Michael van Gerwen og Peter Wright kan se frem til en gentagelse af VM-finalen, når de i aften mødes i første runde af den nye Premier League-sæson.
I aften begynder det. 17 spillerunder fordelt over 16 uger skal afgøre, hvem der løfter Premier League-trofæet i 2020.
Som så ofte før, er Michael van Gerwen den ubestridte favorit til at toppe tabellen, og sidenhen vinde på finaledagen den 21. maj. Faktisk har den hollandske verdensetter toppet tabellen alle år, siden han fik debut i Premier League i 2013, alt imens han ligeledes har kunnet lade sig hylde som vinder af Premier League i fem ud af syv forsøg. Vinder han igen i år, vil det være femte år i træk.
Der har dog sjældent været sat så store spørgsmålstegn ved Michael van Gerwens formkurve forud for en Premier League-sæson, som tilfældet har været i år. For selvom han i december spillede sig i VM-finalen, så skete det uden at brillere, og finalen endte da også med et overbevisende nederlag til Peter Wright.
Siden da, tabte Michael van Gerwen så allerede i første runde af årets første TV-turnering, alt imens Peter Wright løftede endnu et trofæ ved sidste weekends Masters-turnering. Nu mødes de to VM-finalister så igen på Premier Leagues åbningsaften, hvor MvG skal forsøge at hente sin første TV-sejr med sine nye pile efter skiftet fra XQMax til Winmau.
Hør også: Podcast: Optakt til Premier League 2020
Der er med andre nok at se frem til, forud for den nye Premier League-sæson, hvor det på forhånd er historisk svært at gennemskue, hvilke fire spillere, der vil kvalificere sig til semifinalerne. I første omgang nøjes vi da også med at tage et kig frem mod de første fem kampe, hvor vi foruden en gentagelse af VM-finalen kan se frem til Gary Andersons Premier League-comeback, når han indtager scenen på hjemmebane i skotske Aberdeen.
Alle aftenens kampe kan ses live fra klokken 20.00 på TV3 Sport og Viaplay.
Michael Smith vs. Glen Durrant
Michael Smith fik en fornuftig sæsonstart ved weekendens Masters-turnering, hvor han ganske vist missede tre matchpile for titlen, men samtidig gav indikationer på, at formen er, hvor den skal være.
Det vil der formentlig også være behov for, når han i aften indleder den nye Premier League-sæson mod 49-årige Glen Durrant, der i aften får debut som fast Premier League-spiller. Det får han efter en fornem debut-sæson i PDC, hvor den tredobbelte BDO-verdensmester spillede sig i semifinalen ved både World Matchplay, World Grand Prix og Grand Slam.
Stilmæssigt er de to spillere som nat og dag. Mens Smith er kendt for sin hurtige, flydende kastestil, så er Durrant væsentligt langsommere og mindre æstetisk. Til gengæld er han også langt mere stabil, og spørgsmålet er, om ikke netop stabilteten bliver den afgørende faktor i åbningskampen ved Premier League 2020.
Bud på resultat: Glen Durrant vinder 7-4
Hvad bliver resultatet af kampen?
- Michael Smith vinder (74%, 23 Stemmer)
- Glen Durrant vinder (23%, 7 Stemmer)
- Uafgjort (3%, 1 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 31
Gary Anderson vs. Daryl Gurney
Det kommer til at gå fuldstændig amok i P&J Live Arena, når Gary Anderson i aften bliver budt velkommen tilbage i Premier League af sine skotske landsmænd i Aberdeen.
Efter en 2019-sæson der var præget af langvarige rygskavanker, et minimalt antal turneringsdeltagelser og begrænset tid foran træningsskiven vil det i år blive spændende at følge Gary Anderson i hans jagt tilbage til verdenstoppen. Den jagt indledes med et opgør mod nordirske Daryl Gurney, der i år vil forsøge at kvalificere sig til semifinalerne for andet år i træk.
Forud for det 17. indbyrdes opgør mellem de to, der i øvrigt er endt med otte sejre til hver og en enkelt uafgjort, er spørgsmålet i høj grad, hvorvidt Gary Anderson er i form eller ej. Hvis han er, så skal Daryl Gurney levere sit absolutte topniveau. Hvis ikke, så kan Gurney formentlig se frem til en forholdvis komfortabel sejr. Bedømt på weekendens Masters-turnering, så lader det dog til, at Anderson, der vandt Premier League-titlen i både 2011 og 2015, befinder sig i en solid formkurve, og derfor også ligner en favorit i aften.
