Phil Taylor kan fortsat snitte over 100: Vandt fire ud af fem kampe ved “A Night At The Darts”

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Lawrence Lustig/PDC

Phil Taylor vandt fire ud af fem kampe ved webcam turneringen “A Night At The Darts”.

Der var i går ekstra mange besøgende til Modus’ streaming af webcam-turneringen “A Night At The Darts“. En af årsagerne var, at den 16-dobbelte verdensmester Phil Taylor havde takket “ja tak” til at deltage.

Og selvom Taylor tilsyneladende havde anmodet om at spille et format, der var en anelse kortere end turneringens øvrige kampe, så viste den nu pensionerede dartlegende ved flere lejligheder, at han fortsat har potentialet til at kunne duellere med verdenseliten.

Med fire sejre ud af fem mulige lykkedes det således ‘The Power’ at besejre begge turneringens øvrige ex-verdensmestre i skikkelse af Scott Mitchell og Martin Adams, alt imens han også gik sejrrigt fra sine kampe mod den velspillende Challenge Tour-spiller Jason Askew og det hollandske stortalent Wessel Nijman. Særligt sejren over Askew var i den forbindelse imponerende, idet Taylor, der som bekendt stoppede sin professionelle karriere efter VM-finalen i 2017, leverede et gennemsnit på 102,67.

Der var dog også enkelte kampe, der gav udtryk for, at træningsindsatsen næppe er, hvad den har været tidligere. Særligt Taylors sidste kamp, der da også resulterede i et nederlag til russiske Boris Koltsov, blev spillet i et væsentligt mindre spektakulært niveau. Og selvom den nu 59-årige englænder aldrig har været kendt for at tage let på et nederlag, så vil han nok alligevel kunne fryde sig over, at han tilsyneladende fortsat har niveauet til at kunne begå sig med resten af verdenseliten.


Resultater fra “A Night At The Darts” torsdag 23. april
Phil Taylor (94,0) 4-2 (80,52) Scott Mitchell
Martin Adams (98,25) 5-2 (88,94) Wessel Nijman
Jason Askew (98,24) 5-4 (89,06) Boris Koltsov
Scott Mitchell (83,76) 5-4 (83,19) Martin Adams
Phil Taylor (102,67) 4-3 (101,67) Jason Askew
Wessel Nijman (91,34) 5-3 (90,00) Boris Koltsov
Phil Taylor (89,73) 4-0 (77,05) Martin Adams
Jason Askew (101,59) 5-1 (96,51) Scott Mitchell
Martin Adams (94,67) 5-3 (93,64) Boris Koltsov
Phil Taylor (95,66) 4-2 (92,64) Wessel Nijman
Boris Koltsov (91,84) 5-2 (82,42) Scott Mitchell
Boris Koltsov (95,11) 4-3 (87,98) Phil Taylor
Wessel Nijman (102,51) 5-4 (94,96) Jason Askew
Wessel Nijman (89,46) 5-3 (88,16) Scott Mitchell
Martin Adams (93,44) 5-1 (83,12) Jason Askew

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*