Chisnall imponerer mens favoritterne falder på stribe

Tekst: Martin Hawkins

Foto: PDC

Efter en livlig første dag af turneringen i går, hvor flere af favoritterne måtte lade livet, byder fredagen både på færdiggørelse af 1. runde og de første fire kampe i 2. runde.

Eftermiddagen startede med to forholdsvis nemme sejre til Jermaine Wattimena og Stephen Bunting mod henholdvis en halvskadet Jamie Hughes og Keegan Brown. Mere uventet gjorde Chris Dobey det herefter af med polske Krzysztof Ratajski, mens Nathan Aspinall imponerede med både spillets største lukning på 170 og senere også lukkede 125 i sidste leg i sejren på 6-3 over Steve Beaton, som selv tidligere i kampen havde lukket 144.

Mensur Suljovic lignede ikke sig selv mod Vincent van der Voort, som uden de store problemer hev en sejr på 6-1 hjem, og det største spændingsmoment i den kamp som mange nok havde set mest frem til af eftermiddagens line-up, Ian White mod Michael Smith, var da Smith i femte leg startede med 7 perfekte pile. Det endte med en 11-darter for en føring på 5-0, og selvom Ian White fik reduceret en enkelt gang efter pausen, endte det med dagens fjerde sejr på 6-1 til en lavere-seedet spiller efter en overbevisende indsats af Michael Smith, der spillede med et snit på 106.

Jeffrey de Zwaan sørgede med sin sejr på 6-4 over Peter Wright for at alle hollandske spillere – undtagen Michael van Gerwen – gik videre til 2. runde, mens 1. runde blev rundet af med hele 7 breaks i 10 legs, da Gerwyn Price slog Ted Evetts med 6-4.

Første mand videre til kvartfinalerne var Rob Cross, som hele tiden var i kontrol og ikke på noget tidspunkt var bagud i sejren på 10-7 mod Joe Cullen. Samme resultat blev det til i den næste kamp, hvor Daryl Gurney lagde hårdt ud mod Simon Whitlock og lynhurtigt tog en føring på 6-0 med et snit på over 117. Det blev både 8-1 og 9-2 inden Whitlock steppede op og var lige ved at få gjort det spændende igen med 5 legs i træk på tavlen, men han kunne ikke forhindre en sejr til ny-skaldede “Superchin”.

Jonny Clayton var den klart bedste spiller i 1. runde, og det så ud til at han fortsatte de gode takter mod Dave Chisnall da han tog de første par legs, begge i 12 dart. Chisnall skulle dog vise sig at kunne følge med hele vejen, og i en fremragende kamp, hvor begge spillere holdt et gennemsnit på over 100 – Chisnall næsten 110 – var det ham der fortjent nok trak det længste strå med en sejr på 10-4.

De fleste af tilskuerne havde nok regnet med at skulle se Michael van Gerwen mod Glen Durrant i aftenens sidste kamp, men Ross Smith og Ricky Evans ville det som bekendt anderledes. De kaster måske ikke omkring sig med de skyhøje gennemsnit hver gang, men alligevel var det et ganske seværdigt opgør – især Ricky Evans hyggede sig på trods af et lavere gennemsnit end sin modstander med nogle fine checkouts, hvor højdepunktet var 20, D19, D19 for at lukke 96 for en føring på 9-4. Ross Smith ville dog også lege med, og med en lukning på 124 brød han udlægget og reducerede til 9-7. Det ender dog med en sejr på 10-7 til Ricky Evans, der dermed spiller sig i karrierens første tv-kvartfinale.

Alle dagens resultater kan ses nedenfor:

Eftermiddagskampe (12.45)
Første runde

Jamie Hughes (86,97) 1-6 (91,51) Jermaine Wattimena
Keegan Brown (89,52) 1-6 (95,42) Stephen Bunting
Krzysztof Ratajski (95,71) 3-6 (92,67) Chris Dobey
Nathan Aspinall (98,35) 6-3 (89,73) Steve Beaton
Mensur Suljovic (88,41) 1-6 (94,01) Vincent van der Voort
Ian White (100,52) 1-6 (106,09) Michael Smith
Peter Wright (97,34) 4-6 (101,87) Jeffrey de Zwaan
Gerwyn Price (100,37) 6-4 (91,06) Ted Evetts

Aftenskampe (19.00)
Anden runde

Joe Cullen (90,01) 7-10 (96,80) Rob Cross
Daryl Gurney (99,64) 10-7 (95,24) Simon Whitlock
Dave Chisnall (109,75) 10-4 (101,15) Jonny Clayton
Ross Smith (94,01) 7-10 (92,22) Ricky Evans

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*