Favoritterne floppede, da Jonny Clayton vandt Players Championship 10

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

44-årige Jonny Clayton vandt i dag sin tredje PDC-titel i karrieren.

Forud for weekendens to Players Championship-turneringer havde både Michael van Gerwen, Gary Anderson, Daryl Gurney og Gerwyn Price meldt afbud. Tidligt i morges blev ProTouren så ramt af endnu et prominent afbud, da Rob Cross måtte trække sig med sygdom.

På baggrund af de mange fraværende topfavoritter, så var gårsdagens vinder, James Wade, spået gode muligheder for at tage sin anden sæsonsejr, mens spillere som Adrian Lewis, Michael Smith, Peter Wright, Mensur Suljovic, Ian White og Dave Chisnall ligeledes indtog favoritrollerne.

LÆS OGSÅ: James Wade fejrer sin fødselsdag med sejr ved Players Championship 9

Der var i midlertid ingen af de ovennævnte favoritter der formåede at tage bestik af de gunstige muligheder. For mens Ian White opnåede en fornem semifinale-placering, så gik det helt anderledes for en række af de øvrige profiler.

Først og fremmest afsluttede Peter Wright og Mensur Suljovic deres weekend i total skuffelse, da de for anden dag i træk tabte allerede i første runde. Det samme gjorde sig noget overraskende gældende for James Wade, alt imens Corey Cadbys comeback til PDC’s ProTour ligeledes endte med exit i første runde, efter han i går blot vandt en enkelt kamp.

Allerede i anden runde var det så Michael Smith der måtte forlade turneringen, inden Adrian Lewis, Dave Chisnall og Glen Durrant fulgte trop i tredje runde.

Blandt de sidste 16 var det så Ian White der indtog favoritværdigheden, og den holdt han da også helt frem til semifinalen, da han tabte 7-2 til den senere vinder, walisiske Jonny Clayton. Clayton vandt efterfølgende en velspillet finale 8-4 over tyske Gabriel Clemens, hvor waliseren snittede 103,3 mens tyskeren endte på 98,0.

44-årige Clayton står nu noteret for tre PDC-titler i sin karriere, mens Clemens endnu mangler sin første turneringssejr, efter at have optrådt i tre finaler.

Du kan finde samtlige resultater fra Players Championship 10 på DartConnect.com, mens du kan se resultaterne fra kvartfinalerne og frem her nedenfor:

Kvartfinaler:
Ian White (97,2) 6-5 (94,0) Arron Monk
Jonny Clayton (91,2) 6-5 (86,5) Jermaine Wattimena
Gabriel Clemens (103,5) 6-4 (101,4) Mervyn King
Tytus Kanik (84,0) 6-5  (89,0) Jose Justicia

Semifinaler
Jonny Clayton (99,3) 7-2 (97,5) Ian White
Gabriel Clemens (88,9) 7 – 3 (82,0) Tytus Kanik

Finale
Jonny Clayton (103,3) 8-4 (98,0) Gabriel Clemens

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*