Nedtur for Gerwen, Anderson og Barney ved German Darts Masters

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Tyske Martin Schindler (tv.) leverede i går overraskelsen mod formsvage Michael van Gerwen.

Michael van Gerwens utraditionelt middelmådige formkurve fortsatte i går, da den hollandske verdensetter overraskende tabte 6-5 til Martin Schindler ved første runde af German Darts Masters.

Nederlaget betyder, at Gerwen nu har tabt fem af sine seneste otte individuelle kamp i perioden fra den 25. maj og frem til i går. Ikke i en eneste af de kampe er det i øvrigt lykkedes verdensmesteren af snitte over 100. Dermed har Michael van Gerwen fået en forfærdelig optakt forud for World Matchplay der begynder næste lørdag.

Også sidste års vinder af World Matchplay, Gary Anderson, måtte i øvrigt pakke pilene sammen efter sin første optræden ved German Darts Masters i går. Den dobbelte verdensmester tabte således overraskende 6-4 til den blot 22-årige tysker, Nico Kurz, der i går spillede sin blot tredje TV-kamp i karrieren.

Også Raymond van Barneveld tabte i første runde ved German Darts Masters. Den efterhånden udbrændte hollænder tabte således 6-3 til Gabriel Clemens efter en yderst middelmådig optræden. Barneveld har i øvrigt ikke formået at kvalificere sig til World Matchplay, og det er efterhånden nærliggende at stille spørgsmålet, om ikke karrieren skulle være stoppet efter Premier League.

Nederlagene til Michael van Gerwen, Gary Anderson og Raymond van Barneveld betyder, at tre af de otte inviterede PDC-stjerner er ude af German Darts Masters forud for lørdag aftens kvartfinaler. Til gengæld er både James Wade, Daryl Gurney, Peter Wright, Mensur Suljovic og Rob Cross fortsat med i turneringen. I den forbindelse fremstår Rob Cross som den umiddelbare favorit, efter han i går vandt en hårdt tilkæmpet sejr på 6-4 over Max Hopp, hvor englænderen endte med et gennemsnit på 101,41 og en lukkeprocent på 100 %.

Du kan se alle resultaterne fra gårsdagens kampe her nedenfor, alt imens du finder programmet for aftenens afgørende kampe nederst i artiklen. Alle kampene kan i øvrigt ses live fra klokken 20.00 på TV3 Sport og Viaplay.dk.

Resultater fra første runde den 12. juli
James Wade (90,9) 6-2 (82,89) Kevin Munch
Gary Anderson (92,8) 4-6 (95,03) Nico Kurz
Daryl Gurney (97,2) 6-2 (92,82) Christian Bunse
Peter Wright (96,69) 6-4 (88,1) Robert Marijanovic
Raymond van Barneveld (90,39) 3-6 (98,48) Gabriel Clemens
Mensur Suljovic (90,86) 6-2 (83,69) Maik Langendorf
Michael van Gerwen (91,75) 5-6 (91,9) Martin Schindler
Rob Cross (101,41) 6-4 (106,62) Max Hopp

Lørdag 13. juli (20.00)
Kvartfinaler
Peter Wright v Nico Kurz
Daryl Gurney v James Wade
Martin Schindler v Mensur Suljovic
Rob Cross v Gabriel Clemens

Semifinaler
Wright/Kurz v Gurney/Wade
Schindler/Suljovic v Cross/Clemens

Finale

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*