriseret som en dygtig dartspiller, så er det først de seneste år, Niels Heinsøe for alvor har jagtet et gennembrud i sporten. Med en kvartfinale ved Denmark Open var han sidste år den bedst placerede dansker, alt imens han vandt Catalonian Open senere på året.

2019 har efterfølgende budt på deltagelse ved diverse PDC-turneringer, heriblandt Q-school, Challenge Touren og PDC Nordic & Baltic. Til trods for at niveauet endnu ikke har rakt til topplaceringer i de sekundære PDC-turneringer, så har Heinsøe ved flere lejligheder vist, at bundniveauet er blevet forbedret, alt imens tiltroen til egne evner er i top. Både niveau- og selvtillidsmæssigt møder Heinsøe således op til DM i ganske god forfatning, og er på den baggrund et frækt bud om vice-favorit ved det danske mesterskab anno 2019.

1. Per Laursen

Alder: 52 år
Klub: Dartklubben Potten
Ranglisteplacering: 7
Bedste resultat ved DM: Vinder 2004, 2007, 2008, 2018

Til trods for ikke at være i absolut topform, så er Per Laursen ikke desto mindre den største favorit forud for den kommende weekends danske mesterskab. Det er han, til trods for at den frivillige tilværelse på Pottens andethold ikke skaber de bedste forudsætninger for at fastholde et optimalt bundniveau, hvilket statistikken over Laursens antal pile per vundne leg (19,83) vidner om.

Statistik og kamptræning er imidlertid én ting. Erfaring og kynisme er en anden, og langt mere væsentlig, kvalitet – særligt i turneringssammenhæng, hvor Per Laursens nationale (såvel som internationale) resultatliste vidner om, at den firdobbelte danmarksmester bedre end nogen anden aktiv dansk dartspiller besidder evnen til at holde hovedet koldt når nerverne sætter ind. Det er den evne, der indtil nu har bragt østjyden frem til intet mindre end ni DM-finaler.

Lykkes det Per Laursen at kunne fejre endnu et danmarksmesterskab på lørdag, så vil han i øvrigt springe forbi Finn Rasmussen og Frede Johansen på listen over spillere med flest DM-titler. En liste som fortsat føres af Per Skau, der er noteret for seks titler i alt.

Hvem betragter du som favorit ved herrernes DM?

  • Per Laursen (27%, 44 Stemmer)
  • En helt anden (19%, 31 Stemmer)
  • Glenn Honoré (15%, 25 Stemmer)
  • Niels Heinsøe (9%, 15 Stemmer)
  • Niels-Jørgen Hansen (8%, 13 Stemmer)
  • Brian Løkken (6%, 9 Stemmer)
  • Mogens Christensen (5%, 8 Stemmer)
  • Ulrich Meyn (4%, 6 Stemmer)
  • Nicolai Olsen (3%, 5 Stemmer)
  • Frede Johansen (2%, 4 Stemmer)
  • Daniel Jensen (1%, 2 Stemmer)
  • Lars Helsinghof (0%, 0 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 162

Indlæser ... Indlæser ...

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*