Gary Anderson var i storform, da han tirsdag aften besejrede Michael Smith i Premier Leagues syvende spillerunde.
Premier League er tilbage.
Over de næste 12 dage spilles de sidste ni spillerunder i Premier League grundspil, inden semifinalerne og finalen efter planen skal afgøres den 22. oktober.
I den forbindelse blev der i går taget hul på den første spillerunde siden Premier Leagues genkomst. Her var det i høj grad skotske Gary Anderson der stjal overskrifterne, mens Michael van Gerwen overtog førstepladsen, efter Glen Durrant smed point i sit opgør mod Peter Wright.
Anderson i storform
Men før vi når så langt, så lad os først berette om aftenens helt store oplevelse, da den dobbelte verdensmester, Gary Anderson, med et gennemsnit på 109,24 besejrede Michael Smith 7-3. Smith leverede ellers selv en sublim præstation med et gennemsnit på 107,02 og hele syv 180’ere undervejs i kampen.
I sidste ende var det i høj grad Andersons kynisme på doublerne, der afgjorde opgøret. “The Flying Scotsman” missede således kun én enkelt double gennem hele opgøret, og sikrede sig dermed to tiltrængte point, der placerer ham som nummer fire i tabellen, mens Michael Smith ryger ned som nummer seks.
MVG tilbage på førstepladsen
I tirsdagens andet opgør lykkedes det Michael van Gerwen at sikre sig en komfortabel sejr på 7-2 over en fortsat formsvag Rob Cross.
Selvom Cross ellers indledningsvis kom foran 1-2, så var der herfra ingen tvivl om udfaldet af kampen. Den hollandske verdensetter var således markant bedre end sin engelske modstander.
Sejren betyder, at ‘MVG’ overtager førstepladsen i Premier League tabellen, alt imens Rob Cross risikerer at blive overhalet af Daryl Gurney i bunden af tabellen.
Aspinall vandt efter fornemt comeback
I det tredje opgør efter Premier Leagues genopstart formåede Nathan Aspinall at besejre Gerwyn Price 7-4.
Aspinall var ellers bagud 1-3 i kampens indledning, men herfra lykkedes det altså kun Price at vinde et enkelt leg resten af kampen. Gerwyn Price er dermed presset til at få point gennem det meste af de tilbageværende grundspil, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig til semifinalerne. Omvendt er Aspinall fornuftigt placeret på en foreløbig tredjeplads i sin debutsæson.
Gurney vandt uskønt opgør
En spiller som ikke er fornuftigt placeret i tabellen er verdensranglistens nummer syv, Daryl Gurney.
Den dobbelte majorvinder er med andre ord isoleret i bunden af tabellen, efter en hidtil ualmindeligt dårlig sæson.
Igen i går var ‘Superchin’ da også langt fra niveau, men formåede alligevel at sikre sig en komfortabel sejr på 7-2 over Chris Dobey, der var udset rollen som “challenger”. Dobey viste ved den anledning en skuffende indsats, med et gennemsnit på blot 79,01.
Gurneys sejr betyder, at han nu kun er ét point efter Rob Cross og Gerwyn Price i jagten på videre overlevelse efter niende spillerunde, hvor tabellen nummer ni ryger ud af turneringen.
Regnefejl kostede verdensmester sejren
Tirsdag aftens eneste uafgjorte resultat fandt sted i opgøret mellem Peter Wright og Glen Durrant.
Wright var ellers foran 6-4, og havde da også muligheden for at vinde opgøret i kampens sidste og afgørende leg, hvor han imidlertid fik gjort livet særdeles surt for sig selv.
Med tre pile fra 57 indledte han således sit forsøg med at ramme en double 17, hvilket efterlod 23. En regnefejl fra Wrights side betød dog, at han aldrig fik et forsøg på en afgørende double, hvilket Durrant straffede prompte, og dermed sikrede sig selv et uafgjort resultat med den regerende verdensmester.
Det uafgjorte resultat betyder imidlertid også, at Durrant ryger ned som nummer to i tabellen, hvor han som bekendt bliver overhalet af Michael van Gerwen. I samme ombæring fastholder Wright sin nuværende placering som nummer fem.
Du kan se en oversigt over alle gårsdagens resultater her nedenfor. Her finder du også kampprogrammet for onsdagens kampe, der begynder klokken 19:30 og kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Max.
Kampprogram for Premier League runde 8 (26-08-2020)
Gary Anderson vs. Gerwyn Price
Nathan Aspinall vs. Daryl Gurney
Michael Smith vs. Rob Cross
Michael van Gerwen vs. Glen Durrant
Peter Wright vs. Jeffrey de Zwaan
# | Spiller | Kampe | Vundet | Uafgjort | Tabt | +/- (legs) | Point |
---|---|---|---|---|---|---|---|
1 | Michael van Gerwen | 7 | 5 | 0 | 2 | +13 | 10 |
2 | Glen Durrant | 7 | 4 | 2 | 1 | +11 | 10 |
3 | Nathan Aspinall | 7 | 4 | 1 | 2 | +5 | 9 |
4 | Gary Anderson | 7 | 3 | 2 | 2 | +3 | 8 |
5 | Peter Wright | 7 | 3 | 2 | 2 | +1 | 8 |
6 | Michael Smith | 7 | 3 | 1 | 3 | 0 | 7 |
7 | Gerwyn Price | 7 | 1 | 3 | 3 | -3 | 5 |
8 | Rob Cross | 7 | 1 | 3 | 3 | -7 | 5 |
9 | Daryl Gurney | 7 | 1 | 2 | 4 | -7 | 4 |
Be the first to comment