Bud på resultat: Gary Anderson vinder 7-4
Hvad bliver resultatet af kampen?
- Gary Anderson vinder (74%, 23 Stemmer)
- Uafgjort (16%, 5 Stemmer)
- Daryl Gurney vinder (10%, 3 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 31
Michael van Gerwen vs. Peter Wright
Der er lagt op til en fest, når Michael van Gerwen og Peter Wright i aften mødes før første gang, siden ‘Snakebite’ besejrede hollænderen i VM-finalen nytårsdag.
Spørger man bookmakerne, så er Michael van Gerwen favorit til opgøret, til trods for at Peter Wright har vundet to TV-titler i træk, alt imens ‘MVG’ endnu ikke har fundet sig til rette med sine nye pile, og generelt havde en undervældende afslutning på 2019-sæsonen.
Når det er sagt, så ved den hollandske verdensetter, at hvis han leverer, så vinder han. Kun tiden vil vise, hvad resultatet bliver af de to spilleres 79. indbyrdes opgør, og om Michael van Gerwen kan revanchere sit VM-nederlag og dermed hente karrierens 60. sejr over verdensmesteren.
Bud på resultat: 6-6
Hvad bliver resultatet af kampen?
- Peter Wright vinder (66%, 21 Stemmer)
- Uafgjort (19%, 6 Stemmer)
- Michael van Gerwen vinder (16%, 5 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 32
Nathan Aspinall vs. John Henderson
Sidste år fik både Nathan Aspinall og John Henderson debut i Premier League som ‘challengers’. Det endte med to vidt forskellige resultater, idet Aspinall leverede en skuffende præstation i sit 2-7 nederlag til Michael Smith, alt imens John Henderson var i forrygende form, da han spillede uafgjort mod Michael van Gerwen.
Til trods for de forskellige resultater, så er det ‘The Asp’, der i år kan glæde sig over titlen som fast Premier League-spiller, hvorimod ‘Hendo’ må tage til takke med endnu en optræden som udfordrer.
Den 46-årige skotte kan dog glæde sig over, at han igen i år får muligheden for at spille foran tusindvis af sine landsmænd, hvilket unægteligt vil være en fordel. Om det så er nok til at stjæle point fra den dobbelte VM-semifinalist, det skal blive spændende at få svar på. Én ting er sikkert – Aspinall får i hvert fald ikke lov til at kaste på sine doubler, uden at kunne høre en rungende piften i baggrunden.
Bud på resultat: 6-6
Hvad bliver resultatet af kampen?
- Nathan Aspinall vinder (65%, 20 Stemmer)
- John Henderson vinder (23%, 7 Stemmer)
- Uafgjort (13%, 4 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 31
Gerwyn Price vs. Rob Cross
Bedømt på de seneste måneders resultater, så er det svært at forestille sig, at Rob Cross sidste år spillede en forrygende Premier League-sæson, hvor han blot var en enkelt sejr fra at ende som nummer et i tabellen, alt imens han derudover formåede at spille sig i finalen.
Ser man bort fra sejren ved European Championship, så var anden halvdel af 2019-sæsonen dog ganske undervældende for den tidligere verdensmester. Stik modsat Gerwyn Price, der frem mod VM blev betragtet som førsteudfordreren til Michael van Gerwen, og den dobbelte Grand Slam-vinder har da også som minimum spillet sig i kvartfinalen ved sine seneste fem TV-turneringer.
Bedømt på den umiddelbare formkurve, er der med andre ord intet der indikerer, at Rob Cross skal regne med at hente point til tabellen i første runde af den nye Premier League-sæson.
Bud på resultat: Gerwyn Price vinder 7-2
Hvad bliver resultatet af kampen?
- Gerwyn Price vinder (47%, 14 Stemmer)
- Uafgjort (27%, 8 Stemmer)
- Rob Cross vinder (27%, 8 Stemmer)
Antal, der har stemt, i alt: 30
Be the first to comment