Polske Krzysztof Ratajski vandt i dag karrierens tredje Players Championship-titel.
Sidste år skrev Krzysztof Ratajski historie, da han formåede at vinde to Players Championship-turneringer i træk, til trods for ikke at have et Tour Card. I dag vandt den 42-årige polak så sin første PDC-titel som fuldgyldig Tour Card-holder, da han besejrede Nathan Aspinall 8-3 ved sæsonens 17. Players Championship-turnering.
Den polske stjerne var i det hele taget i forrygende form ved lørdagens turnering. Efter syv sejre endte Ratajski således med et samlet turneringsgennemsnit på 99,68, alt imens han i fem af sine kampe snittede over 100.
Selvom Ratajski det seneste år har etableret sig som en af de helt store navne i PDC, så hjalp det ikke desto mindre på titelambitionerne, at både Michael van Gerwen og Gary Anderson havde meldt afbud til weekendens to Players Championships.
Blandt lørdagens tabere, så endte spillere som James Wade, Kim Huybrechts, Jonny Clayton, Simon Whitlock og Ian White alle med at tabe deres kamp i første runde.
Du kan se resultaterne fra lørdagens kvartfinaler og frem her nedenfor, mens du finder alle øvrige resultater på DartConnect. I den forbindelse er det i øvrigt værd at nævne, at Dimitri van Den Bergh lavede en 9-darter, da han i anden runde besejrede John Henderson 6-3.
Finale
Krzysztof Ratajski (98,7) 8-3 (93,7) Nathan Aspinall
Semifinaler
Krzysztof Ratajski (101,0) 7-3 (91,0) James Wilson
Nathan Aspinall (90,3) 7-5 (85,9) Ron Meulenkamp
Kvartfinaler
Krzysztof Ratajski (100,2) 6-0 (90,7) Jamie Hughes
James Wilson (92,3) 6-4 (88,0) Luke Humphries
Nathan Aspinall (97,4) 6-3 (90,2) Dimitri van Den Bergh
Ron Meulenkamp (88,9) 6-2 (84,0) Boris Koltsov
Be the first to comment