Ryan Searle besejrede Michael van Gerwen og vandt Players Championship 3

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Ryan Searle besejrede fire Premier League-spillere på vej til karrierens hidtil største triumf.

Med to semifinaler og en enkelt finaleplacering på PDC’s ProTour har 32-årige Ryan Searle før kunnet snuse til sejrens sødme.

Lørdag blev så endelig dagen, hvor englænderen kunne knytte nævnerne efter sin første turneringssejr på ProTouren, hvor han besejrede Michael van Gerwen 8-6 i finalen. Også spillere som Gerwyn Price, Michael Smith og Glen Durrant blev besejret på vejen til Searles hidtil største sejr, der indebærer en præmiecheck på godt og vel 90.000 danske kroner.

Præmiepengene er nok til at bringe Searle op til en foreløbig andensplads på ProTour-ranglisten, hvor han henviser Gary Anderson til andenpladsen, alt imens førstepladsen indtages af Nathan Aspinall.

Michael van Gerwens første finale i år

Mens Michael van Gerwen de seneste sæsoner har været vant til at vinde næsten hver anden turnering, han har deltaget i, så har han fortsat sin første turneringssejr til gode i 2020. Lørdagens finaleplacering er dog hollænderens første i Players Championship-regi i år, hvor han i sidste weekend tabte blandt de sidste 32 om lørdagen og de sidste 16 om søndagen.

På listen over sæsonens højeste sæsongennemsnit på ProTouren indtager Michael van Gerwen i øvrigt en foreløbig syvendeplads, hvor han er noteret for et sæsongennemsnit på 98,39. Listen toppes af Peter Wright, der lørdag tabte til netop Michael van Gerwen i semifinalen. Den skotske verdensmester har snittet 100,13 over 16 kampe i sæsonens tre turneringer.

Ny skuffelse for Daryl Gurney

Mens Gary Anderson havde valgt at melde afbud til lørdagens turnering, så var resten af verdenstoppen blandt de startende ved sæsonens tredje Players Championship-turnering.

For Daryl Gurneys vedkommende endte det nok engang med et skuffende resultat, da nordireren tabte allerede i første runde til upåagtede John Michael. 33-årige Gurney tabte desuden allerede i anden runde ved begge turneringer i sidste weekend.

Også Gerwyn Price og Rob Cross tabte lørdag i første runde. Mens Price tabte 6-4 til den senere turneringsvinder, så tabte Cross med samme cifre til Scott Baker.

Mensur Suljovic lavede lørdag sæsonens ottende 9-darter i PDC.

Du kan se en oversigt over lørdagens afgørende resultater nederst i artiklen. Du kan finde alle øvrige resultater her.

PDC’s ProTour fortsætter søndag eftermiddag klokken 13.00, hvor der tages hul på sæsonens fjerde Players Championship-turnering.


Kvartfinaler
Michael van Gerwen (98,1) 6-5 (89,0) Chris Dobey
Peter Wright (108,4) 6-3 (99,8) Joe Cullen
Jeffrey de Zwaan (94,4) 6-3 (94,6) Danny Noppert
Ryan Searle (93,6) 6-5 (93,5) Glen Durrant

Semifinaler
Michael van Gerwen (101,3) 7-3 (99,5) Peter Wright
Ryan Searle (101,3) 7-5 (96,0) Jeffrey de Zwaan

Finale
Ryan Searle (97,1) 8-6 (95,9) Michael van Gerwen

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*