Rob Cross er ude af Premier League – Anderson bankede MVG

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Sidste års finalist, Rob Cross, er ude af Premier League, efter han i går endte på sidstepladsen i tabellen.

2018-verdensmesteren og sidste års Premier League finalist, Rob Cross, tabte i går 7-4 til Glen Durrant, hvilket indebar, at ‘Voltage’ ikke formåede at avancere fra sidstepladsen i Premier League tabellen. Den 29-årige englænder er dermed elimineret fra resten af Premier League sæsonen, til trods for at han i går leverede sin bedste præstation i sæsonen med et gennemsnit på 103,97.

Aspinall tilbage i top fire

Forud for Cross’ nederlag lykkedes det i torsdagens første opgør Nathan Aspinall at sikre sig en 7-5 sejr over Michael Smith i en særdeles velspillet affære, hvor begge spillere snittede over 102, men hvor Aspinalls markant bedre statistik på doublerne viste sig at blive afgørende.

Aspinalls sejr betyder, at den dobbelte VM-semifinalist nu er tilbage i Premier Leagues top fire, hvor han i skrivende stund indtager tredjepladsen, alt imens Michael Smith rykker ned som nummer syv.

Anderson besejrede Michael van Gerwen

For anden aften i træk endte det i øvrigt med et nederlag for Michael van Gerwen, der efter onsdagens nederlag til Glen Durrant i går tabte 7-4 til Gary Anderson.

Michael van Gerwen er dermed nu helt nede som nummer fire i tabellen, og risikerer derfor at skulle kæmpe en uventet hård kamp for at kvalificere sig til semifinalerne, til trods for at han alle år siden sin Premier League debut i 2013 er endt som nummer et i grundspillet.

Gary Andersons sejr bringer ‘The Flying Scotsman’ op som nummer fem, hvor han ligger a point med netop Michael van Gerwen.

Gerwyn Price bankede sin “challenger”

Verdensranglistens nummer tre, Gerwyn Price, havde i går fornøjelsen af at vinde sit challenger-opgør mod hollandske Jermaine Wattimena med hele 7-0.

Wattimena var i den forbindelse blot en skygge af sig selv, idet ‘The Machine Gun’ blot snittede 81,24 og blot fik et enkelt forsøg på en double gennem hele kampen.

Prices storsejr bringer waliseren op som nummer seks i tabellen, hvor han kun er et enkelt point efter Gary Anderson og Michael van Gerwen på femte- og fjerdepladsen.

‘Snakebite’ huggede til

I torsdagens næstsidste opgør tilspillede verdensmesteren Peter Wright sig i kontrolleret sejr over verdensranglistens nummer syv, Daryl Gurney.

De to spillere fulgtes ellers pænt ad frem til stillingen 4-4, hvorefter ‘Snakebite’ afgjorde kampen i henholdvis 14, 18 og 14 dart.

Sejren bringer Peter Wright op på Premier Leagues andenplads, mens Daryl Gurney forbliver isoleret på ottendepladsen.

Tabellen toppes derfor fortsat af Glen Durrant, der i går leverede rundens højeste gennemsnit på 106,02, da han som bekendt sendte Rob Cross endegyldigt ud af Premier League.

Du kan se en oversigt over alle gårsdagens resultater her nedenfor. Her finder du også kampprogrammet for fredagens kampe, der begynder klokken 20:00 og kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Max.


Premier League resultater runde 9 (27-08-2020)
Nathan Aspinall (102,96) 7-5 (102,06) Michael Smith
Michael van Gerwen (95,21) 4-7 (99,77) Gary Anderson
Jermaine Wattimena (81,24) 0-7 (102,15) Gerwyn Price
Peter Wright (99,21) 7-4 (91,90) Daryl Gurney
Glen Durrant (106,02) 7-4 (103,97) Rob Cross


Premier League program runde 10 (28-08-2020)
Glen Durrant v Gerwyn Price
Peter Wright v Gary Anderson
Nathan Aspinall v Michael van Gerwen
Michael Smith v Daryl Gurney


#SpillerKampeVundetUafgjortTabt+/- (legs)Point
1Glen Durrant9621+1814
2Peter Wright9522+1012
3Nathan Aspinall9513+511
4Michael van Gerwen9504+610
5Gary Anderson9423010
6Gerwyn Price9333+109
7Michael Smith9414+29
8Daryl Gurney9225-86
9Rob Cross9135-145

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*