Corey Cadby taler ud: Misbrug, forkerte beslutninger og ambitioner om et comeback

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Corey Cadby var for blot få år siden betragtet som en selvskreven fremtidig verdensmester. Siden da har der dog været væsentligt flere skuffelser end triumfer i australierens karriere og privatliv.

25. august 2016 var på mange måder en særlig dag i dartsportens historie.

Den 16-dobbelte verdensmester Phil Taylor indtog scenen ved World Series-turneringen Perth Darts Masters, som han havde vundet to år i træk. Kun Michael van Gerwen blev betragtet som en reel trussel i kampen om den samlede sejr.

Phil Taylors titelambitioner forduftede dog lang tid før, end han selv havde regnet med. En 21-årig, ukendt australier var modstanderen i første runde. Nøjagtig som det var tilfældet blot syv dage tidligere, hvor ‘The Power’ uden besvær besejrede Corey Cadby 6-3 ved Sydney Masters.

Denne gang tog kampen dog en væsentlig anden drejning. For i sin blot anden TV-kamp nogensinde viste Cadby ingen nåde, idet det flamboyante og jubelglade hjemmebanehåb uddelte øretæver til legenden. Med cifrene 6-2 og et gennemsnit på 103,58 havde ‘The King’ slået sit navn fast med syvtommersøm. Her var et talent, som ikke var set mage siden Michael van Gerwen.

Til trods for et gennemsnit på 109,57 tabte Corey Cadby efterfølgende sin kamp i anden runde til Peter Wright, men ingen var længere i tvivl om, hvem det australske stortalent var. Efter blot få TV-optrædener lignede det ikke et spørgsmål om hvorvidt men i højere grad hvornår det nye dartfænomen ville løfte karrierens første VM-titel.

Herfra gik alt tilsyneladende efter planen. Blot få måneder senere triumferede Cadby ved PDC’s U23-verdensmesterskab. Alligevel valgte han at udsætte ambitionerne om en professionel karriere, og brugte derfor det meste af 2017 i Australien, hvor han hovedsageligt bemærkede sig ved at være dominerende på den australske ProTour.

Succes vendt til fiasko

I 2018 tog han så springet, og uden problemer gik han i januar samme år hele vejen på førstedagen ved PDC’s Q-School. En præstation der blot en måned senere blev fulgt op med en imponerende sejr på PDC’s ProTour, hvorefter han i marts spillede sig i finalen ved majorturneringen UK Open. Alt gik tilsyneladende efter planen.

Alligevel blev UK Open finalenederlaget til Gary Anderson også den sidste kamp for Corey Cadby i en PDC-turnering udenfor Australien de næste 13 måneder. Af årsager der endnu aldrig rigtig er blevet forelagt offentligheden, mistede Cadby i perioden mellem marts-april 2018 sit visum, og havde derfor udrejseforbud fra Australien. Dette blev starten på en lang rutsjebanetur, der umiddelbart tegnede til at gå opad i maj 2019, hvor han igen kunne rejse til England og deltage på PDC’s ProTour.

Læs også: Corey Cadby kan igen rejse ud af Australien

De kommende måneder udviklede sig dog aldrig i den retning, som Cadby havde håbet på. For foruden en enkelt turneringssejr ved PDC’s løbende turnering for U23-spillere, så var der ikke mange sejre at berette om i hverken Players Championship- eller Europa Tour-regi. Karrieren syntes i ruiner for det forhenværende stortalent.

Udviklede sig til depression og misbrug

De sportslige nedture tog hårdt på ungdomsverdensmesteren, der i dag ikke lægger skjul på, at modgangen efterhånden udviklede sig til en depression. Det fortæller den nu 25-årige tasmanier i et længere interview med den engelske dartjournalist Phill Barrs.

– Menneskeligt befandt jeg mig et dårligt sted, allerede før jeg rejste tilbage til England (april 2019, red.). Jeg lovede en masse, hvorefter jeg skuffede rigtig mange mennesker, indleder Corey Cadby interviewet, hvori han også erkender, at han gennem de efterfølgende måneder udviklede et usundt forhold til alkohol.

