Gary Anderson triumferede ved årets første Players Championship-turnering

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Gary Anderson vandt lørdag sæsonens første Players Championship-turnering.

I går blev der taget hul på årets første ud af i alt 30 Players Championship-turneringer. Her lykkedes det Gary Anderson at stryge til tops, efter en finalesejr på 8-4 over den tidligere Lakeside-finalist, Jeff Smith.

Sejren er Gary Andersons første individuelle turneringssejr siden Champions League-sejren i september 2018, og den første sejr ved en ranglisteturnering siden World Matchplay for godt og vel 18 måneder siden.

Gary Andersons seneste Players Championship-titel blev i øvrigt vundet helt tilbage i maj 2018. Sidste år spillede Anderson i øvrigt kun 12 Players Championship-turneringer, da han måtte melde afbud på grund af sine rygskader. Ved ni af de 12 turneringer tabte den dobbelte verdensmester allerede i enten første eller anden runde, hvilket vidner om, at 2019 var kendetegnet som en sæson, hvor Anderson havde særdeles svært ved at finde sit vanlige niveau.

2020 er dog startet ganske opmuntrende for den 49-årige profil, der nu er noteret for 50 titelsejre i PDC, hvilket gør ham til den tredjemest vindende spiller i PDC’s historie, hvor han kun er overgået af Phil Taylor og Michael van Gerwen.

Tidlig exit for Michael van Gerwen

For en sjælden gangs skyld var samtlige spillere fra verdenstoppen i går deltagende ved samme Players Championship. Her var der flere profiler, der måtte forlade turneringen efter tidlige nederlag.

Allerede efter første runde var både James Wade, Dave Chisnall, Ian White og Mensur Suljovic blevet besejret, alt imens Daryl Gurney blot snittede 80,6 i sit nederlag til Mickey Mansell i anden runde.

Også Michael van Gerwen kunne pakke sine pile sammen væsentligt tidligere, end han selv havde regnet med. Et overraskende nederlag til Brendan Dolan betød, at den hollandske verdensetter tabte blandt de sidste 32 i tredje runde. Her måtte også Gerwyn Price, Michael Smith og Glen Durrant acceptere, at de var ude af turneringen.

Sæsonens anden Players Championship-turnering begynder i dag klokken 13.00 og kan følges live på PDC.tv og DartConnect.

Du kan se de afgørende resultater fra årets første Players Championship-turnering her nedenfor. Alle øvrige resultater kan findes her.


Kvartfinaler
Brendan Dolan (92,9) 6-3 (94,8) Maik Kuivenhoven
Jeff Smith (94,3) 6-5 (98,9) Peter Wright
Adrian Lewis (94,3) 6-3 (94,4) Steve Beaton
Gary Anderson (99,2) 6-2 (95,2) Joe Cullen

Semifinaler
Jeff Smith (99,4) 7-2 (93,4) Brendan Dolan
Gary Anderson (102,2) 7-3 (97,6) Adrian Lewis

Finale
Gary Anderson (98,0) 8-4 (93,8) Jeff Smith

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*