Favoritterne videre på andendagen ved World Cup of Darts

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Der var ingen overraskelser blandt fredagens otte kampe ved World Cup of Darts.

Alle bookmakernes favoritter gik sejrrigt i land på andendagen ved PDC’s World Cup of Darts. Det betyder, at både England og Holland fortsat er med i turneringen. Det samme er i øvrigt Østrig og Australien, der fuldender fredagens kvartet af seedede hold.

Du kan skabe dig et overblik over fredagens kampe her nedenfor, mens du kan læse om torsdagens kampe her.

USA (79,21) 5-1 (76,06) Kina

Blot en enkelt double på 11 forsøg blev dyrt for kinesiske Xiaochen Zong og Yuanjun Liu, der således havde rigeligt med chancer mod den amerikanske duo bestående af Darin Young and Chuck Puleo. Dermed fik Puleo en god start på sin World Cup debut, mens Darin Young kan glæde sig over, at hans historik med deltagelse ved samtlige World Cups nu har ført til endnu en sejr.

Nederlaget er i øvrigt Kinas tredje nederlag i træk i første runde ved World Cup of Darts.

Canada (97,56) 5-3 (95,47) Italien

Selvom de tabte, så kan det italienske hold bestående af Andrea Micheletti og Stefano Tomassetti være ualmindeligt stolte over deres præstation. Det er således yderst sjældent, at et hold der leverer et gennemsnit over 95 taber en kamp i første runde ved World Cup of Darts.

Desværre for den italienske duo, så var Dawson Murschell og Jim Long dog i en fornemt spilhumør. Kan den tendens fortsætte, så behøver de canadiske dartsfans ikke bekymre sig over, at John Part ikke længere er med på holdet.

Polen (92,33) 5-2 (84,11) Tjekkiet

Polsk dart er i den grad i fremgang i disse år. Mens Krzysztof Ratajski længe har været ankerkendt som en fremragende dartspiller, så viste hans makker, Tytus Kanik, ligeledes momenter af verdensklasse undervejs i deres komfortable 5-2 sejr over Tjekkiet, hvor Polen endte med en fornem lukkeprocent på 55,56. Med blot tre lukkepile var der omvendt ikke meget at gøre godt med for Tjekkiet, der dog kunne glæde sig over, at Karel Sedláček leverede turneringens foreløbigt højeste lukker, da han lukkede 160 til stillingen 4-2, inden Polen sidenhen afgjorde kampen.

Irland (87,24) 5-1 (84,28) Grækenland

Uden for alvor at imponere, sikrede Irland sig en komfortabel 5-1 sejr over John Michael og Veniamin Symeonidis. Kampen var kendetegnet ved, at mens Irland havde to solide spillere i skikkelse af William O’Connor og Steve Lennon, så måtte John Michael i høj grad bære ansvaret på egne skuldre, hvilket ikke var nok til at udfordre de to Tour Card-holdere.

Begge irske spillere vil dog skulle løfte niveauet en hel del, såfremt de ønsker at gøre sig realistiske forhåbninger om at spille sig videre fra anden runde, hvor de i morgen møder England.

England (91,53) 5-1 (87,59) Fillippinerne 

Fillippinerne var på forhånd udråbt som en skrækmodstander for England af Sky Sports’ ekspert, Wayne Mardle. Og til trods for den komfortable sejr, så havde Fillippinerne bestemt deres chancer, men måtte i sidste ende erkende, at Rob Cross og Michael Smith var for stor en overmagt. Hvis verdensranglistens nummer to og seks vil gøre sig forhåbninger om at sikre sig Englands femte World Cup-titel, så vil de dog være nødsaget til at hæve niveauet en anelse, efter en kamp hvor de ikke havde nær så godt fat i triplerne, som de ville have håbet på.

Østrig (92,87) 5-3 (95,12) Rusland

Et yderst medrivende opgør endte med en sejr til forhåndsfavoritterne fra Østrig, der i høj grad var ført an af Mensur Suljovic, der dog også blev bakket solidt op af sin makker, Zoran Lerchbacher.

Rusland, og særligt Boris Koltsov, havde ellers store ære af kampen, men viste ikke den fornødne kynisme på doublerne. Det gjorde Suljovic til gengæld, og fortsætter den tendens, så kan Østrig ikke udelukkes som en “dark horse” til den samlede titel.

Australien (86,68) 5-4 (85,31) Finland

Efter en kamp der havde bølget frem og tilbage, viste det sig afgørende, at Australien havde vundet udlægget forud for kampen. En suveræn 14-darter i kampens sidste og afgørende leg, bragte således Simon Whitlock og Kyle Anderson videre til anden runde, hvor de i morgen møder Canada.

Marko Kantele og Kim Viljanen havde ellers en række muligheder for at overtage momentum i kampen. Særligt Viljanens tre missede doublepile for at sikre finnerne en 2-0 førring blev i den forbindelse kostbare.

Finlands exit betyder, at Sverige er den eneste af de fire deltagende nationer fra PDC Nordic & Baltic der er videre til anden runde.

Holland (92,78) 5-0 (84,85) Spanien

Kampen startede ualmindelig dårligt for Holland, der lagde ud med scorer på 60, 58 og 41. Alligevel så formåede Jermaine Wattimena at stjæle første leg for næsen af Toni Alcinas og Cristo Reyes, da World Cup-debutanten eksekverede en 108-lukker med den spanske duo siddende tilbage på 36.

Herfra var der ingen tvivl om udfaldet af kampen. Holland, ført an af Michael van Gerwen, var ganske enkelt overlegene kampen igennem, uden dog for alvor at brillere. Det vil blive spændende at se, om Jermaine Wattimena vil evne at stå på egne ben, når formatet i anden runde også indebærer single-kampe.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*