Peter Wright besejrer Gerwyn Price og er klar til VM-finalen

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Peter Wright har for kort tid siden besejret Gerwyn Price 6-3 i semifinalen ved PDC’s verdensmesterskab.

49-årige Peter Wright kan se frem til at spille sin anden VM-finale i karrieren, efter han for kort tid siden besejrede Gerwyn Price 6-3 i turneringens første semifinale.

Den tidligere UK Open-vinder var bedre end sin walisiske modstander fra start til slut, til trods for at Price fulgte med til stillingen 3-3 i sæt, til trods for et gennemsnit på 92, mens Wright lå solidt omkring 99 det meste kampens første halvdel.

Herfra var der dog ingen tvivl om resultatet. Mens Gerwyn Price kæmpede med at finde både rytme og momentum, så udnyttede ‘Snakebite’ sin modstanders formdyk til at lægge nervøsiteten til side, og lade erfaringen komme ham til gode.

Det var dog ikke helt uden dramatik, at den farverige skotte lukkede kampen. Ved stillingen 2-2 i legs i det der altså viste sig at være kampens sidste sæt, skulle Peter Wright bruge intet mindre end otte matchpile, inden han til sidst kunne lukke kampen på double et.

Efter kampen gav Peter Wright i øvrigt udtryk for, at han måtte forvente at hæve sit gennemsnit, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at vinde finalen. I semifinalesejren over Gerwyn Price endte han med et gennemsnit på 98,72, mens Price skuffende endte med et gennemsnit på 90,1.

Resultatet betyder, at Wright er klar til sin anden VM-finale i karrieren, hvor han møder vinderen af aftenens anden semifinale mellem Michael van Gerwen og Nathan Aspinall.

Netop Michael van Gerwen var Peter Wrights modstander ved VM-finalen i 2014, hvor hollænderen vandt sit første verdensmesterskab med cifrene 7-4.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*