Per Laursen besejrer Daniel Jensen i finalen ved Nordic Dart Festival

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Per Laursen vandt i dag sæsonens femte nationale rangliste-turnering, da han besejrede Daniel Jensen i finalen ved Nordic Dart Festival.

Med en 5-3 sejr over Daniel Jensen i finalen ved Nordic Dart Festival kunne Per Laursen i dag notere sig for sin femte turneringssejr ved en national ranglisteturnering i 2019. Dermed har Laursen vundet lige nøjagtig halvdelen af de nationale ranglisteturneringer, han har deltaget ved i år.

Mens Daniel Jensen dog fortsat har sin første turneringssejr til gode, så kunne han trods alt glæde sig over, at han i dag spillede sig i sin første A-finale i karrieren. Den 23-årige Holbæk-spiller, der for nyligt var med det danske landshold til WDF’s VM i Rumænien, var da også ganske godt tilfreds med resultatet, til trods for det bitre finalenederlag.

– Selvom jeg tabte finalen, så er jeg rigtig godt tilfreds med resultatet, eftersom det er min første finale i A-rækken, fortæller Daniel Jensen til Dartnyheder.dk og uddyber:

– Spillet var måske ikke lige godt gennem hele turneringen, men jeg synes til gengæld, at vi spiller en rigtig god finale, forklarer han, alt imens udsagnet bliver bakket op af, at finalen indeholdt tre 13-darter og fem 180’ere. To af 13-darterne og tre af finalens 180’ere blev i øvrigt leveret af netop Daniel Jensen.

Mellem 500-700 tilskuere ved finalen

Også Per Laursen gav efter finalen udtryk for, at han var tilfreds med sin egen præstation og turneringen som helhed.

– Jeg er ovenud tilfreds med resultatet, og så er jeg enormt glad for, at finalen blev så velspillet, som den gjorde. Særligt når nu der var så mange mennesker i hallen, forklarer den femdobbelte danmarksmester.

Selvom Dartnyheder.dk ikke selv var tilstede ved turneringen, så erfares det, at der var mellem 500-700  mennesker inde og overvære lørdagens finale. Det høje tilskuerantal hang blandt andet sammen med, at turneringsarrangørerne havde valgt at afholde stævnet i forbindelse med Nordic Ink and Brew Festival, hvilket gav mulighed for at afvikle finalen foran et et tætpakket publikum.

Stor respekt for Daniel Jensen

Foruden glæden over endnu en turneringssejr, så kunne Per Laursen i øvrigt også udtrykke begejstring over, at det viste sig at være Daniel Jensen, han mødte i finalen.

– Det er ingen hemmelighed, at jeg har stor respekt for Daniel (Jensen, red.). Han er en fantastisk ung mand, og jeg under ham alt det bedste i hans dartkarriere, lyder det fra Per Laursen om sin 30 år yngre dartkollega.

Per Laursen og Daniel Jensen dannede i øvrigt makkerskab ved PDC’s World Cup of Darts tilbage i 2016, hvor de blandt andet besejrede Sverige i første runde inden de tabte til Australien i 1/8-finalen.

Ros til arrangørerne

Selvom Nordic Dart Festival ikke viste sig at være den mest tilmeldingstunge turnering, så formåede stævnet alligevel at skabe gode rammer for deltagerne, hvilket Per Laursen var meget tilfreds med.

– Det hænger selvfølgelig sammen med, at stævnet blev afholdt oveni et større arrangement. Men det ændrer ikke på, at det er super fedt at spille foran så mange mennesker. Derudover skal arrangørerne også have ros for at afholde stævnet så velsmurt som de gjorde, afslutter Potten-spilleren.

Michelle Merlit forstætter dominansen

I damernes række lykkedes det i øvrigt Michelle Merlit at vinde sin tredje ranglisteturnering ud sine seneste fire turneringsdeltagelser, idet hun besejrede Lido Dartklubs Sabrina Heidi Pedersen i finalen med cifrene 4-1.


Resultater fra Nordic Dart Festival 2019

Herre A
Kvartfinaler
Per Laursen 4-0 Michael Seemann
Nicolai Olsen 4-0 Brian Christinansen
Steen Lysen 4-1 Henrik Primdal
Daniel Jensen 4-1 Tom Veje

Semifinaler
Per Laursen 4-3 Nicolai Olsen
Daniel Jensen 4-3 Steen Lysen

Finale
Per Laursen 5-3 Daniel Jensen

Dame A
Semifinaler
Michelle Merlit 3-2 Emily Villadsen
Sabrina Heidi Persen 3-0 Merete Møller

Finale
Michelle Merlit 4-1 Sabrina Heidi Pedersen

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*