Lod frustrationerne gå ud over sine omgivelser

Månederne mellem april-juni 2019 skulle altså have været en mulighed for, at Cadby kunne genetablere sig selv som en stjerne i dartsporten. Netop derfor udtalte han da også – med vanlig selvsikkerhed og optimisme – at han inden længe igen ville spille med om seniortitlerne i PDC.

Sådan gik det dog langt fra, og frustrationerne lod han gå ud over sin manager, Mac Elkin, som han omtalte i særdeles grimme vendinger både i offentligheden og på diverse sociale medier. Særligt efter at Elkin valgte at sende sin spiller hjem til Australien igen i juni 2019, således at Cadby kunne koncentrere sig om at finde sig selv.

– For at være ærlig, så var jeg min egen værste fjende. Jeg bebrejdede, at jeg ikke havde nogen i mit ringhjørne. Det var dog det rene ‘bullshit’, for jeg havde mange mennesker i mit bagland. Jeg betragtede det dog som om, at det var mig mod resten af verden, fortæller Cadby, inden han kommenterer på sine Facebook-opslag om Mac Elkin, hvor Cadby blandt andet gav udtryk for, at Elkin udnyttede ham til at skabe en formue, og at Elkin skulle være kendt som drugdealer i dartmiljøet.

– Jeg er så skuffet på mine egne vegne. Alt det jeg har skrevet, er overhovedet ikke rigtigt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg skrev det. Mac har aldrig forrådt mig, og jeg skammer mig over det.

Lavpunkt i august

Den menneskelige og sportslige nedtur nåede efterfølgende et nyt lavpunkt i august, hvor Cadby var blevet tildelt et wildcard af PDC ved alle sommerens tre World Series-turneringer i Australien og New Zealand.

Efter to meget middelmådige præstationer ved henholdvis Brisbane- og Melbourne Darts Masters, valgte Corey Cadby at trække sig fra den sidste World Series-turnering i New Zealand. En beslutning der blev mødt med stor utilfredshed hos både PDC og Mac Elkin, og som Cadby fortryder den dag i dag.

– Jeg fik dem (PDC, red.) til at ligne idioter. Jeg håber, jeg får chancen for at snakke med Matthew Porter (administrerende direktør i PDC, red.) og resten af PDC holdet, så jeg kan fortælle dem, hvor ked af det jeg er, lyder det fra Cadby.

Har ambitioner om comeback

Det er nu otte måneder siden, at Corey Cadby sidst spillede en officiel turnering. Står det til ham, er karrieren dog langt fra slut endnu. Han sætter i den forbindelse stor pris på, at både familien og hans managerteam har tilgivet ham, og han ser nu frem til at kunne rette op på de fejl, han har begået. Han erkender dog også, at der kan være lang vej igen.

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke langt fra bunden, sådan som jeg har det nu, lyder det fra Cadby, med henvisning til sine psykiske udfordringer.

– Det eneste jeg kan gøre, er at tage en dag ad gangen, lyder det.

Satser på Q-School

– Jeg har talt med Mac (Elkin, red.) og Garry (Plummer, red.), og planen er, at jeg tager en sæson på den australske ProTour, så jeg kan få noget kamptræning. Forhåbentlig kan jeg kvalificere mig til VM den vej også, og hvis det lykkes, så bliver jeg i England og deltager ved Q-School, fortæller Cadby, der dog heller ikke lægger skjul på, at han ikke har brugt meget tid foran træningsskiven de seneste måneder.

– Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at jeg kan vinde den australske ProTour allerede nu. Jeg skal bare forbedre mine doubler en smule, og undgå dovne indgange. Gør jeg det, så er jeg favorit.

– De siger alle, at jeg er færdig. Men jeg er ikke i nærheden af at være færdig. “The King” er tilbage, lyder den afsluttende bemærkning fra Corey Cadby, inden han afslutter interviewet med at sige undskyld til sin familie, managerteam og PDC.

Du kan se hele interviewet med Corey Cadby lige her:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*