3. runde af German Darts Championship bød på en 9-darter og seks gennemsnit over 100, og i aftenens kvartfinaler var der for første gang siden 2013 otte spillere som alle er fra Storbritannien. Kun tre af de tilbageværende spillere – Peter Wright (6 gange), Gerwyn Price (1 gang) og Adrian Lewis (1 gang) – havde tidligere prøvet at vinde en Europa Tour-turnering.
Vi skulle af med én af de tidligere Europa Tour-vindere allerede i den første kamp, og det skulle vise sig at være ham med 6 titler på bagen, nemlig Peter Wright. Wright lagde ellers fint ud med en 11-darter, men vandt kun ét af de syv næste legs, og dermed var det Adrian Lewis der med en sejr på 6-2 spillede sig i semifinalen. Modstanderen her blev Daryl Gurney, som i sin kvartfinale spillede med et snit på under 90, men på en eller anden måde alligevel formåede at vinde med 6-5 over Stephen Bunting.
Ricky Evans lå igennem hele sin kvartfinale med et gennemsnit på 7 til 10 point højere end modstanderen Darren Webster, men det var alligevel Webster som ved stillingen 5-4 missede de første to matchpile på D12. Evans fik dog brudt udlægget, og kunne serve sejren på 6-5 hjem i det afgørende leg med et snit der lige sneg sig over de 100. I går slog Keegan Brown med et snit på 104 Michael van Gerwen ud, og selvom snittet var faldet med 10 point i dag, var det alligevel nok til at spille sig i sin første Europa Tour-semifinale ved at eliminere Gerwyn Price, i en kamp som besynderligt nok startede med 6 legs der gik med udlægget, og endte med 5 legs der gik mod udlægget.
Dermed var det kun Adrian Lewis ud af de fire semifinalister som havde prøvet at vinde på Europa-touren, men heller ikke han fik muligheden for at gøre det igen. I en medrivende kamp hvor begge spillere havde et snit omkring de 100, så det tidligt skidt ud for Lewis da han kom bagud både 1-3 og 2-6, men med tre legs i træk var han pludselig med igen. Gurney vandt dog det efterfølgende leg og kampen med 7-5, og det var derfor ikke blot en ny vinder af German Darts Championship der skulle findes, men en helt ny vinder på Europa-touren!
I den anden semifinale blev en velspillende Ricky Evans for stor en mundfuld for Keegan Brown, som efter at have været foran 2-1 måtte se ‘Rapid’ Ricky tage de næste fire legs i træk, og til sidst også sejren på 7-3. Evans er i sin anden Euro Tour-finale efter at have tabt finalen ved Dutch Darts Masters sidste år med 8-5 mod Ian White.
Finalen så længe ud til at blive en ensidig affære, da Ricky Evans i de første fire legs misbrugte 8 pile på doubler inden han endelig fik ram på en. Daryl Gurney nåede at bringe sig foran med 5-1 før Evans for alvor fik fat og bl.a. lukkede 128 i rød bull. Det nåede at stå helt lige på 6-6 inden Daryl Gurney sikrede sig de afgørende to legs, og dermed sin første Europa Tour-titel i sin karriere!
Se alle aftenens resultater her:
Kvartfinaler:
(98,59) Peter Wright 2-6 Adrian Lewis (99,00)
(89,87) Daryl Gurney 6-5 Stephen Bunting (91,33)
(94,20) Darren Webster 5-6 Ricky Evans (100,41)
(93,70) Gerwyn Price 5-6 Keegan Brown (94,88)
Semifinaler:
(100,34) Adrian Lewis 5-7 Daryl Gurney (100,31)
(98,63) Ricky Evans 7-3 Keegan Brown (91,63)
FINALE:
(98,32) Daryl Gurney 8-6 Ricky Evans (97,19)
Be the first to comment