Andersons manager nedtoner rygter om karrierestop

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Gary Andersons manager regner ikke med, at den dobbelte verdensmester lægger pilene på hylden lige foreløbig.

Han har selv flere gange luftet tanken om at trække sig tilbage, men ifølge Gary Andersons manager, Tommy Gilmour, så skal man ikke regne med, at den dobbelte verdensmester trækker sig tilbage fra dartsporten lige foreløbigt. Det fortæller Gilmour i et interview med det engelske medie Darts World.

– Han har stadig sit gamle jeg inde i sig. Når han taler med medierne, så siger han, at “jeg har tænkt mig at stoppe” – alligevel sidder jeg og skriver fem årige kontrakter med ham, lyder det.

Anderson, der fylder 50 år til december, har ikke vundet en stor, individuel TV-turnering siden 2018, hvor han vandt både UK Open, World Matchplay og Champions League. Det er dog ikke mere end et par uger siden, at han senest var i en ny TV-finale, da han tabte til Dimitri van Den Bergh ved World Matchplay.

På den baggrund er det ikke til at sige, om verdensranglistens nummer ni fortsat har flere store titler ventende forude i sin karriere. Særligt set i lyset af de rygproblemer, der blandt andet satte skotten ud på tilskuerrækkerne det meste af sidste sæson. Den dertilhørende svingende formkurve bør dog ikke overanalyseres, mener Gilmour, når snakken igen falder på et muligt karrierestop.

– Han er for ung og har for meget at tilbyde. Han er moden, men han har fortsat bid i sig, og han jagter fortsat et tredje verdensmesterskab, hvilket han er i stand til at opnå, fortæller Gilmour.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*